her har endnu engang været stille, meget stille. Det findes der en forklaring på. En af den der slags forklaringer, som man skal gå og tygge noget på, før man kan finde ud af, om den skal offentliggøres. Især er det svært, fordi forklaringen ikke ligger hos mig, men hos den mand, jeg elsker. Og hvor meget kan man tillade sig at udstille sine elskede? Især når denne elskede er langt mere privat om sig selv, end jeg er. Selvfølgelig skriver jeg ikke noget her om ham, som han ikke har sagt god for.
Jeg føler, at dette indlæg er vigtigt. Vigtigt fordi emnet måske nemt kan omkranses en del berøringsangst, især hos dem, der ikke har haft det inde på livet selv. (Her skal jeg lige for en god ordens skyld fastslå, at han ikke lider af en eller anden slem sygdom.) Men også vigtigt, fordi det er et emne, der tales for lidt om blandt expats - i hvert fald, som jeg oplever det. Jeg ved jeg har en del "usynlige" læsere, der enten selv befinder sig her i Dubai eller som måske påtænker at kaste sig ud i det - eller ligefrem står med det ene ben hernede. For dem alle ønsker jeg, at det skal blive et emne, man tør tale om
Min mand er blevet ramt af kulturchok. Et ord, som bruges ofte med glimt i øjet og et "
H*n får et kulturchok, når ... tøhø". Men kulturchok er et mere alvorligt emne end som så - eller rettere, lad mig omformulere, det KAN være mere alvorligt end som så (læs evt. mere
her).
Det har ramt min kære husbond som decideret angst - med et par ret slemme anfald af panikangst inden for de sidste små tre uger. Han har de sidste tre uger (undtaget igår og idag, hvor han har været sygemeldt) arbejdet hjemmefra og haft enkelte timer på arbejdet ind imellem.
Men lad mig starte fra starten - det giver nok et mere nuanceret billede, af hvorfor han er endt med et sammenbrud, som man vist godt kan kalde det.
Vi kom herned og levede en vanvittig stressende første måned i midlertidig bolig og med ufatteligt mange ender, der skulle mødes og strikkes sammen. Jeg kæmpede med ret meget stress (måske et tidligt kulturchok?) med anfald af ondt i maven, rysteture, uendelig træthed, ingen lyst til at gå ud og intet overskud. Pelle jonglerede både arbejde, alle de praktiske gøremål og forsøgte samtidig at holde familien sammen. Det lykkedes! Og vi kom igennem det og flyttede ind.
Herefter fulgte måneder med at komme på plads, pigerne og jeg skulle finde en rytme - det var svært for os allesammen. Men vi fandt en måde at få det hele til at lykkedes og vi hyggede os. Vi nåede lige at finde en god rytme med det hele og så kom julen.
Vi tog til Danmark og pigerne og jeg råhyggede, slappede og ferierede med alt, hvad vi kunne - jeg og de slappede SÅ meget af. Mens manden min pludselig var afsted mere end to timer mere om dagen på arbejde, end han plejer hernede. Han havde kun 1 uges ferie - hvor det både var jul og nytår, og så stod den på arbejde igen. Så rejste vi tilbage hertil og lige derefter startede børnene i børnehave. Den første uge i børnehaven var frygtelig for især mig - jeg havde SÅ meget tvivl om, hvorvidt det nogensinde skulle blive godt. Jeg følte mig ikke tryg der, og fornemmede heller ikke, at pigerne gjorde det.
Jeg læssede naturligt nok det hele af på min mand...og sammen kom vi i tvivl. Herefter blev Annika syg og jeg var hjemme med pigerne en hel uge. I den uge måtte Pelle køre hjem fra arbejde to gange - den ene gang med dårlig mave (sygdom, troede vi) og den anden gang med generel sløjhed (Annikas virus - jeg fik den også)....
Om søndagen fik vi besøg af min veninde Mette fra Danmark, og børnene startede igen....her begyndte det at gå godt for mig og børnene...og Pelle kollapsede - måtte blive hjemme fra arbejde en af dagene, fordi han ikke kunne komme afsted...pga. angst/stress....
Det var mandagen efter, at Mette tog hjem, han fik det første store angstanfald på arbejdet, hvor jeg måtte køre ud for at hente ham hjem...
Oveni alt det her, så befinder vi os i et land, hvor intet af det, man ved og kender til kan bruges til noget. I en bog, vi har, står det beskrevet som at skulle skrive med venstre hånd, når man er højrehåndet - man ved godt, hvordan man gør, men man skal hele tiden tænke over det og koncentrere sig for at kunne skrive - og alligevel bliver resultatet ikke nær det, man gerne ville have haft frem...
Det er på ingen måde mærkeligt, at han pludselig falder med et brag! Han har ikke haft mulighed for at trække vejret, for at puste ud og lade det hele synke ind. Han har i stedet brugt en masse krudt på, at jeg og pigerne skulle have det godt!...og så væltede korthuset. Vi har brugt og bruger virkelig meget krudt på at bygge det op igen - og det kommer, men korthuse er skrøbelige, og vi er nødt til at bygge én del af gangen og være sikker på, at den kan stå, før vi begynder at bygge flere og bygge ovenpå. Heldigvis er vi gode kommunikatører - og gode korthus-byggere :)
Han gør brug af mindfulness, daglig motion og en hulens masse snak. Og det er gået fint - fremad i et stille og roligt tempo. Lige indtil i weekenden, hvor han fik et voldsomt anfald af panikangst i bilen, hvor han fik forskrækket både sig selv, mig og pigerne - vi var holdt ind til siden. Men det var virkelig grimt at befinde sig ude langs en vej, med to grædende piger på bagsædet og en panikkende mand, der vandrede hvileløst frem og tilbage udenfor. Jeg var nødt til at tage mig af pigerne - og det lykkedes Pelle at få samling på sig selv, så vi kunne komme hjem, og vi fik også en hyggelig dag resten af dagen, men oplevelsen chokerede os alle. Vi har siden brugt megen tid på at snakke det igennem med pigerne (og med hinanden naturligvis), og de nævner det nu ikke længere. Samtidig fik det os til at indse, at vi ikke kan klare det her uden hjælp. Pelle var ved at blive bange for at skulle uden for en dør - en slem angst for angsten, som han ikke kunne få kontrol over.
Idag har han været ved lægen. Vi fremlagde det hele, og lægen var fantastisk dygtig til at få stillet de rigtige spørgsmål. Da han opsummerede til sidst ramte han hovedet 100% på sømmet - vi var ret imponerede og lettede! Han udskrev derefter noget beroligende til Pelle, som han skal tage de næste 14 dage, hvorefter han skal have en ny konsultation for at finde ud af, om han skal fortsætte eller blot have lidt piller på sig som "panikpiller", han kan tage, hvis det bliver nødvendigt.
Alt i alt er vi nu meget lettede og fortrøstningsfulde. Det har været nogle hårde uger, men vi håber, at vi nu er nået til et vigtigt vendepunkt.
Og dermed en meget lang forklaring på den larmende stilhed her på bloggen. Ikke, at der ikke har været fantastiske dejlige dage ind imellem, men alt det her har drænet os og krævet enormt meget. Det er hårdt at stå på sidelinien og se ens trofaste klippe vakle og ind imellem falde...og der har været dage, hvor jeg har tvivlet, dage hvor jeg har haft lyst til at råbe og skrige til ham om at tage sig sammen, og dage hvor jeg er blevet møghamrende stædig...dage hvor jeg har haft mest lyst til bare at tude og håbe på, at det fik det til at forsvinde og dage, hvor jeg har været fortrøstningsfuld og fyldt med optimisme... Jeg tror ikke, at rutcheturen er ovre endnu, men jeg håber, det værste er overstået for nu....
