på forhånd en advarsel. Det her indlæg har fare for at blive et langt et af slagsen. Der er igen gået lang tid siden sidste indlæg - familien, snakkene, livet tager bare min tid. Jeg har ikke haft rum til at sætte mig ned og sætte ord på. Men nu er det ved at være tid igen, kan jeg mærke. Tid til at opsummere, indramme og tømme hovedet.
Min mand er stadig på beroligende, men der er sket ufatteligt meget siden, jeg skrev sidste gang. Vi har haft besøg af min dejlige svigermor, min svoger og svigerinde. En rigtig skøn uge, som gik alt alt for hurtigt - det har tiden det med at gøre, når man er i et godt selskab - er det ikke sådan man siger ;). Nå, men den uge bød på en masse gode oplevelser og en masse gode timer, men den bød også på mange udfordringer for min mand - mange ture ud af huset betyder bare mange udfordringer...eller det gjorde det i hvert fald. Men det gik SÅ godt, og han kom med hver gang og var ikke nødt til at trække stikket inden en oplevelse, som han rigtig gerne ville med til. Han kunne ikke fraskrive sig små angstanfald, men han klarede dem - nogle gange ved hjælp af panikpillerne, andre gange ved hjælp af peptalks. Han havde ugen for inden samt ugen, hvor vi havde besøg, taget ferie - 14 dages ferie givet rigtig godt ud!!
Besøget bød desuden på endnu flere snakke, som var en hård, men meget meget sund omgang, som helt sikkert også er medvirkende til den fremgang, der bliver ved med at være.
Den efterfølgende uge (dvs. sidste uge) var han på kontoret 4 ud af 5 dage - det er et vanvittigt stort skridt i den rigtige retning!! Den uge, vi netop er gået ud af har været hjemmearbejde, da hans kolleger har været i DK - en tur, som han var nødt til at melde fra til - trods store ærgelser er jeg sikker på, at det var den eneste rigtige beslutning at tage. I den her uge er han igen på kontoret - han har endnu ikke fulde dage derude, men er der frem til middagstid, hvor han kører hjem, spiser frokost og arbejder hjemme resten af dagen. Det fungerer rigtig godt,og jeg kan mærke, at han bliver mere og mere sig selv.
Vi har fundet ud af, at det i høj grad gælder om at have sig selv med i de ting, man gør og foretager sig. Har man ikke sig selv med, så kollapser man på et tidspunkt. Det lyder måske som et diffust begreb, men jeg tror et eller andet sted, godt man selv ved, hvis man har hjerte og følelser med sig der, hvor man er lige nu - i hvert fald hvis man er i stand til at mærke efter og mærke sig selv helt inden i. Noget som jeg tror, jeg rent intuitivt er forholdsvis god til, men som jeg har lært, at man ikke nødvendigvis gør af sig selv... Men for første gang har jeg en mand, der er ved at lære at lytte til sig selv i stedet for bare at køre på uden at stoppe op. Jeg er overbevist om, at det gør ham og os godt, at han lærer det!
Hvad så med børnene?!
De har det godt - det har de faktisk! De vokser med opgaven og det engelske stormer stadig fremad. Dog oplever jeg, at de mange skift, de har i børnehaven har to knap så positive effekter på især Annika -
1. Hun har meget meget meget svært ved at slappe af, når hun kommer hjem fra børnehave. Vi skal tvinge hende til at finde ro - ellers kører hun på med 140 km/t og glemmer at få sig selv med (tegner der sig et mønster måske?!! Som far så datter - det er så sandt på så mange områder, at det er skræmmende), så vi må ind imellem hive hende op på hendes seng under skrig og skrål om eftermiddagen, lægge hende ned og sidde ved siden af hende og tale og nusse hende til ro...
2. Hun kan simpelthen ikke huske, hvad hun har lavet på en dag - om det er meget normalt i den alder, ved jeg ikke - om det skyldes, at der til stadighed er noget af en sprogbarriere, ved jeg ikke - om det måske bare er fordi, hun ikke gider at snakke...det ved jeg heller ikke...men jeg tror godt, at de mange skift kan være årsagen - hver aktivitet når simpelthen ikke at bundfalde sig, før en ny tager over...
Lina virker til at trives rigtig godt - her er det største problem, at det bare er SÅ tydeligt, at hun ikke kan udstå sin lærer! Hendes lærer er sådan en, der gerne vil kramme og kysse på børnene hele tiden (personligt synes jeg også, at det er grænseoverskridende!), og Lina står totalt af overfor sådan noget - og det synes jeg er mere end fair - hendes lærer fatter så bare ikke, at hun skal bakke tilbage og lade Lina være...hun er holdt op med det, når jeg afleverer Lina - og som regel er det en rigtig sød medhjælper, der tager imod Lina. Hende kan Lina godt lide, og det giver nogle bedre afleveringer. Men det krævede, at jeg måtte sige fra overfor læreren og sige, at Lina havde brug for tid, når hun bliver afleveret - og ikke har brug for at blive "overfaldet" af hende!
Men rent bortset fra det, så viste selvsamme lærer mig en video, hun havde optaget af Lina, der læser i en bog. I bogen er der på hver side et dyr, som har en farve - og så synger de en sang, når de læser bogen - den går sådan her: "Yellow duck, yellow duck, what do you see?" (man vender siden i bogen og synger videre): "I see white dog, white dog, what do you see?" - og Lina sad og sang hele bogen igennem helt selv - med de her dyr "Yellow duck, white dog, purple cat, blue horse, black sheep - og nogle stykker jeg ikke lige kan komme i tanke om - hun var totalt i sit es og var bare Lina-Lina lige dér, mens hun var i børnehave - og hun sang så fint og flot på engelsk og kunne alle dyrene og farverne, og jeg bare så vanvittigt stolt af min lille pige!!!
Annika får også meget ros - for sit gå-på-mod, sin lyst til at lære og sit fremskridt - hun siger meget på engelsk, siger de i børnehaven og viser også en del herhjemme...men mest, når hun leger med Lina :) de to snakker også en masse vrøvle-engelsk, når de leger sammen....de skændes også en del, men det foregår som regel på dansk :D
I lørdags var Annika til assesment (vurdering) i en skole, som vi RIGTIG gerne vil have begge pigerne ind på efter sommerferien. Det virker bare som en helt fantastisk skole med en virkelig virkelig god stemning, med masser af plads og ro - og meget børnehave-agtig i de små klasser (hvor de er 3-6 år - altså almindelig dansk børnehavealder)! Desværre har de ikke ret mange pladser i FS2, hvor Annika skal gå, så jeg har virkelig brug for krydsede fingre!!! Vil SÅ gerne have hende ind der - og Lina også. Lina skal til assesment nu på lørdag og chancerne er gode for hende, da hun skal starte i FS1... Jeg kan bare mærke, at jeg bliver mega-giga-skuffet, hvis ikke de kommer ind...men det hjælper jo ikke noget! Så nu håber jeg og krydser fingre...
Ja og så er jeg jo gravid - det har jeg slet ikke fået skrevet om her. Men sådan er det :) baby melder sin ankomst omkring 15. september og vi glæder os alle fire :) jeg har det fint nu, hvor den værste graviditetstræthed har lagt sig for en stund - maven vokser og i næste uge skal jeg til næste kontrol, hvor de måske vil kunne løfte sløret for om det er en lillebror eller -søster, der gemmer sig derinde :) I næste uge får vi desuden også besøg af mine forældre, min søster og min bedstemor, der kan fejre sin 75-års-fødselsdag hernede! Jeg glæder mig helt vildt til at se dem igen og til at hygge og opleve sammen med dem :)
(Næste indlæg bliver måske noget med billeder og mindre snak ;))
