Jeg befinder mig i en mærkelig tilstand i øjeblikket. Sådan en tilstand mellem to store og meget forskellige begivenheder. Jeg er færdig med min uddannelse - og det er virkelig virkelig mærkeligt. Nu har jeg været under uddannelse on/off siden 2003 og så er jeg bare...færdig! Det føles på en eller anden måde pludseligt, selvom det jo i virkeligheden overhovedet ikke er pludseligt. Jeg har afsluttet min uddannelse på den bedst mulige måde, jeg overhovedet kunne ønske mig og forestille mig - en ønske specialeproces, et 12-tal og de mest rosende ord, jeg nærmest nogensinde har fået. Nu sidder jeg tilbage og føler mig tom. Ja, jeg har fået en uddannelse, men har jeg overhovedet lært andet end, at jeg er virkelig god til at studere?!! I virkeligheden så ved jeg jo godt, at selvfølgelig har jeg det. Men der findes ingen beviser - ingen belæg for påstanden. Og faktum er, at der går noget tid, før jeg finder ud af, om jeg har lært noget brugbart.
Lige om lidt står vi overfor den største forandring, vi som familie nogensinde har oplevet - vi skal flytte til Dubai. En proces der er fyldt med en masse uvisse og en masse "tomme huller". Jeg ved, at jeg er nødt til at acceptere, at jeg skal tage én dag af gangen...men det er i dén grad nemmere sagt end gjort. Der er så mange ting, der skal gøres og ordnes. Papirarbejde og nedpakning. Gennemtænkning af de mindste små detaljer. Jeg gider ikke al det bøvl. Jeg ville gerne, hvis det hele kunne ordne sig selv, og vi bare kunne sætte os på en flyvemaskine, og alle vores ting stod klar i et perfekt indrettet hus, når vi kom frem. Se dét ville være noget værd!!
Jeg ved endnu ikke, hvor længe jeg kommer til at have ungerne hjemme. Skal jeg være helt ærlig, så skræmmer det mig at skulle underholde dem derhjemme. Selvom jeg ved, at vi nok skal komme til at hygge os, så ved jeg også, at der vil være dage, hvor min tålmodighed bliver sat alvorligt på prøve - og nok også dage, hvor jeg vil komme til at kede mig i mine børns selskab...hvor ærgerligt dét så end er at erkende. Jeg kan kun håbe på, at vi kan få plads til ungerne i nursery og preschool på et tidspunkt, hvor det passer os....men jeg kan ikke vide det med sikkerhed.
Jeg ved, at jeg skal have et arbejde dernede på et tidspunkt - ligeså tvingende nødvendigt, som jeg ved, det er, ligeså skræmmende og angstprovokerende er det. Det er en af de der ting, som jeg virkelig virkelig gerne vil, men som jeg i virkeligheden overhovedet ikke tør!
Alting føles bare uvant og underligt.....tomt og alligevel stopfyldt!
søndag den 26. juni 2011
tirsdag den 21. juni 2011
cand.it
Kl. 09.00 i formiddags gik jeg ind til mit livs sidste eksamen som studerende! Den var tidssat til 30 min inkl. votering - jeg var inde i 45 min. ekskl. votering. Men aldrig har jeg været til så en behagelig og afslappet eksamen, hvor jeg kunne svare roligt på alle spørgsmålene - som i bund og grund var meget meget lidt kritiske, men mere undrende og reflekterende. Derefter var min specialemakker oppe i noget der føltes som en evighed - efter hendes votering blev vi kaldt ind og fik vores karakter: 12!!!!!! VI FIK FANDME OG SGU 12 VORES SPECIALE - karakteren blev fulgt af de mest rosende ord, jeg nogensinde har fået - også af censor! Vi har ifølge vejleder haft de mest optimale processer og gjort os alle de rigtige overvejelser....han sagde, at han vidste, vi skulle have 12 allerede inden han læste specialet! - ifølge censor har vi udarbejdet et velkomponeret, velstruktureret speciale, hvor vi har taget højde for styrker og svagheder i både teori- og metode-valg, vores valg er argumenteret for og velafrapporteret, dernæst er det velskrevet og har et lækkert layout. Endelig sluttede han af med at sige, at vores speciale ligger i top 3 over alle de specialer han har været censor på - og han har været censor siden 1998!!! Så spørg lige, om jeg er en glad kvinde idag?!! Jeg er blevet begavet med det smukkeste diamantvedhæng i guld fra min mand, som passer til den halskæde, jeg fik i morgengave ♥ smukke øreringe fra mine forældre samt et hav af blomster og chokolade OG sidst men ikke mindst, scorede min søster lige 12 i fortsætterfransk til afsluttende eksamen i 2.G :D
/Ida - nu cand.it. i it, kommunikation og organisation :) :) :)
/Ida - nu cand.it. i it, kommunikation og organisation :) :) :)
fredag den 17. juni 2011
breaking the news
Vi har nu fortalt Annika at vi skal flytte til Dubai - det blev modtaget med store øjne og meget intenst lyttende mine i forlængelse af endnu en "jeg vil have min sut"-episode. Vi var kommet efter, at den der sut måske var en reaktion på, at hun godt kunne mærke, at der skulle ske noget eller at noget var anderledes. Vi fik ud af hende, at hun havde hørt snak om at flytte - men ikke havde fået fat i, hvem der skulle flytte og generelt manglede detaljer til at kunne forstå noget som helst. Hun blev et helt andet barn, da vi fik fortalt hende, at efter hun har haft fødselsdag, så skal vi flytte til et land, der ligger langt væk. Så vi skal op at flyve for at komme derhen, og der er sommer hele tiden, så man altid kan have t-shirt på OG, at vi skal bo i et nyt hus med have!! Så hun glæder sig meget og har fortalt det vidt og bredt i børnehaven... og fortalte det også til sin bedstefar igår - sådan ud i en køre "Bedstefar ved du hvad?!, når sommeren er slut og det har været min fødselsdag, så skal vi flytte til en land langt langt væk og vi skal flyve for at komme derhen og der er altid sommer og jeg skal have korte ærmer hele tiden - ved du godt det, bedstefar?" :) det fedeste var da, at min far var sådan heelt "næææh skal i dét!!? Det lyder godt nok spændende" som om det var helt nye oplysninger for ham :D
Forleden kom hun løbende ud i køkkenet, hvor jeg stod og lavede mad. Hun var så træt, hun næsten var skeløjet, kiggede op på mig med sine store smukke øjne og fremstammede med en 3-årigs iver "Ved du hvad mor? Når vi flytter til budai, så skal jeg have et nyt værelse, og det skal være med prinsesser og så skal jeg have en prinsessekjole og prinsesseøreringe.....og det skal være lilla!" ♥ vi havde slet ikke snakket om, at hun skulle have nyt værelse, det har hun selv fundet frem til! Og jeg turde godt love hende et prinsesseværelse (selvom det ikke lige er MIN stil, så er det tydeligvis pigebarnets - og kan altså ikke stå for de der store blå øjne med de lange lange øjenvipper...og så så selvstændig en forespørgsel!) - jeg fik bud på, at det skal være med Askepot, så sådan må det blive! Måske jeg så kan få lov at få en lille finger med i spillet på Linas værelse ;)
Forleden kom hun løbende ud i køkkenet, hvor jeg stod og lavede mad. Hun var så træt, hun næsten var skeløjet, kiggede op på mig med sine store smukke øjne og fremstammede med en 3-årigs iver "Ved du hvad mor? Når vi flytter til budai, så skal jeg have et nyt værelse, og det skal være med prinsesser og så skal jeg have en prinsessekjole og prinsesseøreringe.....og det skal være lilla!" ♥ vi havde slet ikke snakket om, at hun skulle have nyt værelse, det har hun selv fundet frem til! Og jeg turde godt love hende et prinsesseværelse (selvom det ikke lige er MIN stil, så er det tydeligvis pigebarnets - og kan altså ikke stå for de der store blå øjne med de lange lange øjenvipper...og så så selvstændig en forespørgsel!) - jeg fik bud på, at det skal være med Askepot, så sådan må det blive! Måske jeg så kan få lov at få en lille finger med i spillet på Linas værelse ;)
tirsdag den 14. juni 2011
græsenke
lørdag aften:
græsenke indtil mandag eftermiddag. Første dags formiddag nydt i fantastisk selskab med en dejlig veninde og hendes skønne lille Mille-pige på 2½ år i mine forældres have og den nærliggende legeplads. Begge pigerne var venlige at nuppe en middagslur, så jeg fik mig lige tre kvarter i solen med en god bog. Eftermiddagen gik hurtigt, aftensmaden smertefrit, og pigerne har leget og leget og leget: fangeleg, gemmeleg, hoppe-ned-i-sækkestole-fra-bOb
Annika hylede som en stukken gris fordi hun ville have sin sut tilbage fra julemanden (?????????) og i øvrigt ville have sin far!! Lina blev puttet, mens Annika skreg - mens jeg forsøgte at berolige Annika kaldte Lina - stak Annika en af Linas sutter i ren panik, fik Lina til ro, fik Annika til at falde ned og puttet hende (med sut, som hun ikke kunne finde ud af at sutte på!). Så græd Lina nærmest panisk fra sit værelse. Kom ind til et barn badet i sved og med høj puls...tydeligvist bange for noget. Noget som hun ikke kunne sætte ord på. Fik hende til ro med forsikring om, at jeg passede på hende. Så ville Annika have vand - midt i vanddrikkeriet græder Lina igen bange fra sin seng. Ind til hende, berolige, synge. Annika tørstig igen. Lina græder igen.....jeg når sofaen....ro i 45 sekunder, så skal Annika tisse (klart nok!!).... Nu har der været ro, mens jeg har skrevet ovenstående, så kryds lige fingre!!! Så må jeg imorgen finde ud af, hvad der skal ske med den der sut, Annika har fået med i seng...hva' fa'en giver hende mon sådan et tilbagefald? Det er snart 1 år siden, hun sendte sine sutter til julemanden...wtf? Og hvad mon Lina var bange for? Meget meget mærkeligt...
tirsdag formiddag:
resten af weekenden som græsenke er forløbet ganske roligt :) vi var ved mine forældre fra søndag omkring frokosttid til igår eftermiddag, hvor vi hentede Pelle på stationen. Søndag var Annika meget rastløs og tydeligt ved siden af sig selv. Jeg tror, hun begynder at kunne mærke, at der snart skal ske noget. Vi har endnu ikke fortalt hende om Dubai, og skubber det så langt som muligt. Men det er snart tid til at fortælle hende det. Næste gang en chance byder sig, hvor hun er opmærksom, i overskud og lyttende, så fortæller vi hende det.
Det der med Annika og sutten. Jeg fik den fravristet hende om natten, da hun kom listende ind og lagde sig på sin fars pude...men jeg kunne først, da hun var faldet i dyb søvn. Hun kunne der både danne vacuum på sutten og sutte helt rigtigt på den - også i søvne - det kom fuldstændig bag på mig, jeg troede den evne blev glemt ret hurtigt. Men det gjorde den altså ikke for Annika. Hun vågnede så kl. 6 om morgenen og efterspurgte den og fik den, fordi jeg ikke gad stå op der :P. Men da vi så vågnede rigtigt tog jeg en snak med hende om, at hun ikke behøvede sutten, at hun var næsten 4 år og så behøver man ikke bruge sut. At hvis hun havde brug for at være en lille pige, så ville jeg gerne putte med hende, og hun kunne få sin dukke eller dyne og pude at putte med. Hun blev ked, men var til at trøste.
Da vi skulle til mine forældre blev hun pludselig ulykkelig igen, da jeg fandt hendes dyne og pude frem for at pakke det....jeg kunne slet ikke trøste hende. Hun krammede sin pude hårdt og bare græd hikstende gråd, fordi hun ville have sin sut (??). Jeg var rolig, viste forståelse for, at hun havde det sådan og lod hende samtidig vide, at hun ikke fik en sut mere....hun græd, indtil vi var hjemme ved mine forældre og kravlede dybt, hikstende og grædende ind i favnen på sin bedstemor....... hun kunne afledes kortvarigt, men vendte så tilbage i rillen. Til sidst lykkedes det at få hende ud af den, men jeg kan ikke huske hvordan. Det dukkede så op igen, idet hun kommer op på armen af sin far igår...så det har helt sikkert også bundet i noget savn af ham, som hun har kanaliseret over på den der sut... Jeg er stadig meget analyserende på det og undres stadig over, hvor det kom fra...det var bare meget meget mærkeligt!
Idag skal jeg have læst specialet igennem igen igen igen igen - og jeg gider ikke, er gnaven over det...og synes det er røvhamrende kedeligt. Men som en veninde sagde igår, så skulle der jo også meget nødigt komme aha-oplevelser, når jeg læser det igennem. Det kan hun jo have ret i. Ikke desto mindre er det virkelig virkelig kedeligt!
græsenke indtil mandag eftermiddag. Første dags formiddag nydt i fantastisk selskab med en dejlig veninde og hendes skønne lille Mille-pige på 2½ år i mine forældres have og den nærliggende legeplads. Begge pigerne var venlige at nuppe en middagslur, så jeg fik mig lige tre kvarter i solen med en god bog. Eftermiddagen gik hurtigt, aftensmaden smertefrit, og pigerne har leget og leget og leget: fangeleg, gemmeleg, hoppe-ned-i-sækkestole-fra-bOb
Annika hylede som en stukken gris fordi hun ville have sin sut tilbage fra julemanden (?????????) og i øvrigt ville have sin far!! Lina blev puttet, mens Annika skreg - mens jeg forsøgte at berolige Annika kaldte Lina - stak Annika en af Linas sutter i ren panik, fik Lina til ro, fik Annika til at falde ned og puttet hende (med sut, som hun ikke kunne finde ud af at sutte på!). Så græd Lina nærmest panisk fra sit værelse. Kom ind til et barn badet i sved og med høj puls...tydeligvist bange for noget. Noget som hun ikke kunne sætte ord på. Fik hende til ro med forsikring om, at jeg passede på hende. Så ville Annika have vand - midt i vanddrikkeriet græder Lina igen bange fra sin seng. Ind til hende, berolige, synge. Annika tørstig igen. Lina græder igen.....jeg når sofaen....ro i 45 sekunder, så skal Annika tisse (klart nok!!).... Nu har der været ro, mens jeg har skrevet ovenstående, så kryds lige fingre!!! Så må jeg imorgen finde ud af, hvad der skal ske med den der sut, Annika har fået med i seng...hva' fa'en giver hende mon sådan et tilbagefald? Det er snart 1 år siden, hun sendte sine sutter til julemanden...wtf? Og hvad mon Lina var bange for? Meget meget mærkeligt...
tirsdag formiddag:
resten af weekenden som græsenke er forløbet ganske roligt :) vi var ved mine forældre fra søndag omkring frokosttid til igår eftermiddag, hvor vi hentede Pelle på stationen. Søndag var Annika meget rastløs og tydeligt ved siden af sig selv. Jeg tror, hun begynder at kunne mærke, at der snart skal ske noget. Vi har endnu ikke fortalt hende om Dubai, og skubber det så langt som muligt. Men det er snart tid til at fortælle hende det. Næste gang en chance byder sig, hvor hun er opmærksom, i overskud og lyttende, så fortæller vi hende det.
Det der med Annika og sutten. Jeg fik den fravristet hende om natten, da hun kom listende ind og lagde sig på sin fars pude...men jeg kunne først, da hun var faldet i dyb søvn. Hun kunne der både danne vacuum på sutten og sutte helt rigtigt på den - også i søvne - det kom fuldstændig bag på mig, jeg troede den evne blev glemt ret hurtigt. Men det gjorde den altså ikke for Annika. Hun vågnede så kl. 6 om morgenen og efterspurgte den og fik den, fordi jeg ikke gad stå op der :P. Men da vi så vågnede rigtigt tog jeg en snak med hende om, at hun ikke behøvede sutten, at hun var næsten 4 år og så behøver man ikke bruge sut. At hvis hun havde brug for at være en lille pige, så ville jeg gerne putte med hende, og hun kunne få sin dukke eller dyne og pude at putte med. Hun blev ked, men var til at trøste.
Da vi skulle til mine forældre blev hun pludselig ulykkelig igen, da jeg fandt hendes dyne og pude frem for at pakke det....jeg kunne slet ikke trøste hende. Hun krammede sin pude hårdt og bare græd hikstende gråd, fordi hun ville have sin sut (??). Jeg var rolig, viste forståelse for, at hun havde det sådan og lod hende samtidig vide, at hun ikke fik en sut mere....hun græd, indtil vi var hjemme ved mine forældre og kravlede dybt, hikstende og grædende ind i favnen på sin bedstemor....... hun kunne afledes kortvarigt, men vendte så tilbage i rillen. Til sidst lykkedes det at få hende ud af den, men jeg kan ikke huske hvordan. Det dukkede så op igen, idet hun kommer op på armen af sin far igår...så det har helt sikkert også bundet i noget savn af ham, som hun har kanaliseret over på den der sut... Jeg er stadig meget analyserende på det og undres stadig over, hvor det kom fra...det var bare meget meget mærkeligt!
Idag skal jeg have læst specialet igennem igen igen igen igen - og jeg gider ikke, er gnaven over det...og synes det er røvhamrende kedeligt. Men som en veninde sagde igår, så skulle der jo også meget nødigt komme aha-oplevelser, når jeg læser det igennem. Det kan hun jo have ret i. Ikke desto mindre er det virkelig virkelig kedeligt!
tirsdag den 7. juni 2011
blandede følelser
Nogle af tingene på todo-listen gøres med tøven og bævrende underlæbe. En af de ting har jeg gjort idag. Jeg har nemlig opsagt pigernes vuggestue og børnehave pr. 31. august 2011. Det smerter mig, at vi hiver børnene ud af deres elskede wooodoooe (med u-lyd - sådan siger Lina det nemlig) og børnehave. De trygge rammer med velkendte omgivelser og ansigter, legekammerater man kender navnene og tilhørsforholdene på... Annika synes, hun havde været længe væk fra børnehaven i Kr. Himmelfartsferien, og det var kun fire dage. Jeg gruer for den hjemve, hun kommer til at føle - gruer for de følelser hun kommer til at rumme...eller som jeg/vi skal rumme for hende...
Jeg har ikke lyst til, at de skal væk fra deres børnehave og vuggestue, det har jeg altså virkelig ikke!
Jeg befinder mig i frit fald lige nu, uden mulighed for at fortryde, må glæde mig til, at faldskærmen folder sig ud, og jeg lander sikkert på jorden igen!
Jeg har ikke lyst til, at de skal væk fra deres børnehave og vuggestue, det har jeg altså virkelig ikke!
Jeg befinder mig i frit fald lige nu, uden mulighed for at fortryde, må glæde mig til, at faldskærmen folder sig ud, og jeg lander sikkert på jorden igen!
mandag den 6. juni 2011
det der Dubai
Det var en hemmelighed noget tid, så blev det officielt og skrevet og forklaret til dem, der stod os nærmest. I alle de skriverier i hemmelighed, og nogle også i offentlighed andre steder på det store internet, er det blevet negligeret her i mit personlige lille hjørne. Det er fjollet for det har fyldt meget - rigtig meget - og det fylder mere og mere som tiden går og afrejsedatoen nærmer sig. Vi skal flytte til Dubai. Nogle dage glæder vi os meget. Andre dage virker alt uoverskueligt.
Der er ting, jeg glæder mig mere til end andet - sol, sommer, eksotiske planter, en fremmed og ny kultur, et hus, en have - og så er der ting, som giver mig en knude i maven og en klump i halsen - at skulle melde ungerne ud af institution, at skulle fortælle Annika og Lina, at de ikke skal gå i deres elskede børnehave og vuggestue mere, at skulle flytte langt væk fra familien og vennerne.
Det sværeste er alt det uvisse - alt det, vi ikke ved, hvordan bliver. Der er mange ting omkring forholdene dernede, som vi først kan få styr på, når vi er landet. Det gælder "småting" som permanent bolig, opskrivelse til skole(børnehave) til Annika f.eks.... alligevel har vi lange lister over ting, der skal styr på herhjemmefra. Snak med pensionsselskab, forsikringsselskab, fagforening/A-kasse, skattevæsen, kommune, boligselskab samt arrangering af flytningen, bestilling af flybilletter, undersøge en midlertidig bolig dernede, indtil vores indbo kommer frem med skib og vi har fundet en permanent bolig. Lister der er uendelige lange og fyldt med ting, man som udgangspunkt ikke ved en fløjtende fis om.
Vi bliver langsomt klogere og skiftes til at få mentalt melt-down over det, vi er ved at begive os ud i.
Hvordan vi er havnet i den her situation? Jo se, min kære husbond arbejde tidligere på et projekt med afdeling i både Dubai og Danmark. Han blev i januar sidste år spurgt, om han ville være interesseret i at flytte til Dubai, men forskellige forhold gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre. Forholdene ændres og pludselig ser vi os selv i en situation, hvor han er blevet tilbudt et job i Dubai. Et jobtilbud, som sætter vores tanker på den anden ende, som giver sug i maven på både den gode og den angstprovokerende måde. Et jobtilbud, som skaber mere snak end noget andet emne har gjort før. Opvejelser af for og imod - grunde til at gøre det og grunde til ikke at gøre det. Og tilsidst en konklusion om, at vi ville fortryde, hvis ikke vi sagde ja til den unikke mulighed, der har budt sig.
Men jeg synes tiden render for hurtigt. Hver dag suger jeg til mig af mit elskede lille Danmark (nej ingen snak om politik her - der lader det lidt tilbage at ønske på stoltheds-skalaen lige pt!), med bølgende marker i grønt og skriggult, løvskove med fugtig skovbund fyldt med skovsyre, bregner og småbitte træer, der endnu ikke er rigtige træer, men meget gerne vil være det. Sommer-Danmark når det er bedst, med åer og vandløb der bugter sig, søer og bittesmå bakker, der gerne vil være bjerge, men aldrig rigtig bliver det, med skove der naturligt dukker op, når man kører gennem landskabet, køer, får, geder og heste på markerne - og de fleste af dem i øjeblikket med kalve, lam, gedekid og føl iblandt dem - og ikke mindst solsorte, musvitter, rovfugle, svaler og alle de andre småfugle, der kvidrer lystigt udenfor mit vindue. Dannebrog i flagstangen og tændt op i weberen. Det er Danmark, når det er allerbedst - og det er det Danmark, jeg kommer til at savne at have lige udenfor mit vindue...(eller weberen - den har jeg nu tænkt skal med ;) og bruges flittigt!)
Det bliver erstattet med ørkensand, svimlende høje temperaturer og luftfugtighed, sandstorme, verdensberømte bygningsværker, skyline med skyskrabere, mangesporede motorveje og natur, der kun er naturlig, når den er ørken. Med en multietnisk kultur og nye normer, regler og retningslinjer. Med billeder som disse:
Noget så fremmed, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg er mere end spændt på, hvordan det bliver. Jeg er mere end spændt på, hvordan ungerne reagerer, hvor voldsomt hjemve, de kommer til at få og hvordan vi skal gøre det til en fantastisk oplevelse for os alle fire. Men en fantastisk og unik oplevelse skal det helt sikkert nok blive! Jeg forventer en milliard oplevelser, en milliard udfordringer, op- og nedture (forhåbentligt flest af de første), personlig udvikling, familie-udvikling og ikke mindst en masse nyttige erfaringer. Jeg har bestemt mig for at beholde ja-hatten på og glæde mig - selvom det nogle gange er med en ambivalent følelse i maven!
Der er ting, jeg glæder mig mere til end andet - sol, sommer, eksotiske planter, en fremmed og ny kultur, et hus, en have - og så er der ting, som giver mig en knude i maven og en klump i halsen - at skulle melde ungerne ud af institution, at skulle fortælle Annika og Lina, at de ikke skal gå i deres elskede børnehave og vuggestue mere, at skulle flytte langt væk fra familien og vennerne.
Det sværeste er alt det uvisse - alt det, vi ikke ved, hvordan bliver. Der er mange ting omkring forholdene dernede, som vi først kan få styr på, når vi er landet. Det gælder "småting" som permanent bolig, opskrivelse til skole(børnehave) til Annika f.eks.... alligevel har vi lange lister over ting, der skal styr på herhjemmefra. Snak med pensionsselskab, forsikringsselskab, fagforening/A-kasse, skattevæsen, kommune, boligselskab samt arrangering af flytningen, bestilling af flybilletter, undersøge en midlertidig bolig dernede, indtil vores indbo kommer frem med skib og vi har fundet en permanent bolig. Lister der er uendelige lange og fyldt med ting, man som udgangspunkt ikke ved en fløjtende fis om.
Vi bliver langsomt klogere og skiftes til at få mentalt melt-down over det, vi er ved at begive os ud i.
Hvordan vi er havnet i den her situation? Jo se, min kære husbond arbejde tidligere på et projekt med afdeling i både Dubai og Danmark. Han blev i januar sidste år spurgt, om han ville være interesseret i at flytte til Dubai, men forskellige forhold gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre. Forholdene ændres og pludselig ser vi os selv i en situation, hvor han er blevet tilbudt et job i Dubai. Et jobtilbud, som sætter vores tanker på den anden ende, som giver sug i maven på både den gode og den angstprovokerende måde. Et jobtilbud, som skaber mere snak end noget andet emne har gjort før. Opvejelser af for og imod - grunde til at gøre det og grunde til ikke at gøre det. Og tilsidst en konklusion om, at vi ville fortryde, hvis ikke vi sagde ja til den unikke mulighed, der har budt sig.
Men jeg synes tiden render for hurtigt. Hver dag suger jeg til mig af mit elskede lille Danmark (nej ingen snak om politik her - der lader det lidt tilbage at ønske på stoltheds-skalaen lige pt!), med bølgende marker i grønt og skriggult, løvskove med fugtig skovbund fyldt med skovsyre, bregner og småbitte træer, der endnu ikke er rigtige træer, men meget gerne vil være det. Sommer-Danmark når det er bedst, med åer og vandløb der bugter sig, søer og bittesmå bakker, der gerne vil være bjerge, men aldrig rigtig bliver det, med skove der naturligt dukker op, når man kører gennem landskabet, køer, får, geder og heste på markerne - og de fleste af dem i øjeblikket med kalve, lam, gedekid og føl iblandt dem - og ikke mindst solsorte, musvitter, rovfugle, svaler og alle de andre småfugle, der kvidrer lystigt udenfor mit vindue. Dannebrog i flagstangen og tændt op i weberen. Det er Danmark, når det er allerbedst - og det er det Danmark, jeg kommer til at savne at have lige udenfor mit vindue...(eller weberen - den har jeg nu tænkt skal med ;) og bruges flittigt!)
Det bliver erstattet med ørkensand, svimlende høje temperaturer og luftfugtighed, sandstorme, verdensberømte bygningsværker, skyline med skyskrabere, mangesporede motorveje og natur, der kun er naturlig, når den er ørken. Med en multietnisk kultur og nye normer, regler og retningslinjer. Med billeder som disse:
Billeder lånt her: http://www.cityguidedubai.dk/dubai-turist-information
Billede herfra: www.visitdubai.info
Billede herfra: http://www.hoteldubai.info/dubai-tours.htm
Abonner på:
Opslag (Atom)