...men tankerne har slet ikke ro. Så her kommer et virkelig rodet indlæg ;)
Annikas udvikling går så hurtigt, at vi næsten ikke kan følge med. Pelle har lige været 6 dage i Dubai, og på de 6 dage kan han høre udvikling i hendes sprog. Hun suger til sig af udtryk og vendinger - fantasien begynder også for alvor at udvikle sig...nu finder hun på historier; en elefant kom marcherende, henover edderkoppens fine spind, men elefanten kan ikke finde edderkoppen, så fandt den den ovre i vuggestuen, men nu kunne den ikke nå den :)
Lina har nu langt om længe fundet et fremadgående gear...torsdag aften kravlede hun for første gang hele 2½ meter fremad helt selv - og idag er hun rundt i hele stuen...så nu har hun virkelig fundet fidusen. Hun kommer frem ligesom en søløve :D trækker sig op i strakt arm, skubber fremefter og bøjer armene igen - benene kører helt vildt imens, så dem skal hun lige fatte, hvad hun kan bruge til :D hun kan sagtens komme op på alle fire at stå, og det har hun kunnet i 1½ uges tid, men det kommer ligesom ikke længere end til, at hun bare står og rokker frem og tilbage....så nu er freden forbi ;) hun har fået indtaget både nullermænd og jord...så støvsugeren skal vist luftes lige en anelse oftere ;)
Hun har nu også fået tand nr. 4 - denne gang en af fortænderne i overmunden. Den kom frem efter en nat, hvor hun var vågen i næsten tre timer i streg!!
Vi kom jo hjem igår - Pelle har som skrevet været i Dubai siden søndag meget tidligt, og jeg har logeret hos mine forældre i Viborg sammen med pigerne.
Jeg er bare SINDSSYGT glad for, at jeg kunne være hos de gamle, hvis vi var blevet hjemme, havde jeg fået grå hår i hovedet, var gået hjemmefra OG fået et sammenbrud, en nedsmeltning, en milliard tudeture og sytten hidsighedsanfald...for er I da tåbelige, hvor den her lille uge har trukket tænder ud.
Annika har været seriøst velcrobarn "miiiiin MOOOOOAAAAAR" har hun bare sagt 40 gange i minuttet (overdrivelse fremmer forståelsen ;) ) og været vildt jaloux og pylder lige så snart, jeg har siddet med Lina...og det plejer hun bare ALDRIG at være. Hun havde lidt småfeber tirsdag og onsdag, hvilket bare tilføjede endnu mere pylder til barnet (forståeligt nok...men AARGH). Hun har været SÅ svær at få til at sove om aftenen, så kl. har været næsten 21.30 HVER aften (dvs. det har taget op mod to timer at putte hende), før jeg endelig har kunnet slappe af (og når det kommer til putningen af begge børn, så er det KUN mor eller far der dur...i hvert fald, hvis vi er i nærheden, så her har bedsteforældrene ikke engang kunnet give en hjælpende hånd)...så det er bare ikke mange pusterum, jeg har fået. For selvom jeg har haft hjælp af mine forældre, så er man bare mere på end jeg ville have været, hvis Pelle var der - det er mig, der har haft dem om natten, tidligt om morgenen og det er primært mig, de har kunnet bruge, når de er blevet pyldrede og trætte. Det er naturligt nok, men jeg synes dælme, det har været hårdt.
Annika har bare fået SÅ mange nedsmeltninger over de mest tåbelige ting i løbet af den sidste uge - den der anerkendende pædagogik, som ellers plejer at virke, den har bare slet slet ikke duet...for det har bare været SÅ skørt, det hun er flippet ud over, og hun har slet ikke været til at stoppe igen uanset hvilken tilgang, jeg har taget; så ville hun ikke have benene i natdragten, men kun armene, hun ville SELV have taget bananen ud af skralden, det var mor og ikke Bedste der skulle have hældt mælk i glasset, bilen stod det forkerte sted, hun ville gå hjem, hun ville ikke have huen men kun hætten på, skeen skulle ligge ved siden af skålen med yoghurt og ikke I skålen, hun ville slet ikke have yoghurt med havregryn og og og.... arh men altså jeg HADER sådan noget...overskuddet har bare været pist og det har kun gjort det hele værre - og jeg VED at det gør alting værre, og når jeg så ikke har det nødvendige overskud, så får jeg bare den kulsorteste samvittighed, for hun har bare ikke fortjent en underskudsmor...og mindst af alt, når hendes far ikke er der...
Jeg ved godt, at det hele bunder i, at Annika bare har det bedst, når vi er der allesammen, og jeg forstår hende også godt, men efter den her uge, så har jeg bare sådan en ærgerlig fornemmelse i maven, for jeg synes bare ikke, jeg har været god nok...jeg føler jeg har skældt alt for meget ud og brokket mig alt for meget til mine forældre over, hvor hårdt jeg egentlig synes det er...jeg tror bare jeg trænger virkelig virkelig hårdt til at få nogle flere PAUSER...synes de sidste par måneder har været underskudsmåneder for mig, og jeg trænger til at komme ovenpå...sådan HELT ovenpå!!
Nu skriver jeg ikke så meget om Lina ifm den sidste uge...for ved I hvad, jeg er da bare velsignet med jordens nemmeste baby i de her dage; hun spiser, leger og sover så det er en fryd...7-9-13
Jeg tager hatten af for enlige mødre!!!!!...MEN samtidig så tror jeg det er noget andet, når man er vant til at have meget hjælp hver dag (og ikke mindst hver nat), så er kontrasten bare SÅ stor, når man står alene med det hele.
Nå det var en masse ævl...må hellere slutte nu...
Jeg ville gerne have lagt nogle billeder op af ungerne, men alle de billeder, der er blevet taget den sidste uge, er taget med mine forældres kamera...
/Ida
