var lang - meget lang. Pelle havde hold i ryggen (hvilket han vågnede op med dagen i forvejen), og da vi tjekkede bagagen ind i Billund, fik vi melding om, at Cimber og Emirates ingen samarbejde har, så vi skulle hele møllen med check-in igennem igen i Kastrup. Efter et kun lidt tårevædet farvel med dejlige mennesker, steg vi ombord på flyet med et par meget spændte småpiger, der begge nød flyveturen over Danmark i fulde drag - både at lette og lande var peace of cake - og det var sejt at se skyer, vand, huse og land!
De godt to tmer, vi havde til at få indhentet bagage, få den og os selv transporteret via bus fra indenrigs til udenrigs, komme igennem check-in, security etc. gik meget hurtigt. Det var meget hektisk, hæsblæsende men effektivt. Alt i alt gik det glat - vi fik læsset alle vores mange kufferter på to store bagagevogne og en lille - og børnene på to af vognene. Jeg formåede at køre med de to og Pelle med den sidste. Så det gik...
Flyveturen Kastrup-Dubai gik ikke så godt, som man kunne ønske. Pigerne kunne slet ikke finde ro - især Lina, som jeg sad ved siden af var fuld af krudt. De gange "spænd bæltet"-skiltene var tændt var hun totalt hys "Jeg gider ik' ha' seeeeele på". Og så havde vi begået en fejl i ikke at have en madpakke med - der gik hele tre timer af den 6,5 timer lange flyvetur, før vi fik noget at spise. Det var alt for længe. Vi havde kun fået morgenmad plus en hurtig rugbrødsklapper i transit, så i takt med at blodsukkeret faldt hos os alle fire blev ungerne mere på tværs og vores lunter blev kortere - dårlig kombination! Lina præsterede at vælte to glas juice ned over mine fødder og sandaler og da maden endelig kom, ville hun ikke have noget af det. Vi var alle drøntrætte, men pigerne havde nærmest umuligt med at finde ro. Til sidst lykkedes det mig dog at tvinge Lina til at finde ro og hun fik sovet en god times tid.... Men phew for en tur.
Da vi endelig landede tog det os mere end halvanden time at komme ud af lufthavnen - og både børn og voksne var segnefærdige. Lina blev i (endnu) en kø ved med at græde "Jeg vil vææææk, jeg vil vææææk" - og sådan havde vi det vist allesammen. Da vi langt om længe kom ud til vores tålmodigt ventende chauffør, havde han ikke de aftalte autostole med (det var dog ikke uventet), men vi orkede ikke at brokke os - så med hjertet i halsen kørte vi gennem Dubai med ungerne i alm. trepunktsseler. Heldigvis kørte chaufføren pænt, da vi havde bedt om det :) så det var altid noget...
Klokken nåede at blive næsten 03.00 før jeg som den sidste drattede i seng - alle mand sov til kl. 10.30 næste dag...
Sikke en tur!!!!
De godt to tmer, vi havde til at få indhentet bagage, få den og os selv transporteret via bus fra indenrigs til udenrigs, komme igennem check-in, security etc. gik meget hurtigt. Det var meget hektisk, hæsblæsende men effektivt. Alt i alt gik det glat - vi fik læsset alle vores mange kufferter på to store bagagevogne og en lille - og børnene på to af vognene. Jeg formåede at køre med de to og Pelle med den sidste. Så det gik...
Flyveturen Kastrup-Dubai gik ikke så godt, som man kunne ønske. Pigerne kunne slet ikke finde ro - især Lina, som jeg sad ved siden af var fuld af krudt. De gange "spænd bæltet"-skiltene var tændt var hun totalt hys "Jeg gider ik' ha' seeeeele på". Og så havde vi begået en fejl i ikke at have en madpakke med - der gik hele tre timer af den 6,5 timer lange flyvetur, før vi fik noget at spise. Det var alt for længe. Vi havde kun fået morgenmad plus en hurtig rugbrødsklapper i transit, så i takt med at blodsukkeret faldt hos os alle fire blev ungerne mere på tværs og vores lunter blev kortere - dårlig kombination! Lina præsterede at vælte to glas juice ned over mine fødder og sandaler og da maden endelig kom, ville hun ikke have noget af det. Vi var alle drøntrætte, men pigerne havde nærmest umuligt med at finde ro. Til sidst lykkedes det mig dog at tvinge Lina til at finde ro og hun fik sovet en god times tid.... Men phew for en tur.
Da vi endelig landede tog det os mere end halvanden time at komme ud af lufthavnen - og både børn og voksne var segnefærdige. Lina blev i (endnu) en kø ved med at græde "Jeg vil vææææk, jeg vil vææææk" - og sådan havde vi det vist allesammen. Da vi langt om længe kom ud til vores tålmodigt ventende chauffør, havde han ikke de aftalte autostole med (det var dog ikke uventet), men vi orkede ikke at brokke os - så med hjertet i halsen kørte vi gennem Dubai med ungerne i alm. trepunktsseler. Heldigvis kørte chaufføren pænt, da vi havde bedt om det :) så det var altid noget...
Klokken nåede at blive næsten 03.00 før jeg som den sidste drattede i seng - alle mand sov til kl. 10.30 næste dag...
Sikke en tur!!!!
Puha Ida, får jo helt hjertebanken over det! Sikke stressende det må have været for jer alle...
SvarSletMen i nåede frem og jeg håber i har det godt og efterhånden er landet!
Tak for god læsning. Dejligt at kunne følge jer så langt væk. Det vil helt sikkert være noget jeg vil se frem til og skynde mig at læse hver gang du får tid til at skrive.
SvarSletDet lyder som en ret stressende og laaaaang tur. Men nu er den heldigvis overstået og jeres nye liv kan så småt begynde.
Jeg ønsker jer alt held og lykke og husk søde Ida at vi Ns'er kun er et par tryk væk <3
Knus Kristine