mandag den 7. september 2009

Klar til grød?

Idag har jeg været i mødregruppe. Fantastisk hyggeligt - snakken kørte bare idag, og jeg var først hjemme omkring kl. 16.30 (dejligt at Pelle henter Annika om mandagen, så jeg har tid til at tøsesnakke :)). Vi havde fællesmøde med sundhedsplejersken (SP) for at høre om skemad. Intet nyt under solen der - jeg kunne have fortalt de andre det samme, som SP fortalte ;) så lang tid siden er det trods alt ikke, at vi var der sidst. Man må jo starte op på skemaden, ved 4 mdrs-alderen. Egentligt har jeg hele tiden tænkt, at Lina da kunne klare sig på modermælk i hvert fald en måned eller 1½ endnu, men nu har hun den sidste uge spist 3-4 gange hver nat, og jeg er efterhånden helt færdig af træthed. Jeg spurgte SP, om der kunne være tale om appetitspring - som jeg jo skrev om i sidste blog-indlæg - men det mente hun ikke, når der har stået på så længe. Hendes bud var, at Lina nok så småt er ved at være klar til noget mere føde...surprise!! Det havde jeg altså ikke lige overvejet - synes jo stadig, at hun er så lille! Men nøj hvor vil jeg gerne snart have noget mere nattesøvn, så vi starter nok op med risgrød, om en god uges tid, når Lina runder de 4 mdr.

De sidste 4 aftener har vi i øvrigt givet Lina en flaske - som hun faktisk har taget godt fra af med over 100 ml hver aften. Men det har ikke reduceret natamningerne ...

I weekenden har vi holdt fødselsdag for Annika endnu engang :) denne gang var det hele min den pukkelryggede, der indvaderede vores lille rækkehus. Vi var 15 ialt - så er her dælme godt fyldt op. Også for meget synes Annika - hun kan ikke lide, når der er så kaotisk. Jeg har altid holdt af kaos - trives faktisk bedst i kaos ;) men lige der slægter Annika vist sin far på...de to fortrak op på værelset, da første lejlighed bød sig...også min fætter Nikolai på knap 4 år og Morten, min onkel, indfandt sig på værelserne ovenpå - hvor de legede gemmeleg, til Annikas store forundring :) hun havde efter sigende været meget observerende og nysgerrig. Og noget har hun da fanget, for her til morgen stillede hun sig bag døren, og sagde "kuk-kuk" og derefter midt på gulvet med hænderne for øjnene ;) man lærer sjove lege af de store drenge...

Det var en hyggelig dag og indbringende for Annika. Hun fik en scooter med anhænger og 200 kr til vinterstøvler af sine bedsteforældre og Sille. Jakob og Nanna havde købt tre dvd'er med Bamses Billedbog. Jan og Pia kom med noget badelegetøj og et spil, som vist skal gemmes lidt endnu ;). Olderne gav 150 kr til vinterstøvler. Tina, Morten og drengene gav basis-DUPLO-klodser og fra faster Bente var der BRIO-tog med heste, hunde, træer, bro, mennesker, masser af skinner og naturligvis tog-vogne, hvor hestene og hundene kan stå i... Da gæsterne var taget hjem, blev der virkelig leget igennem med alt det nye legetøj. På selve hendes fødselsdag fik hun i øvrigt ikke mindre end 5 fødselsdagskort - 200 kr fra olderne i Hjallerup, 200 kr fra olderne i Dronninglund og 250 kr fra farfar og Gao. Så nu er der penge til både sko, støvler og måske også fine sko til brylluppet :) dejligt!!

Bryllupsplanlægningen skrider langsomt, men sikkert frem:

- der er styr på det meste af borddækningen (mangler duge og lys)
- serveringspersonale er fundet
- bryllupskagesammensætningen fundet
- kjolen tilrettet og forhåbentlig helt klar til afhentning mandagen før den store dag
- Linas dåbskjole er afprøvet og ser ud til at ville passe
- Annika har fået fin kjole - mangler strømpebukser, bluse og sko
- ønskesedlerne er så godt som færdige ;)

Der mangler desuden ikke svar fra ret mange endnu - indtil videre har vi fået et afbud, så det er meget godt klaret, synes jeg :)

Jeg skal have lavet en to-do-liste med resten af de ting, vi mangler...lige nu er det hele i mit lille hoved - det er ikke en holdbar situation ;)

Bedstefar er desværre ikke i bedring. Han var ikke med til fødselsdagen igår - det kunne han desværre ikke holde til :( så det var lidt mærkeligt. Desuden er deres kolonihave nu sat til salg, og mor og far og min mors søskende, samt min bedstemor var derude igår for at få fordelt de ting, der var derude...vi har fået nye havemøbler og en stor parasol - dejligt, men mærkeligt. Den have rummer SÅ ufatteligt mange minder, og det er virkelig virkelig trist og underligt at vide, at vi aldrig skal derud igen :( ... men det kan desværre ikke være anderledes...havde vi haft pengene til det, så havde vi købt den på stedet!! Men det har vi ikke...

Slut med romanen for idag....hold op, der sker meget i vores liv!!

/Ida

Ingen kommentarer:

Send en kommentar