tirsdag den 14. december 2010

Tøm hovedet

Øj hvor kan jeg godt mærke arbejdspresset idag - med under en uge til projektafleveringen, en lejlighed der har set bedre dage, et til stadighed skrantende helbred, to børn der var umulige, trætte, snottede og hostende her til morgen, et vaskehus der har lukket idag og imorgen og en usandsynlig stor bunke vasketøj, en bunke julegaver, der endnu ikke er i hus og og og...pyh...

Kunne godt bruge en gang tøm-hovedet-læn-dig-tilbage-tænk-ikke-på-noget-og-slap-af...... er der mon nogen der har sådan noget på lager?

fredag den 10. december 2010

Godmorgen sol....

Godmorgensolen fra vores altan...sne er smukt!!

Jeg er blevet hjemme idag - næsen stopper, halsen er øm, hovedet værker og kulden vil ligesom ikke rigtig slippe mig. Noget lader til, at jeg er ramt af den der vintervirus, der huserer i øjeblikket, og så er jeg vist også en kende stresset. Tiden er for knap til alt, hvad der skal nås, kender I det?

Hvad der skal nås, ja det orker jeg ikke at belemre jer med, men de af jer, der har været studerende eller er studerende ved, hvad jeg taler om. December og januar er måneder fyldt med alt for mange opgaver og med to børn og et par timers transport hver dag, så bliver reserverne bare hurtigt brugt op.

Men jeg har ikke glemt jer - der skal nok komme før og efter billeder op af vores nye køkken/bad, og den hæklede svamp skal også nok blive færdig til fremvisning...hvis ikke før så siden... :)

Nu vil jeg smide mig ind under dynen, så jeg kan samle lidt kræfter til i eftermiddag og aften. Husbonden skal til julefrokost, så jeg er alene med pigerne - al den energi der kan indsamles bliver vist nødvendig...

God weekend!

Julehjørner

Jeg - et julemenneske!

Her er lidt af det, som gør jul til JUL:

Min barndoms julestrømpe - den skal op før det kan blive jul!


Årest store juledekoration pryder spisebordet

Klassisk jul, når det er allerbedst!

:)

Kyssenisser - der dog er blevet skilt på midten af en pilfinger for et par år siden.
Men kysse kan de stadigvæk...næsten...

Filtpynt og årets juleknipling fra Bedstes hånd!

Jule-englen :)

mandag den 6. december 2010

Blog-overspringshandler

Er bloggen gået i stå - eller i sig selv? Tjah lidt i stå er den vist gået, men som så ofte før undskylder jeg mig med travlhed - og det i flere henseender.

December har gjort sit indtog med nisser, hjemmebag, stearinlys og sne i lange baner, men også med projektskriverier, overarbejde til husbonden, julegaveindkøb og snarlig eksamenslæsning. Jeg insisterer på at holde julehyggen intakt...på julelys på altanen, juledekorationer og kalendergaver til ungerne - det hele kombineret med alle de sædvanlige praktiske gøremål gør tiden knap. Men helt ærligt? Hvor lang tid tager det så at skrible et blog-indlæg ned? Og er det ikke noget af det, der gør det hele lidt sjovere og skaber værdi for mig?......så her har I mig tilbage foran skærmen for at dele lidt af mig (og jeg retfærdiggør det med, at jeg har skrevet 1½ sides projekt idag, samt lyttet og taget notater til 1 times interview).

Bekymrer mig lidt for min store pige, der i denne weekend sultestrejkede i næsten et døgn - den lille pige er så let påvirkelig, når mor og far har travlt. På sin vis vel et ganske positivt træk, og den der med sultestrejken garanterer da hende en masse opmærksomhed, men det gør mig så ked, at hun kommer dertil. Det burde slet ikke være nødvendigt. Den er svær, for vi gør, hvad vi kan for at få alle ender til at mødes, uden det går ud over pigerne. Men pigerne kræver mere end varmt tøj at tage på, mad at putte i munden og en seng at sove i - de kræver nærvær både af den fysiske og psykiske slags, og dét skal de have! Nogle gange skulle man kunne være halvandet menneske i stedet for ét, det ville gøre alt meget nemmere. Men min kære husbond viste sig at være den ultimative redning - han tilbragte det meste af søndagen med at være baby (til tider iført en isblå udklædningstop i smart satin på hovedet???) - på at blive afleveret i vuggestue, hentet, puttet, sunget, madet og hvad den tre-årige ellers kunne finde på!! Så i aftes puttede vi en glad pige, der endelig fik spist en masse, og jeg afleverede en glad og tilsyneladende velafbalanceret pige i børnehaven i morges.

Den yngste pige er tilsyneladende ikke så påvirket af travlheden. Hun knokler derudaf med sit glade og positive sind og forsøger kontinuerligt med sit veludviklede sprogundersøgelsesgen at involvere os i sine tanker. Jeg forundres gang på gang over de tilsyneladende ret indviklede af slagsen, der kan spire fra en 1½ årig. Ellers øver hun sig i en anden essentiel evne: på- og afklædning - dog primært påklædning. Beklædningsdele og fodtøj er i højsædet hos den lille frøken - hvor skal det dog ende henne?

tirsdag den 23. november 2010

Kong Vinter

Personligt er jeg splittet - Kong Vinters komme er på en gang hyggelig og ubelejlig. Han har idag foræret mig en ufrivillig hjemmedag og heri findes en af de store ulemper ved at have lang transporttid. Men hyggeligt ser det ud, når jeg sidder herinde i varmen og kigger ud...

...og jeg må give Annika ret: "Der er sne på bilerne, på græsset, på vejen... ... ...der er faktisk sne ooover det heeele!!"




fredag den 19. november 2010

Welcome back colour...



Smuk musik, stort talent, dejlige tekster og fantastisk stemning - ja det er hvad jeg forventer mig af i aften. Husbonden og jeg har købt os en oplevelse, som vi har glædet os til længe - vi skal til en udsolgt koncert med den smukke Tina Dickow i aften - og er ganske sikker på, at lige netop den kvinde bare ikke kan skuffe...! Så jeg glæder mig (også selvom det betyder, at jeg heller ikke idag får færdighæklet min lille svamp...)

onsdag den 17. november 2010

Husvild

Ja i disse dage er vi husvilde. Årsagen er, at vores køkken og badeværelse pt ligger i en container og er ved at blive skiftet ud med noget nyt, lyst og lækkert - køkkenet gennemgår den store renovation med nyt tapet, maling, nye fliser, elementer, hårde hvidevarer und alles!! Badeværelset gennemgår en mindre renovation, men dog noget, der skaber store forandringer. Så uden rindende vand i lejligheden, ingen måder at lave mad på og med indholdet af køkken og badeværelse spredt i hele lejligheden, har vi været så priviligerede, at mine dejlige forældre har budt os inden for i deres hus. Så vi er logerende der frem til fredag i næste uge...

Og selvom vi er mange mennesker under samme tag, så hygger vi os :) det lykkes med masser af hjerterum til hinanden, oprydning, oprydning, oprydning og organisering i en lind strøm. Pigerne nyder især, at vi alle er sammen - selvom Annika er noget forvirret over det hele, og hver morgen spørger, om vi skal hjem idag...og om vi skal flytte...

I mellemtiden har jeg besluttet mig for at lære at hækle - så igår fik jeg hæklet stokken til en fluesvamp, som jeg tænker skal indgå som en del af nogle af mine yndlingshjørner i den lejlighed, der lige nu er ganske ubeboelig ;) så er det spændende, hvor mange svampe jeg kan få hæklet inden vi kan flytte hjem igen :)

fredag den 12. november 2010

Fredagsflad

6-7 timers undervisning i samme fag gør mig fredagsflad. Ufrivilligt bliver jeg trukket ind i blogland og sukker over alle de fantastiske idé-magere, der er derude, som giver mig lyst til at tænde op for skodaen og trille hjem til kreaprojekter derhjemme. Men fornuften vinder, og jeg sidder og døser hen i et lummervarmt undervisningslokale, mens regnen pisker mod ruderne - i pausen venter mig en kop skoldhed cappucino, der forventeligt vil sætte gang i de sløve hjerneceller.


Efter undervisningen tror jeg, jeg vil lægge min vej forbi stof og stil - for at sukke over stoffer og for at købe noget elastik, så jeg kan komme i gang med at sy noget tøj til pigerne...har en idé til en kjole til Lina...og måske også til Annika? Hvis jeg da kan overtale hende til, at der er andet end Hello Kitty, der dur!!

torsdag den 11. november 2010

Min nabo Totoro

Er simpelthen nødt til at komme med en anbefaling af en af de mest fantastiske tegnefilm, jeg nogensinde har set - den her giver Disney kam til prinsessehåret og Mickey-ørene!

 
Min nabo Totoro er en japansk animefilm helt tilbage fra 1988 - at den ikke har nået Danmark før nu er mig en gåde - den er intet mindre end fortryllende. Vi så den første gang for et års tid siden, hvor de viste den på Ramasjang en tidlig søndag morgen, og hele familien var tryllebundet fra start til slut. Min kære husbond har nu købt dette mesterværk til den nette sum af 40 kr. - Lina sad klistret til skærmen i ½ time igår - Annika sad som forstenet i en hel time - og det hører til sjældenhederne.

Så hvis du ikke har fået øjnene op for det fantastiske univers, som 4-årige Mae hiver os med ind i, og dermed endnu ikke har oplevet den helt særlige stemning og musik, der findes i dette mesterværk. Så køb den - se den - og lad dig rive med - her er underholdning til børn og til voksne med bare den mindste erindring om barndommens fantasier!

Det der gør forskellen

Jeg elsker detaljer - jeg elsker at indrette med små detaljer og elsker af samme årsag at julepynte, for der kan man virkelig få lov at gemme små detaljer, som gør mig glad at kigge på og genopdage julemåneden igennem. I vores nye lejlighed har jeg endelig fået lov til at gå amok i den slags detaljer, som jeg holder allermest af - og derfor glæder jeg mig i år ekstra meget til at julepynten skal op.

Idag et par af mine mange yndlingsdetaljer:

I en krog af vores køkken glædes jeg hver dag over denne sammensætning af ting, jeg holder af. 
Tavlens ordlyd ændres fra tid til anden - i øjeblikket bærer den præg af Annikas store interesse for bogstaver, så jeg har fundet min bedste "skoleskrift" frem og skrevet alfabetet og tallene til ære for den lille sprogspire.
 Denne lygte er blandt vores nyeste køb, den får mig til at tænke på et gammeldags vækkeur og måtte bare hjem og bo i vindueskarmen ved siden af de gamle bøger. Jeg elsker det runde vindue, der indbyder til at blive pyntet med lys, nisser eller måske glaskugler?

Jeg elsker hver aften at tænde lyset i denne smukke zink-lygte, som til ære for et minde har fået viklet det kniplede strømpebund, Bedste lavede til mig til vores bryllup, om sig, så det hver dag kan minde mig om en af de bedste dage i mit liv.

Egentlig burde jeg lige nu sidde i et forelæsningslokale og blive klogere på business intelligence, men idet vores rare forelæser var så venlig at gøre opmærksom på, at dagens 2-timers forelæsning ikke ville omhandle en del af pensum, valgte jeg bloggen, nedpakningen af køkkenet, radio og varme sokker til og forelæsning fra...

onsdag den 10. november 2010

Hvor skal jeg hen?

Så har bloggen fået et nyt design - der skal ske noget, den var gået i stå, i selvsving og baglås. Har en idé om, at der ikke længere er læsere til mine tanker. Ikke fordi det egentlig i første omgang var formålet med at lave denne blog...men kan mærke, at jeg godt kan lide tanken om, at andre læser med og får noget ud af mine tankespind. Så nu skal jeg jo til at tænke - tænke over, hvad formålet med min blog er - hvor skal den hen? Hvor vil jeg hen med den?

Min blog skal være mit fristed, min ordnede losseplads til tanker om dit og dat - hvordan kan der blive en rød tråd i det? Og skal der være en rød tråd?

Har overvejet, om det faglige skal fylde noget, men det tror jeg ikke det skal - eller det skal i hvert fald ikke blive hoved omdrejningspunktet. Men hvad skal hovedomdrejningspunktet så være? Mine børn har været det indtil nu...og kan ikke lave om på, at de fylder meget i mit liv, i mine tanker og i det der er mig, så ja, de vil fylde en del - de skal have deres helt særlige plads i mit bloghus.

Men én ting, som jeg synes fylder for lidt i mit liv lige nu - og dermed også fylder for lidt på min blog - er alt det kreative. Jeg vil i gang med at være kreativ igen - og det er hermed besluttet og bestemt, for det er nemlig noget, jeg helt selv bestemmer ;) og den slags beslutninger burde jo være nemme at tage.

Jeg har bevæget mig ud i blogland og fundet inspirationskilder mange steder - der findes ufatteligt mange skønne kreablogs derude...og lige det er noget jeg brænder for...så nu skal spisebordet igen fyldes med lækre stoffer, mønsterpapir, farvestrålende papir, smukke smykkematerialer, maling, pensler og lærreder...

Det er der, jeg skal hen...i min fritid i hvert fald :)

onsdag den 3. november 2010

En efterårsdag...

på en legeplads i Dronninglund:














torsdag den 28. oktober 2010

Gågaaav...

Ja kom frisk - gæt et ord...hvad betyder gågaaav (dem der ved det - shhhh ;))

Ellers kommer der lige en LANG liste over de ord, jeg kan komme i tanke om, at Lina kan nu :) lige i øjeblikket kommer der nye ord til hver dag, så listen vokser nærmest time for time...

Se                                                             Så
ada (Annika)                                             Eeeeeej
Mor                                                          Fin
Far                                                           Laver? (hvad laver du?)
Bebe (Bedste)                                          Lina
Befar (Bedstefar)                                      Bil
Sille                                                          sove
Gagab (Jakob)                                         dut (sut eller slut)
Nanna                                                      bog
Vovvov                                                    såså (hold så op)
Miaaauuu                                                  tøj
NEJ                                                          af
Ja                                                             på
Miiiiin                                                        hej / hej hej
graba (skraldespand)                                g'nat (godnat)
sko                                                          dov dot (sov godt)
døvler (støvler)                                         ned
gagge (Jakke)                                          op
Hue                                                         lege
taage (kage)                                             bød (brød)
rugbød (rugbrød)                                     mad
waaaar (varm)                                         pust' (puste)
wa (vand)                                                 duuuus (juice)
ste (ske)                                                  duuud (klud)
dut (sut)                                                  hår                                       
Fuuuu (fugl)                                             niis (næse)
mave                                                       mum (mund)
navle                                                       havvøj (halløj)
ben                                                         havvå (hallo)
fod                                                          aaaarj (som i når noget er skørt eller fjollet)
bom                                                        tisse
daaaar (klar)                                           is (rosiner...og kammerjunker (don't ask me why!!))

Idag fik hun, mens jeg nussede hendes bonghår, sagt: "Neeej mor hår" - ingen tvivl om, hvad det betød ;) hun er ikke ligesom Annika, der gerne siger "Du skal nusse mig mor....du skal nusse mig mere mor.....nus mig på maven mor ;)"

Lige et par billeder af bonghåret med Lina under ;)

"Havvå"



"Så...    fiiin"

fredag den 22. oktober 2010

Slut med sut...

Hvad sker der for, at jeg helt har glemt at skrive om det? Annika er kommet af med sin sut.

Hun har ikke haft en sut i munden siden lørdag d. 2. oktober 2010! Om torsdagen havde jeg snakket med hende om, at hun var ved at være så stor, at hun skulle til at sige farvel til sutten. Jeg fortalte hende, at vi så skulle finde alle hendes sutter og putte dem i et brev, som vi skulle sende til Julemanden, fordi Julemanden har en heeeel masse babynisser, som ingen sutter har, og at han ville blive SÅ glad for sutterne til babynisserne, at han ville sende en gave til hende. Den historie lyttede hun meget intenst til og fik ivrigt og stærkt stammende fortalt, at Julemanden kom med gaver til hende i en sok i det gamle hus (er dybt imponeret over, at hun kunne huske helt tilbage til december sidste år - det må have gjort indtryk!!). Dagen efter var hun overbevist om, at vi skulle ud at flyve til Grønland, hvor vi skulle besøge Nissebanden og Julemanden...den idé tog det os ret lang tid at få manet til jorden :D lørdag morgen sad vi i sofaen og Pelle spørger så Annika, om hun skal sende sutterne til julemanden idag....og så siger pigebarnet sgu "JA" uden så meget som at tøve...og så gik moren lidt i panik :D havde ikke lige tænkt, at det skulle være allerede - havde jo ikke fået købt gaven fra "Julemanden" eller noget som helst....men nu havde vi ligesom sagt A, og så måtte vi jo også sige B ;) så jeg kørte afsted efter noget at sende sutterne i og derefter ud for at købe en dukke, for Annikas svar, da vi spurgte til, hvad hun ønskede sig af Julemanden i stedet for sutten var: "En sort dukke med sut" ....øhh okay, det måtte jeg jo på jagt efter....og jeg fandt en (pheeew).

Så Annika pakkede ligeså fint sine sutter ned, og så gik hende og Pelle ned og puttede dem i vores postkasse...da de gik op var jeg nede for at hente pakken med dukken i og satte den på dørtrinnet...og vel inde alle tre sendte vi Annika ud for at se, om Julemanden havde tryllet udenfor ;) og sørme så....og der var kærlighed ved første blik:




De første par aftener havde hun lidt svært ved at falde i søvn - og hun har også spurgt efter sutten et par gange om natten, men forklaringen med, at babynisserne har sutterne har beroliget hende og hjulpet MEGET! Alt taget i betragtning er det gået 1000 gange nemmere end forventet - hun har heller aldrig forsøgt sig med Linas sutter eller været misundelig på hendes sutter...og dét ved jeg virkelig ikke hvorfor...men det har måske noget at gøre med, at selvom de har brugt den samme type sutter, så har Annikas altid være grønne og Linas lyserøde, så der har været en klar opdeling...

Synes sgu hun har klaret det sejt - min store tøs :)

Sukkermus og prutskid...

Annika slæber efterhånden flere og flere ting med hjem fra børnehaven - altså ikke fysiske ting, men lege, vendinger og sange. Igår mente hun først, at hun ikke hed Annika, men "Sukkermus" - og dét er i hvert fald et ord, hun ALDRIG har hørt herhjemme :D derefter mente hun, at hun hed "prutskid!" og at hun i øvrigt var en "stor...nej KÆMPEstor prutskid". Desuden kom hun løbende vendte numsen mod Pelle os sagde "pssss" grinte og fortsatte "jeg tisser på dig...heeeele dagen". Det der hele dagen det gør hun i øvrigt med alting: "Jeg tegner heeele dagen", "Jeg spiser yoghurt heeele dagen" eller "det regner heeele dagen".

De bruger også meget tid på at snakke bogstaver og sige "rim og remser" i hendes gruppe, så hun ved nu, at Annika starter med A, Pelle med P og Ida med I - Lina og L går det lidt sværere med, men det er heller ikke så nemt at høre L-lyden som det er at høre de øvrige lyde. Hun begynder desuden at kunne genkende bogstaverne - viser man hende et S i en tekst, kan hun udpege de følgende S'er og så videre :) De synger også alfabetsangen - og den bliver frit fortolket af Annika sådan nogenlunde som følger: "A, B, 1, 2, 3, la la la, J, K, 11, 10, 12...."  :D noget af det har hun da fanget...hehe...

Rim og remser er hun også god til - og kan "Av, godav, vil du låne min sav, vel må du ej, du må gå din VEJ" og så forsøger hun sig med "erle perle pif paf puf, væk med den beskidte luf" den bliver bare til "helle, bælle, pif, paf, pop, væk med den beskidte luft" :D

Så er der kommet sange som "Bangebuks med bleee på, det gider vi ik' at seee på" og at blive kaldt "dumme mor/far/Lina" er nu føjet til hendes "din lille frø" af skældsord...men det "dumme" forsøger vi at vænne hende af med, men tror det er en umulig opgave!

:)

torsdag den 21. oktober 2010

En mærkelig årsdag...

For præcist 1 år siden idag gik min kære Bedstefar bort. Jeg kan stadig få dage hvor jeg stopper op og kan mærke savnet helt inderst inde - han mangler altså bare! Min Bedste klarer det hele ret fantastisk, selvfølgelig savner hun ham uendeligt meget, og hun har perioder, hvor hun har svært ved at sove om natten...hun bliver ved med at gennemleve det sidste efterår igen og igen - mon ikke det er en proces hun skal igennem?

Videoen her er optaget i foråret 2007, hvor vi var i sommerhus sammen hele familien - mine dejlige bedsteforældre gav sig spontant til at danse...og jeg ELSKER den video, selvom den også gør mig trist nu hvor jeg ved, at de dejlige mennesker ikke kommer til at danse sammen igen....eller måske gør de?

Kære Bedstefar,
Idag på din dødsdag skinner efterårssolen fra en smuk efterårsklar himmel...mon ikke jeg får en sommerfugl at se idag? Hver gang jeg ser en af de smukke insekter blafre over himlen tænker jeg på dig - på den sommerfugl, der så smukt blafrede rundt inde i kirken til din bisættelse - på de mange sommerfugle, der sværmer omkring buskene på dit gravsted. Jeg føler mig så sikker på, at sommerfuglene er din måde at hilse på på! Bedste har lavet om i jeres stue - det er bare blevet SÅ fint! Hun har købt nye gardiner og nye møbler - og et nyt maleri til væggen. Du skulle se det! Det er bare blevet så lyst og lækkert og stuen er jo blevet flere kvadratmeter større. Maleriet af dit "barndomshjem" hænger nu stadig over sofaen og din søster fra Norge har været forbi og besøge Bedste - og kommenterede på netop det maleri med ordene "det er sjovt, det maleri får mig sådan til at tænke på mit barndomshjem" - så måske det virkelig er jeres barndomshjem ;) Idag er en lidt svær dag for Bedste, så vi har allesammen sendt bud efter en stor buket blomster og chokolade til hende - og så får hun penge, så hun kan forkæle sig selv lidt...det har hun fortjent! Jeg ved du er enig med mig :)

Du skal vide, at vi alle tænker på dig og savner dig! Du mangler når vi er samlede allesammen!

Annika spørger stadig efter Oldefar ind imellem - og hun kan kende dig på billederne. Det er så vigtigt for mig at fortælle hende og Lina, hvor dejlig en mand du var - især når de bliver ældre og bedre kan forstå!

Lige nu er jeg tom for ord...de kommer nok igen...senere...

Knus

lørdag den 16. oktober 2010

Endnu en bryllupskage :)

Så har jeg igen ligget vandret for at kreere en bryllupskage :) men erfaring gør underværker - denne har "kun" kostet alle ledige timer de sidste 2½ dag :)

Jeg afleverede den over middag til en meget tilfreds brud, og jeg er faktisk også rigtig glad for resultatet selv!!






torsdag den 30. september 2010

Den lille forskel..

eller store forskel? På mænd og kvinder tænker jeg...

Jeg har lidt svært ved at kommunikere med primærpædagogen på Annikas stue - og har egentlig følt, at hun talte ned til mig - tænkt, at hun så mig som mindre intelligent og ikke særlig klog på mit eget barn.

Et par eksempler:

- igår da jeg afleverer Annika er hun lidt betuttet ved det - uden nogen umiddelbar årsag. Hun kommer over til H, og jeg siger farvel...lige derefter kommer der en dreng hen og giver hende et kram, hvilket får Annika til at græde. H begynder straks at forklare, at hun ikke mente, at det var det andet barns skyld og og og... Og jeg blev ved med at forsøge at få hende til at forstå, at jeg sgu da godt vidste, at det bare lige var for meget for Annika lige i den situation; det fik hendes ellers så tappert tilbageholdte tårer til at flyde over...

- en anden gang får hun et skub lige idet vi kommer ind af døren - det havde været en skæv morgen og skubbet fik hende til at græde (nogle gange skal der bare ikke så meget til) - og H begyndte igen at forklare og undskylde; Det er sådan noget børn gør og det har ikke noget med Annika at gøre - og de kan jo ikke være alle steder på en gang... Igen tænker jeg; det er sg* da indlysende kvinde - jeg ved godt, at det ikke har noget med Annika at gøre - og jeg forlanger ikke, at de skal have et øje på hver finger...

Og sådan er det bare hele vejen igennem - jeg føler hun forklarer "goddag-mand-økseskafts"-agtigt og jeg har tænkt, at hun må tro, jeg er enormt uintelligent, siden hun føler, hun skal forklare sig ud af alting. Og det har gjort mig ærgerlig...

Jeg snakkede så med Pelle om det, som kunne fortælle, at hun var ligesådan over for ham - han havde slet ikke tænkt i, at det havde noget med ham at gøre - men mere, at det nok bare var hendes måde at være på.

Så er det jeg tænker, om det har noget med forskellen på mænd og kvinder at gøre? Kvinder har det med straks at tage det personligt; "H gør sådan, fordi hun ikke tænker særlig højt om mig som mor" - hvor mænd tænker i helt andre baner "Nå, sådan er hun nok bare"...

Hvor ville det være befriende, hvis ikke man hele tiden følte man blev målt og vejet som forælder i børnenes institution - ikke desto mindre har jeg det sådan! Måske fordi jeg ved, hvor meget der ind imellem blev snakket om forældrene i den vuggestue jeg arbejdede i i en overgang inden vi fik Annika...?

mandag den 27. september 2010

Hjem kære hjem

Så er der efterhånden blevet så meget hjem over vores nye hjem, at det faktisk er HJEM!! Der mangler lige en lampe i soveværelset og i køkkenet - og noget hygge i soveværelset, men bortset fra det, så ELSKER jeg vores nye hjem :) jeg synes, der er blevet SÅ hyggeligt med små hyggekroge og dejlige ting på væggene, som jeg bliver glad af at kigge på :)

Jeg har fået frisket skabene på værelserne op med hyldepapir - og elsker resultatet! Hyggekrogen med barstolene i køkkenet er blevet favoritstedet at sidde med en kop café au chocolat, radioen og morgenmaden, når jeg har afleveret ungerne - og når jeg ikke skal på uni.

Jeg nyder, at vi har fået mere lys og rum, at lejligheden er udnyttet 100% og at der kun er én etage. Jeg savner ikke vores lille frimærke af en have, som vi havde før, men nyder, at der er legeplads i gården, naboerne er "længere væk" end de var i rækkehuset (til trods for at vi nu bor i lejlighed - vi ligger bare rigtig heldigt!) og naturen og himlen er lige uden for vinduerne - vi har solopgangen igennem vinduerne mod øst og solnedgangen gennem vinduerne mod vest - lejligheden vender perfekt!

I det hele taget så elsker jeg at være i vores nye hjem...som der her kommer TOTALT billedespam af ;)
 
Skabene i soveværelset

Gangen set fra soveværelsesdøren - Linas værelse til højre og Annikas værelse for enden af gangen

Gangen set ind mod Linas værelse

Linas værelse

Linas værelse

Linas værelse

Linas skab

Gangen mod Annikas værelse

Annikas værelse

Annikas værelse

Annikas skab

Gangen set fra Annikas værelse

Gangen - til venstre i billedet døren ind til soveværelse - midt i billedet døren til stuen

Gangen

Hygge på væggen i gangen

En sød lille dreng ;)

Stuen

Stuen

Stuen

Stuen

Favoritkrogen i køkkenet!

Vores lille familie :)

Spisekrogen i stuen

Udsigt fra de vestvendte vinduer

Udsigten fra altanen mod øst

Udsigten fra altanen - mod nord

Udsigten fra altanen - mod syd

Og så kom vi vist hele vejen rundt :D