tirsdag den 19. april 2011

Sagaen om Linas dukke fortsætter...

Jo, den fortsætter skam ;) Lina er altså dybt forelsket, det kan vi ikke komme udenom. Idag glemte Pelle dukken - og ja det er anden gang på en uge, det er lykkedes os at glemme den dukke (fyyyh!)...

Nå, men puttetid kom, og Lina ville have sin Dådde - Pelle forsøgte at spise hende af med en anden dukke og forklarede hende mange gange, at hendes Dukke lå i barnevognen i vuggestuen og sov, og at vi ville finde hende imorgen...

Pelle putter hende i sengen, og Lina ser med store triste øjne op på sin far og siger "Dådde keeed af det" Pelle forklarer (nu med bare en smule mere dårlig samvittighed), at Dukke har det fint og sover godt i barnevognen i vuggestuen. Lina accepterer....men kalder kort tid efter på mig. Jeg går derind og Lina siger "Dådde keeed af det, Dådde græder".... Jeg forklarer det samme som Pelle, at Dukke har det fint, hun sover godt i barnevognen og imorgen finder vi hende, så Lina kan give hende en krammer. Lina afslutter samtalen med "Dådde ikke keeed af det. Dådde græder ikke. Dådde har det fiiiiint. Lina krammer Dådde..."

Tror der venter den der Dukke en krammer af dimensioner i morgen tidlig og mon vi så har lært at huske hende nu???....

tirsdag den 12. april 2011

Dååådde!!

Årh der var KRISE igår og imorges!!! Vi glemte Linas elskede dåååådde i vuggestuen....! Men det er altså meget nyt, at hun er så afhængig af den dukke, så vi havde ikke lige tænkt over det - og vi hentede oven i købet begge to sammen, så jeg kan ikke engang skyde skylden på Pelle ;)
Men altså, Annika har en dukke næsten magen til Linas højtelskede dådde - Annikas er bare sort - men Lina var OVERBEVIST om, at Annikas dukke var hendes dådde, så hun græd hjerteskærende i aftes, da hun skulle sove....heldigvis listede jeg Annikas dukke med ind i Linas seng....og så var lykken gjort!..........
Lige ind til imorges, hvor Annika så Lina komme slæbende med hendes dukke (fyyyh slemme mor, der sådan overdrager storesøsters dukke til lillesøster) - og jeg forklarede og forklarede (som jeg også gjorde i aftes), at det var Annikas dukke, som Lina bare havde lånt. Annika krævede sin dukke tilbage, og det fik hun selvfølgelig - det er jo hendes!
Lina græd hele vejen til vuggestuen (godt der ikke er langt) lige indtil vi fandt hendes dååådde - og hun stillede et meget forundret ansigt op og kiggede mystificeret først på sin egen dukke, dernæst på Annikas og tilbage på sin egen dukke....
Tænk sig, hun troede faktisk, at Annikas dukke var hendes dååådde! Og at vi benægtede hende den...altså stakkels lille Lina!!
Men nu er Lina og Dådde genforenet, og jeg tror nok liiiige vi husker at få Dådde med hjem for eftertiden!!!!!

fredag den 8. april 2011

Forår

Strand, sten og vand

Klar til at erobre verden

:)

Flere sten til at kaste i vandet

"Monster" by Annika

Søstre <3

Forår i Bedsternes have :)

Et sjældent familiebillede - og to piger, der er gået omkuld :)

Lina klynker i tremmesengen,

det er aften, jeg går ind til hende, pigebarnet kigger sønvdrukkent på mig og siger med ynk i stemmen "miiiin dådde", jeg smiler, giver hende dukken og en sut og min lille pige falder igen i dyyyyb søvn...

Det var bare SÅ kært :)

torsdag den 7. april 2011

Hvad hedder dukken?

Annika leger med dukke hjemme hos bedstemor og bedstefar. Bedste spørger, hvad dukken hedder. Annika tænker sig om et kort øjeblik og siger "Hun hedder Mads".......

Jeg spørger til, hvad hendes egen dukke hedder. "Det ved jeg ikke. Ved du det?"

At køre i bil med Lina på bagsædet...

er simpelthen underholdende i øjeblikket.... hun er vist kommet i den meget konstaterende alder, så når vi kører bil, konstaterer hun på alt, hvad hun kender, som hun kan se.

Hvilket lyder nogenlunde sådan her:
"Hus, hus, hus, hus mere, hus mere, mange huse, træ, træ, træ, juletræ, hus....(stilhed)....bondegård (hun slår over i sang for en kort bemærkning) ih-ah-ih-ah-ååååh, muh, muh her, muh der, bondegård mere, dreje-rundt (ja det er så vindmøller ;)), bondegård, hus, bil, bil, bil, bil mere, bil mere, dreje-rundt mere...."

Skønne tøs...