Tænk jeg har altid tænkt lidt for mig selv, at det der med anerkendende pædagogik var lidt en fis i en hornlygte - sådan lidt noget man havde fundet på, fordi det lyder så smart at anerkende barnets følelser og sætte ord på det, barnet ikke selv kan finde ud af at sætte ord på...og jadi-jadi-jadi....men virker det så?...
Men jeg må erkende, at JA det virker...i hvert fald på Annika. Hun kan få de vildeste hysteri-tude-flip, når vi bare siger blankt nej - og ja det gør vi altså en gang ind imellem - men gør vi, som pædagogikken foreskriver; sætter os ned på hendes niveau, forklarer stille og rolig stemme med ord, hun forstår, hvorfor hun ikke må...så udebliver eller stopper tudeflippet (ofte i hvert fald). Det samme gør sig gældende, hvis hun får skæld ud...for nogle gange så er lunten bare for kort, man får skældt ud eller råbt lidt for højt, pigebarnet stikker i et hyl og man får selv den sorteste samvittighed ... den sorte samvittighed kan klares med at gå hen til Annika og efter samme fremgangsmåde som ovenfor forklare hende, hvorfor hun fik skældud eller hvorfor mor/far råbte højt, så falder hun til ro og vi kan blive gode venner igen :)
Tænk sig at teori holder vand i virkeligheden ;)
/Ida
Ak ja, tænk det dersens pædagogik kan bruges til noget ;) Jeg blogger en del.. både på urbanblog, hvor jeg i sin tid mødte Ida(hende med den der giveaway jeg IKKE vandt ;)) og så blogger jeg med ungerne. Men ikke så tit... ikke så tit som jeg gerne ville.
SvarSletmen her er de :)
minedejligeunger.blogspot.com og
panicroom.urbanblog.dk
Hov, har du mon fået min kommentar?
SvarSlet