Kære Ida og Pelle, kære Annika og Lina, kære alle sammen.
Se når jeg nu står her som brudens far og har privilegiet - eller skal vi sige udfordringen at skulle holde den første tale, så er det jo fordi, jeg traditionelt på denne dag ”giver” bruden væk. Men sådan er virkeligheden jo ikke, hun smuttede jo helt af sig selv, engang i 2002.
Så jeg vil hellere tale lidt om det, hun tog med da hun gik, og her er det ikke indbo, jeg tænker på. Men udover at Ida tog lidt af vore hjerter med sig, så fik hun også noget fra både mig og Hanne, lidt fra hver af vores familie at bære med til sin egen lille familie.
Fra mig fik hun for eksempel ”Familien Ludvigsens Familieforbandelse” – Den har I nok ikke hørt om, I troede nok bare, at Ida bare var en lille smule klodset, når hun kan præstere at brække sin ankel så grundigt, bare ved at gå på et fortov. Men det kan Ida ikke gøre for – det er noget hun har arvet – fra flere generationer – hendes oldefar Johan havde f. eks aldrig et rent slips på en hel middag í gennem, det samme gjaldt hendes Farfar, og jeg har for første gang i mange herrens år en hvid skjorte på – og den er stadig hvid...endnu.
Man kan sige om Ida, at hun går målrettet om end noget snublende gennem tilværelsen, den brækkede fod er bare et af højdepunkterne. Jeg husker også en tur på skadestuen efter en tur ned af en trappe i svømmehallen, men det mest spektakulære stunt har hun lavet på en skovtur til Fosdalen. Forestil jer, at vi går ned af en tæt bevokset skrænt, ned mod en sti der går på tværs, Hanne, Jakob og jeg er kommet ned på stien, Ida er sakket en del agterud (den egenskab vender jeg tilbage til) og vi står på stien og venter. Pludselig larmer det i krattet, som om et rasende vilddyr braser gennem tykningen, og lidt længere henne kommer Ida ud af krattet ned ad skrænten i en rasende fart, i en ret markant foroverbøjet stil, med tyngdepunktet alarmerende langt fremme foran fødderne. Da alt denne her skrå nedadrettede bevægelsesenergi rammen stien, der jo er helt vandret, sker der noget forunderligt, da hun rammer stien bliver hun ikke slået i jorden som en moden blomme, i stedet siger det pling, og hun fortsætter i et vandret flyverspring, tværs hen over stien, og forsvinder med et skrig totalt ind i krattet på den anden siden af stien, hvor hun bliver liggende - og her finder vi hende hulkende af grin.
Men det er så også en af de få gange, at vi har set Ida rigtig hurtig, ellers er hun kendt som ”verdens langsomste Stenild”, selv om konkurrencen af og til er hård fra yngre kræfter. Det er faktisk lidt skræmmende at en person, der tilsyneladende bevæger sig så flegmatisk gennem tilværelsen, i løbet af et splitsekund kan få det mest ryddelige rum til at se ud som om der er faldet en atombombe. Egentlig vil jeg mene, at Ida er det nærmeste man kommer til resultatet af en parring mellem en snegl og en Tsunami…..
Og det er slet ikke negativt ment, for selvom der er roligt og stille på overfladen, så lurer der enorme kræfter under over overfladen, for på trods af et tilsyneladende kaos omkring Ida, så er hun enormt effektiv, hun kan have tusinde af bolde I luften samtidig, og gribe dem alle sammen. Bare se på tiden omkring Linas fødsel, som sådan bare lige blev puttet ind mellem aflevering af en projektopgave og 2-3 eksamener, der imponerede du os godt nok meget.
Og Ida – hvis det bliver mellem os – så er det ikke mig du har DEN egenskab fra – det er fra din mor.
Men ud over at have overblik, har du viljestyrke og er tilpas stædig, og så er du fantastik kreativ, hvilket ingen vist kan være i tvivl om, når man kigger rundt i lokalet her.
Så Pelle – hvis du ikke allerede ved det – så er du blevet smedet sammen med noget af et unikum, hun er på godt og ondt (og mest det første) et produkt af det ypperste fra Hannes og min familie, så hende har du bare og passe godt på.
Pelle jeg kan stadig huske da vi hørte om dig første gang, Ida var på besøg i Viborg fra Ålborg, og så kiggede hun på mig og Hanne og sagde: Jeg har mødt en ny kæreste ..pause…..og så med et lille fnis – han hedder Pelle !
Vi kom os dog hurtigt og fandt jo ud af, at du jo bare ikke kan hedde andet.
Det har været så rart at få dig ind i familien, du gør Ida glad – og det har du bare at blive ved med – du har en fed humor, og du kan sætte nyt bundkort i en PC – ret gode egenskaber for en svigersøn.
Vi føler i hvert fald at du hurtigt fandt dig ret godt til rette i familien, vi havde en fed ferie til Frankrig, og vi har også kunnet hygge os sammen i Viborg– bland andet med at spille Settlers mange gange – vist nok indtil Pelle rendte ind i en loosing strike...
Og så er du Silles soulmate her i familien, både når det gælder Diablo og musik – jeg er sikker på hun glæder sig til koncerten med MUSE.
Kort og godt er Hanne og jeg rigtig glade for at du har valgt at bære familierne videre sammen med Ida, også selvom der skulle følge en lille famileforbandelse med her og der - jeg ved ikke har i bemærket om Annika skulle være særlig klodset anlagt?..
For I har jo allerede sørget for at faklen bæres videre, I har givet Hanne og jeg en af de allerbedste oplevelser i verden, at få børnebørn.
Det er jo bare så sjovt og dejligt at være sammen med Annika og Lina – det giver det ene skud ren lykke efter det andet.
Og I er jo bare super forældre begge to, jeres tålmodighed er næsten uendelig og i tackler det så fint, at både Hanne og jeg kipper med hatten, og bøjer os i støvet – det er godt gået. Tænk på det når den næste ulvetime er en realitet – stop op – kig på hinanden og sig – YES - WE CAN!
Se nu har jeg talt om at føre familierne videre, at bære arven videre og at sætte spor efter sig, se når man er brud, skal man jo bære noget gammelt og nyt, noget lånt og noget blåt, og på Idas finger, sidder der faktisk noget der opfylder 3 af kriterierne på en gang, det er nemlig en gammel ring, der er en lille blå safir i og Ida har lånt den af Hanne, som har arvet den efter min mor.
Faktisk er det min tipoldefars – og altså Idas tiptipoldefars vielsesring, der på et tidspunkt er sat en sten i.
At have sådan et arvestykke forpligter, også til at give det videre til næste generation på det rette tidspunkt, og Hanne og jeg er enige om, at i dag er det rigtige tidspunkt for at denne ring går videre, og jeg er sikker på at min mor og gamle Per Persson – som tipoldefar hed – sidder et sted og er helt enige.
Så Ida – fra dette øjeblik er ringen ikke længere lånt, men din – dog følger der en klausul med, den skal blive i familien, og gå videre til næste generation, til hvem og i hvilken anledning, det bestemmer du.
Ida og Pelle - Her til slut jeg gerne give jer dette råd som Hanne og jeg også fik da vi blev gift; – I må aldrig lade solen gå ned over jeres vrede – sørg for – at I uanset hvor meget uvenner I har været (og tro mig – de dage kommer) – så skal I sørge for at få det afsluttet inden I lægger jer til at sove, så vågner I nemlig op til en frisk begyndelse næste dag.
Med dette vil Hanne og jeg ønske jer alle fire held og lykke fremover.
Så rejs jer op og lad os råbe tre gange hurra for den lille familie her (vi nøjes med 3 korte og dropper det lange)
De længe leve : - - -
