mandag den 15. marts 2010

Vi voksne kan også være bange...

og synge mange lange bange sange
der er så meget man skal passe på
jeg har jo dig, jeg skal passe på

Sådan lyder omkvædet til en af de sange, vi lærte, da jeg gik i skole. Jeg kan huske, at jeg som barn fandt det skræmmende, at de voksne også kunne være bange - jeg tænkte på, hvad de mon kunne være bange for, men jeg husker, at det stod der vist også noget om i sangen, men husker ikke præcis hvad. Men det er jo så rigtigt!! Vi voksne kan også være bange, og jeg synes faktisk, at jeg har lettere ved at blive bange...eller vel nærmere bekymret...efter jeg er blevet mor. Ansvaret for de to små dyrebare mennesker, der er mine børn, kan gøre mig bange og virke skræmmende overvældende. Min fantasi kan nemt løbe af med mig og fylde mit hoved med "hvad-nu-hvis"er - jeg ved, jeg vil have godt af at lære at være bedre til at slappe af i mine tanker, men jeg finder det ind imellem svært. Jeg føler også en form for angst for, at der skal ske enten Pelle eller jeg noget...eller endnu værre, at der skulle ske os begge noget!! Bare tanken kan give mig kyldegys, ondt i maven og tårer i øjenkrogen....og der er det jeg igen skal passe på min lidt for veludviklede fantasi og forestillingsevne. Det er noget, jeg kæmper med ofte - jeg bliver bedre til at skyde tankerne væk, men de dukker stadig op...men omvendt er det vel også meget naturligt - omend jeg føler mig temmelig overbevist om, at det er en kvindeting.

Igår fik jeg min angst sat på prøve.

Klokken var 17.30 og Pelle var lige kørt et smut i Kiwi efter mælk, og jeg lader ungerne være alene i de 3-5 sekunder, det tager at gå ovenpå for at hente noget, da jeg kommer ned har Lina fået puttet noget i munden, som hun er ved at få i den gale hals. Jeg hiver hende op, lægger hendes overkrop over min venstre arm, mens jeg banker hende 5 gange i ryggen - som jeg har lært - hun får det derfra igen, jeg kan ikke umiddelbart se noget i hendes mund, så jeg giver hende lidt vand, da jeg tænker, at det nok bare er lidt mundvand, der er rendt den gale vej. Men hun giver sig til at kløjs i det igen, jeg gentager proceduren, og hun får det derfra - igen - nu kan jeg tydeligt se på hende, at hun gumler på noget, og jeg når lige at få en finger på noget, der ligner noget meget meget tyndt blødt plastik, et lille blad eller et stykke fra en billedbog....altså noget fladt og blødt, der måler ca. 1 x 1 cm - måske lidt mere aflangt end kvadratisk...og så er det bare væk, selvom jeg leder febrilsk efter det, så kan jeg bare ikke finde det!!! Hun har slugt det og virker nu helt okay - omend en smule rystet....jeg sidder bare på gulvet med adrenalinen helt oppe at ringe og ryster over hele kroppen. Dér blev jeg BANGE! Telefonen ringede midt i kampens hede, og Annika kommer forvirret løbende med den til mig, og hun ved ikke helt, hvad hun skal gøre af sig selv.

Det var Pelle, der havde ringet. Jeg ringer ham op for at fortælle om episoden, og han kommer selvfølgelig hurtigt hjem. Inden han er hjemme, når jeg at få trøstet Lina og får sat os alle tre i sofaen, hvor jeg forklarer Annika, at mor blev bange og hvorfor - at alt er godt nu, og roste hende højt for at have hentet telefonen. Får snakket med hende, om hun blev bange, hvilket hun siger nej til. Både Lina og Annika er altså helt okay, jeg er stadig meget rystet og føler mig pludselig helt afkræftet og udmattet.
Vi får spist aftensmad, badet ungerne og de bliver puttet uden problemer - Lina er 100% sig selv. Men da hun er faldet i søvn, begynder episoden at bundfalde sig...og min fantasi løber af med mig - igen. Så efter megen snakken frem og tilbage beslutter jeg mig for at ringe til vagtlægen for at høre, hvordan jeg skal forholde mig. Det bliver en længere snak med både vagtlæge og en øre- næse- hals-læge!! Summa summarum blev, at de vil se hende her til morgen. Bekymringen gik på, om hun havde fået "tingen" ned i lungerne, så de ville lytte på hendes lunger, desuden skulle hun møde fastende, da hun skulle bedøves og have et indgreb, for at konstatere om der var noget i lungerne eller ej - hvis altså lungernes lyd virkede "mistænksom"....
De mente rent umiddelbart, at det lød helt harmløst, men ville hellere være på den sikre side! (stor ros til vagtlægerne i region midtjylland - det var bare en 1. klasses behandling jeg fik!!)
 
Natten forløb smertefrit. Lina fik en flaske kl. 07.00, som aftalt med øre- næse- hals-lægen, og vi drog afsted til sygehuset efter at have afleveret Annika. Hvor vi ventede intet mindre end 2 timer på at komme til!! Altså det er bare for DÅRLIGT, når man nu møder op med en 10 mdr lille pige, der faster!!! Så hun hverken spiste eller sov fra kl. 07.00 til kl. 12.00 - da vi så ENDELIG kom til, lød hendes lunger så fine så fine, så de mente ikke hun skulle igennem en kikkertundersøgelse, så vi blev sendt hjem med beskeden om at holde ekstra øje med hoste eller temperaturforhøjelse den næste uges tid, men de mente, at sandsynligheden var forsvindende lille...
 
Den slags oplevelser håber jeg ikke, vi skal have for mange af...undgåes kan de nok ikke helt, men føj, hvor angsten og fantasien hurtigt kan løbe af sporet - i hvert fald for mig!!
 
Vi voksne kan også være bange
og synge mange lange bange sange

der er så meget man skal passe på
jeg har jo dig, jeg skal passe på

/Ida

lørdag den 6. marts 2010

9 mdr+ og BOEL-prøve

I mandags var sundhedsplejersken til det afsluttende besøg - ja det er ikke fordi hun har overrendt os, det er kun det tredje besøg...det forrige var tilbage i juni, hvor Lina var knap tre uger gamle. Men hun skulle foretage BOEL-prøve på Lina og så i øvrigt have en lille snak om, hvad der nu måtte være brug for.

Vi havde besøg af en anden SP end vi "plejer", hvilket bestemt ikke var spor skidt - hende her var bare fuldstændig fantastisk, tillidsvækkende og behagelig. Selvom Lina lige var blevet vækket fra sin lur, så var hun bare helt klar på at snakke med dette nye menneske. Så hun bestod naturligvis BOEL-prøven med bravur og viste desuden alle sine andre færdigheder; kravlen, snak, charmen og hvad hun ellers kunne finde frem ;)

Vægten sagde 9 kg (måske en smule mere, for ligeså snart Lina mærkede gulvet forsvinde under fødderne, og hun sådan svævede i det fri, gav hun sig grinende til at spjætte helt vildt, så pinden stod ikke rigtig stille, så målingen kunne blive helt præcis :D) og længden var på 72,5 cm. Så hun ligger 100% på gennemsnitskurverne.

Det var dejligt at få snakket med en SP - jeg væltede bare ud med alt det, der rører sig i mig, hvor hårdt jeg synes det er ind imellem - selvom Lina er en nem lille pige - og hvor meget jeg begynder at trænge til at få noget mere frihed. Synes kombinationen af min dårlige fod og sneen har blokeret mig fuldstændig i evigheder nu - det begynder at være virkelig klaustrofobisk - heldigvis lysner det på den front; sneen er snart væk på stierne, så håber snart på at kunne komme mere ud. Hele mit system TRÆNGER bare til forår!!!

Lina skal starte i samme vuggestue som Annika går i d. 1. juni, og jeg begynder faktisk at glæde mig til at få noget mere Ida-tid. I de tre måneder, der går fra Linas vs-start og frem til, at jeg starter på studiet igen, vil pigerne hver have en fridag alene sammen med deres mor, og jeg vil have tre dage om ugen, hvor begge ungerne er afsted, hvor jeg virkelig skal lade op og bare være mig selv!!

Annika og Oldefar...

For tre uger siden skulle pigerne og jeg ud at besøge min Bedste på Annikas fridag. Jeg fortalte til Annika om torsdagen, at vi skulle besøge Olde dagen efter
- "...og Oldefar" svarede Annika
- "Oldefar kommer ikke mere" var mit svar - og jeg har nok set lidt alvorlig ud
- "Oldefar ikke være ked af det"
- "Nej Oldefar er ikke ked af det - men han kommer ikke mere, nu kan man kun se billeder af Oldefar"
- "...og Annika"
- "Ja, man kan se billeder af Oldefar og Annika"

Vi kører i toys'r'us, hvor Annika får en legetøjsmobil. På vej derfra ringer Annika til en masse forskellige.
- "Jeg ringer" siger Annika
- "Hvem ringer du til?"
- "Oldefar"
Hvis bare man kunne, tænker jeg. Annika fortsætter
- "Hej Oldefar...Oldefar ikke gå...Oldefar søøøød... ... ...Hej Hej"

Og så ringer hun til Far, Bedste, Farmor, Bedstefar og resten af familien ;)

Jeg sidder på forsædet med tårer i øjnene. De to reaktioner og samtaler om Oldefar kommer bare SÅ meget bag på mig...jeg havde virkelig ikke forventet, at hun ville mangle ham. Jeg troede bare, at hun ville acceptere tingenes tilstand; at nu var Olde uden Oldefar - men nej, sådan er det åbenbart ikke...der sker meget meget mere inde i det lille hovede, end jeg havde forventet - 4-5 mdr efter hans død, spørger hun efter ham og sætter 100% ord på de fornemmelser, hun havde/har om ham. Jeg VED, at han var ked af det, når hun var der, fordi han vidste, at han ville komme til at gå glip af resten af hendes liv...tænk sig, at hun har fornemmet hans ked-af-det-hed, og sætter ord på den nu!! Og at hun "ringer" til ham for at sige til ham, at han ikke skal gå, og at han er sød...det er bare SÅ rørende, og jeg kan mærke det helt ned i min mave. Samtidig gør hendes ord mig ubeskriveligt glad, for det betyder bare, at han har fyldt i hendes liv, at han stadig lever i hendes erindring, og jeg vil gøre ALT hvad jeg kan for at blive ved med at fortælle hende om hendes skønne skønne Oldefar!!

Om fredagen spurgte hun igen efter Oldefar - både til mig og til sin Olde...

torsdag den 4. marts 2010

Linas første ord...

Ja nu er det ikke kun Annikas sprog, der kan skrives om - Lina siger også flere og flere ting. Det første rigtig tydelige hun sagde, hvor vi slet ikke var i tvivl, var TAK. Hun startede faktisk med at gøre det den weekend, hvor vi var i sommerhus - dvs. det er en hel måned siden. Alle kender vel værsgo-tak-legen, hvor man giver barnet et stykke legetøj, siger værsgo, hvorefter man siger taaaak, mens man rækker hånden frem - og barnet lægger legetøjet lige så fint i ens hånd ;) Lina ELSKER den leg og der gik ikke længe, før det var helt tydeligt, at hun selv sage taaak, når hun rakte legetøjet frem...hun sagde bare aaaaat, men i fuldstændig samme toneleje. Nu siger hun så bare daaaa i stedet, men elsker stadig legen og opfordrer til den mange gange om dagen - hun er så begyndt at drille, ved ïkke at ville give slip på legetøjet eller ved at trække det til sig igen :)

Hun siger desuden fuldstændig perfekt "HEJ" i mange forskellige variationer - et lille hurtigt hej, et højt toneleje og langt heeeej og et overrasket "næh-er-du-her"-hej :) det lyder også grangiveligt meget som om, hun siger Annika i variationen anka, som de fleste børn gør...men den er ikke helt bekræftet endnu - vi observerer på den ;). Derudover siger hun BØ, når vi leger kuk-kuk/bøøøh, mad (mama) og så bilder jeg mig ind, at hun også siger hvad er det (a' det)...

Så jo jo den lille pige udvikler sig med lynets hast, og det er bare så skønt, så skønt, så skønt :)

onsdag den 3. marts 2010

Tand nr. 5 og sygdom

Så dukkede Linas femte tand frem...og jeg skal da love for, at man kan mærke på det pigebarn, når hun får tænder - hun er bare vågen MANGE MANGE MANGE gange om natten og er helt ulykkelig - igår endte det med, at jeg ved 5-tiden gik ned i stuen og satte mig med hende i sækkestolen, hvor vi begge faldt i søvn og sov til ved 7-tiden. Selvfølgelig har Annika været syg samtidig med - hun har haft høj feber og hostet og hostet og hostet det stakkels lille menneske! Så det har virkelig været nogle "spændende nætter". Mandag tog Pelle barn-syg-dag, da vi bare ikke havde sovet om natten - og tror ingen af os var i stand til at tænke en sammenhængende tanke - hvis nu vi kun havde haft Annika, så havde jeg sendt Pelle på gæsteværelset, så han kunne være frisk nok til at arbejde, men Lina var jo også bare vågen - tror klokken var over 1 før hun faldt i søvn, og så sov hun vel 3-4 timer før hun blev ked igen... Annika var rigtig syg både søndag, mandag og tirsdag - Pelle havde hjemmearbejdsdag igår tirsdag, for at kunne hjælpe, når tingene spidsede til! Det er fantastisk, at han har den mulighed! Idag er Pelle på arbejde og Annika har en sidste dag hjemme til at komme helt ovenpå igen - nu krydser vi bare fingre for, at vi andre slipper for den slemme virus, men ifølge lægen, så huserer den virkelig i området i øjeblikket...og statistikken i vuggeren siger da også sit; da vi ringede mandag morgen, at Annika var syg med feber og hoste, lød meldingen at 6 ud af stuens 9 børn fejlede det samme!!!!

Og SÅ lige en stak billeder af ungerne :)