Jeg VED, at Bedstefar er syg, men det er som om, jeg i virkeligheden nægter at indse, at han er det... Ind imellem så rammer tanken mig, og det trækker tårer og giver en knude i maven. Men det meste af tiden, så glemmer jeg det - eller det er på en eller anden måde altid i mine tanker, men uden at jeg reelt forholder mig til det. Jeg nægter at indse, hvor slemt det faktisk er - det er for hårdt, jeg magter ikke at forholde mig helt til det...det er bare nemmere at lade være... Jeg har mistet både min Farmor og min Farfar - men dem havde jeg ikke det samme tætte forhold til - og jeg var kun 7-8 år da Farmor døde af kræft, da var jeg ligesom for lille til helt at forstå, min Farfar havde været syg gennem mange år, og på en eller anden måde kom det bare ikke så meget bag på mig...jeg har aldrig mistet en, der stod mig så nær - og hele det der er mig vil ikke indse det...det kæmper imod med alle midler.
På en måde er familien i sorg - vi har allerede mistet den Bedstefar, vi kender, og det gør for ondt at tænke på, at vi jo aldrig får ham igen, som han var. Mit system nægter at indtage sørgeposition - jeg forholder mig meget mere til min hverdag, til børnene og til bryllupsforberedelserne...fortrængning? Jo, det er det vel...måske er det bare overlevelse?
/Ida
Jeg tror på at det er et overlevelsesinstinkt! Det træder i kraft, når det bare er for smertefuldt at være 100 % til stede... Det er den eneste måde man kan forhindre sig selv i at gå ned/gå i stå... Så får man det i mindre doser i stedet!! Jeg ser det som noget rigtig positivt!
SvarSletOg må jeg kondolere vedr. din bedstefars tilstand!! Nyd ham til fulde mens han er her! Har du overvejet at filme ham? så fanger man så meget folks personlighed - og så kan pigerne også opleve ham??