...er noget af den største gave, man kan få. At få lov til at elske et andet menneske ubetinget - og at få det samme menneskes ubetingede kærlighed igen. Det er da en gave.
Inspireret af Lines nyeste blogindlæg får jeg lyst til at skrive ned, hvordan jeg har det inden i, når jeg ser på mine to piger. Jeg elsker dem begge ubetinget og bestemt også lige højt, men alligevel er der forskellige nuancer af følelser.
Annika er min ældste datter, og det kan ingen tage fra hende. Hun har en ganske særlig plads i mit hjerte, fordi hun var det lille væsen, der gjorde mig til mor for første gang. Med hende har jeg trådt mine første prøvende skridt som mor - jeg har gjort mig de erfaringer, som jeg nu gør brug af. Hun har givet mig selvtillid til at være MOR og hun viser mig, at jeg er hende en god mor. Når jeg kigger på Annika bliver jeg stolt - og jeg bliver fascineret af alt det, der er sket med den lille spæde pige, jeg bragte til verden for mere end 2 år siden. Hun der engang var en del af mig, formulerer nu tanker og ord og foretager ræsonnementer, som jeg slet ikke har indflydelse på. Hun overrasker mig med sin lærenemhed og får mig til at grine af sine fjollede påfund. Annika er en meget ekstrem pige: hendes følelser er altid meget tydelige - når hun er glad, sur eller ked. Hun er temperamentsfuld, stædig og viljestærk og har været det fra nyfødt.
Lina er min yngste lille pige. Med hende har der fra starten hvilet en anden ro og sikkerhed over mig. Jeg har en gang bevist, at jeg kan være nogen en god mor...og Lina skummer fløden :) Når jeg kigger på Lina glæder jeg mig til at følge hendes liv og hendes udvikling. Hvert eneste et lille skridt er på en måde velkendt og alligevel er det helt nyt. På en måde kan det også gøre mig lidt vemodig; nu var den skønne periode allerede overstået - huskede jeg nu at nyde hvert et sekund? Jeg fyldes med varme, når hun stikker mig det største smil, hun kan præstere og når hun rækker sine små buttede arme ud for at mærke på mit ansigt føler jeg et lille stykke lykke. Hendes baby'ede måde at vise mig sin kærlighed er unik. Lina har et blidere væsen end sin storesøster. Hun er eftertænksom, observerende og meget smilende. Hun er bestemt også en stædig lille pige, og hun skal nok gøre opmærksom på sine følelser, men hun er ikke ekstrem.
At blive mor til to har desuden medført en nær ved konstant følelse af enten savn eller dårlig samvittighed - enten savner jeg en af mine tøser eller også har jeg dårlig samvittighed over ikke at kunne være der ligemeget for dem begge på en gang. Jeg er allermest lykkelig, når vi alle fire sidder i sofaen om aftenen og putter lige inden Annika skal i seng. Det er bare ren familiehygge. Jeg elsker, når Lina ligger tillidsfuldt i mine arme og Annika så kommer hen for at give mig et kram eller kysse sin lillesøster...
Jeg elsker at være mor for lige præcis Lina og Annika - tænk sig at være så heldig TO gange!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar