lørdag den 28. maj 2011

kagestimer

Det er gået op i kage siden vi blev færdige med specialet. For JA, det er AFLEVERET - færdigt, slut, prut :D og der er først frist på onsdag...jo jo, vi er seje, stolte af resultatet og lettede over at have det afleveret :) :) vi skal forsvare det d. 21. juni og så er der dømt mærkeligt tomrum...og nåh ja, så skal vi flytte til Dubai. Men mere om det i et senere indlæg, når jeg lige har luft til at skrive en længere udredning om dén sag. Det her indlæg skulle handle om kage - og om kagestimer - for jeg har lavet mange kager på det seneste. Kreativiteten har boblet over og det har ikke skortet på anledninger til kage. Næste uges projekt hedder cupcakes, som jeg glæder mig til at kaste mig ud i :D

Denne uges projekter gik til dels ud på at hjælpe min dejlige specialemakker med at overtrække bryllupskagen til hendes søsters bryllup. En fire etagers kage betyder fire kager, der skulle opsmøres og overtrækkes. Det krævede en del feberredninger, der dels skyldtes at købefondanten i første omgang var for varm og derfor blev skør og ville revne for os/mig og dels skyldtes, at appelsinmoussen i kagen ikke var stivnet ordentligt!!! Men det lykkedes os at få fire flotte kager ud af det, som Joan kunne transportere til Hobro, hvor de skulle samles og pyntes - og jeg glæder mig meget til at se det færdige resultat!

Her i huset har den stået på dåbskage. Min studieveninde Mariannes lille søn skal døbes imorgen og jeg fik æren af at levere kagen til den store begivenhed! Jeg er meget stolt af resultatet, som jeg leverede til en meget tilfreds mor tidligere idag :)



torsdag den 26. maj 2011

konfirmationskage

I fredags var vi til Nicoles konfirmation. Nicole er Pelles halvlillebror halvlillesøster. De er altså ikke direkte i familie, men de opfattes alligevel som sådan :)

Nicoles forældre havde spurgt, om jeg ville levere kage til festen. I første omgang sagde jeg nej, da vi jo skulle have speciale færdigt. Men da vi var godt med, blev der alligevel tid til at bage kage. Nicole er KÆMPE Brøndby-fan, så kagens tema var mere end oplagt. Det kom der dette her ud af:




Hun blev MEGET glad for kagen, der var en overraskelse lige indtil den blev sat på bordet. Som jeg sagde til hende "Du får ikke en sang og du får ikke en tale, men du får en kage" hendes svar: "Det vil jeg også meget hellere have :)"

Lina 2 år

Min lille Lina aka pigen der altid er glad blev 2 år for 10 dage siden. Jeg sidder med den klassiske følelse af ikke helt at kunne forstå, hvor tiden er blevet af. Samtidig kan jeg ikke helt forstå, at Lina ikke altid har været i vores liv.

Aftenen inden hendes fødselsdag, havde vi traditionen tro pyntet stuen med flag og sat hendes fødselsdagsgave frem. Vi havde ikke sat noget væggeur, da vi bare skulle nå vuggestuen til kl. 9. Men begge tøser sov helt til 7:30, så vi nåede alligevel at få lidt travlt. Da Lina vågnede (af sig selv) listede vi alle tre ind og sang fødselsdagssang. Pigen der altid er glad nød opmærksomheden i fulde drag, kvitterede med et bredt smil og bad om "Synge Linas dø'sda' mere", og så sang vi da endnu engang for solstrålen :)


Inde i stuen satte Lina sig straks til morgenmadsbordet - uden øje for den ellers ikke helt beskedne pakke, der lå på spisebordet. Efter lidt overtalelse og lovning på morgenmad bagefter, gav hun sig (skarpt flankeret af søster) til at pakke op.


Gaven vakte lykke hos både pigen der altid er glad (dog her i lettere morgenbetuttet udgave) og dennes søster.


Efter morgenmad, bleskift og påklædning var der straks mere spræl på


Pigerne var næsten ikke til at drive ud af døren - men afsted kom vi. Jeg havde (selvfølgelig) bagt kage i dagens anledning. Den bragte stor lykke hos både store og små i vuggestuen! Og Lina ELSKEDE at være midtpunkt for al opmærksomheden ;)

Fødselsdagskagen

Lina tager sandalerne af i garderoben i vuggeren - bagved kan ses billede af hende og flag i dagens anledning :)

Annika og Lina i vuggestuen - venter på kage. Lina nød tydeligt at sidde for bordenden :)



Derefter var det tid for ganske almindelig børnehave-, vuggestue-, arbejds- og specialedag.

Lige inden aftensmaden dukkede Jakob, Nanna, Bedstemor, Bedstefar og Sille op. Lina pakkede endnu et bObles tumlemøbel op samt en UV-badedragt, bObles Noahs Ark-puslespil, minidukke (som også Annika fik en af). Annika havde, som I kan se, dressed sig op i dagens anledning ;)










Resten af aftenen legede pigerne med de nye bObles-dyr. Lina pigen der altid er glad blev bedre og bedre for hver gang, så hun til sidst klarede turen op af fisken, krokodillen og elefanten uden at holde i hånd! Da gæsterne var gået hjem og det var puttetid var det to meget meget glade og meget trætte børn, der skulle puttes. Lina græd hjerteskærende "Lina mere døs'da'. Lina lege mere. Lina mere døs'da'!!". Jeg måtte nusse, synge og ae hende, og da hun faldt til ro faldt hun også i søvn. Der er vist ingen tvivl om, at Lina elskede hvert et sekund af hendes helt egen dag!!

onsdag den 11. maj 2011

Det lysner forude...

Forkølelsen går langt om længe på hæld, selvom jeg stadig hoster en hel del!
Specialet er snart færdigt!! Som i helt færdigt - som i, at imorgen skal vi skrive abstract og konklusion!! Weekenden byder på sidste gennemretning og næste uge på at rette, rette, rette og finpudse...torsdag kl. 17 er planen, at vi er færdige!!! Og hey - den officielle afleveringsfrist er først d. 1. juni - men pga. et par konfirmationer og et bryllup, havde vi sat egen deadline til d. 19. maj...og vi når det til d. 18. maj! JA! Vi er knaldhamrende stolte af os selv og JA! Vi tror egentlig selv, at vi har fået skrevet et ganske godt speciale...

Selvom det er jublende-armene-over-hovedet-fantastisk, at vi snart er færdige, så er det også lidt vemodigt! Og meget meget surrealistisk og mærkeligt....

Hvordan er verden mon uden for det trygge studieliv?!!

torsdag den 5. maj 2011

ynk

Jeg er simpelthen SÅ forkølet. Det kører nu på 10. dagen, og jeg er ved at blive SINDSSYG! De sidste tre morgener, har jeg INGEN stemme haft om morgenen - resten af dagen er jeg "bare" meget rusten i stemmen - idag har forkølelsen så elimineret min smagssans (jeg imponeres over den forkølelses evne til langsomt at udvide repertoiret af elendigheder i min krop).

Jeg var et smut ved lægen igår. Han konstaterede:

- rødme i ørerne
- rødme i halsen
- hævede kirtler i halsen
- undertryk i ørerne - mine stakkels trommehinder buler
- ruhed i lungerne

Nåh ja, bare sådan generelt generede slimhinder i HELE systemet...

Men mit infektionstal var kun på 20, hvor det skal være på 50 eller derover for at indikere betændelsestilstande. Så det eneste, doktormanden kunne gøre, var at ordinere allerginæsespray til min til stadighed tilstoppende tud. Og så i øvrigt råde mig til at forsøge mig med kamille-dampe, drikke masser af væske og give det tid....

Arhmen altså hvor er jeg ynkelig!! Og så lige midt i specialets slutspurt...æv...

tirsdag den 3. maj 2011

Solen

Den titter frem på himlen og får blomster og træer til at springe ud - den varmer og bruner vores kroppe....og så skærer den i øjnene...

Sidstnævnte til især ungernes store fortrydelse, når vi sidder i bilen. Annikas tilgang til den er nu meget kær og ganske selvopfundet. Hun siger: "Solen vil varme mig, den elsker mig og vil kysse og kramme mig!"

Se dét er en tilgang til Solen, der er lige efter mit hjerte :)