Afmagt

Det går mere og mere skidt med min Bedstefar. Siden brylluppet har han haft flere dage, hvor han har haft mere end svært ved at komme ud af sengen, han græder meget og det er tydeligt, at han ikke er mentalt med på det der sker - men hvem kan også lige være det? Han har fået en hospitalsseng hjem, som desværre har for hård en madras, så min Bedstemor har lagt sin topmadras ovenpå madrassen, hvilket betyder, at hun nu sover uden topmadras - det er jo altså ikke holdbart!! Falck var der med en ny madras igår, men den er stadig for hård. Udover det har de fået en toiletstol og en rolator til ham - som han naturligvis nægter at bruge (hmm...jeg har vist ikke min stædighed fra fremmede...) og så har de - efter Bedstefar var faldet forleden - fået hjemmehjælp. Sidstnævnte havde startet første dag ud med at ville hjælpe Bedstefar i bad - flot sted at starte!! Det nægtede han selvfølgelig - han mener jo bestemt ikke, at han har brug for hjælp - han kan sagtens selv - men det kan han ikke, og Bedste, der i øvrigt har knogleskørhed, kan jo ikke tumle ham...for selvom han ikke er andet end skind og ben, så er han stadig en voksen mand og min Bedste er ikke stærk og skal passe på sig selv netop pga sin knogleskørhed... Desuden er han sat op i dosis af morfin og får nu Ritalin hver dag - bare for at kunne komme ud af sengen...

Så det er mildest talt noget værre møg!! :(

Jeg skulle have besøgt dem idag, men Bedste ringede i aftes og aflyste. Bedstefar kan ikke overskue, at der kommer gæster hele tiden...igår havde han sagt, at der var så uroligt og at det var alle de mennesker - Bedste havde svaret, at der jo kun var hende og Tina (min moster), han havde så sagt, at dagen før havde der været alle dem fra Haven (deres kolonihave - som de nu har solgt), men Bedste sagde, at de altså ikke havde været der. Jeg skrev så med mor senere på aftenen, hun har en veninde, der er sygeplejerske og har været i hjemmeplejen, som kunne fortælle, at øgning af morfindosis kan have bivirkninger som f.eks. dårligt humør og hallucinationer...det skulle gå over, når hans krop vænner sig til det...

Åh men altså jeg synes det er hårdt!! Jeg vil så gerne besøge dem, for jeg ved bare, at han ikke har langt igen - og jeg vil bare gerne kunne gøre et eller andet. Forleden da jeg var ude at handle stødte jeg på Lakridspinde og kom sådan til at tænke på Bedste - hun har/havde altid sådan en metalæske med Lakridspinde i en skuffe ved sit skrivebord, som vi smagte lidt på, når vi var kreative, når jeg var på ferie ved dem (hvilket jeg var næsten hver eneste ferie i al den tid, jeg gik i folkeskolen...)...så jeg købte en pose, jeg ville have taget med ud til hende i dag - kan være jeg sender den med posten til hende en af dagene...

Men har en kæmpe følelse af afmagt over ligesom at være sat lidt ude på sidelinien og INTET kunne gøre! Sagde til Bedste igår, at hun skulle sige til, hvis hun havde lyst til eller brug for at komme lidt ud, så ville jeg gerne komme ud og hente hende og gå en tur i skoven med hende eller et eller andet!! For når Bedstefar ikke kan overskue besøg af os, så må jeg se, om jeg kan hjælpe dem på anden vis...

Vi var til fødselsdag hos min ældste fætter, Emil i lørdags. Bedstefar var overraskende nok med - og Moster Tina fik taget det her billede af ham:

Dét er min Bedstefar!!

Håber han bliver ved med at have glimt af sit gamle selv!!

/Ida