i mandags havde pigerne første dag i Kids Cottage Nursery. De har nu været der i fire dage - og jeg har været med stortset hele tiden alle fire dage. Jeg synes, det har været en blandet fornøjelse. Tirsdag havde jeg tudetur over at skulle aflevere mine børn der, men onsdag var jeg langt mere positiv. I de sidste dage har jeg brugt meget krudt på at tænke over, hvorfor jeg ikke helt brød mig om det, og er kommet frem til, at der er flere ting, jeg har det svært med. Alle er det ting, som jeg dels ikke kan ændre ved og dels (forestiller jeg mig) vil have svært ved at finde bedre et andet sted.
Den første ting er den her meget styrede hverdag, som de kører med. Dagen er fra kl. 08.00 til kl. 13.00 delt op i aktiviteter af en halv times varighed - hvoraf to af dem er hhv. snack-time og lunch. Det indebærer en masse skift i løbet af dagen, da hver aktivitet mere eller mindre foregår i et nyt sted: outdoor play foregår på tre-fem forskellige separerede områder i børnehavens have/legeplads, music and movement har sit eget lokale og så har hver class sin egen stue. Det giver selv sagt en masse forskellige "rum", som man kommer til gennem små gange og af trapper - det kan hurtigt blive meget forvirrende. Sammenholdes det med det faktum, at der reelt set kun er 25 minutter til hver aktivitet, så er det ofte, at børnene er midt i en god leg, som de skal forlade for at gå videre til næste aktivitet. Som jeg ser det giver det ikke børnene mulighed for fordybelse. Det irriterede meget pigerne - især de første to dage - men allerede på tredjedagen fornemmede jeg, at de begyndte at vænne sig til formen. Der er børn jo fantastiske til at omstille sig og acceptere. De aktiviteter, de laver med ungerne er til gengæld rigtig fine!!! Og når nu de får den meget styrede "leg" i børnehaven må vi give dem mulighed for længere fordybelse i leg herhjemme.
Hvad jeg synes om måden at køre det på? Jeg ved det ikke - jeg synes de prøver at styre børnenes leg FOR meget. Selv Annika bliver holdt i hånden på en balancebom, hvilket hun ikke har haft behov for i flere år, de børn der tegner med venstre hånd, får blyanten stukket i den højre, fordi det er den "rigtige"?? Jeg skal lige have fortalt dem på Annikas stue, at hun er venstrehåndet, og det skal hun have lov til at være!
Samtidig er der et lille problem forbundet med, at børnene kommer fra mange forskellige nationaliteter. Som udgangspunkt synes jeg det er fedt for børnene at lære, at mennesker er forskellige! Men den sproglige kommunikation vanskeliggøres. Når alle børnene med undtagelse af nogle få stykker har et andet sprog end engelsk som deres primære sprog, så er alle mere eller mindre forvirrede på et eller andet plan - især børnene på Linas alder. Dem på Annikas alder er bedre til at snakke sammen...og også til at forstå... Men jeg oplever rigtig megen forvirring på Linas stue. Nu har vi så også været så uheldige, at Linas teacher ikke har været der den første uge - hende er jeg meget spændt på at møde!
Dernæst er der på hver stue en til flere teaching assistents - for hvem det gælder, at de mestendels er fra Philippinerne el.lign. - og de tænker meget anderledes end os/mig. Det lyder måske meget nedladende, men det er ikke sådan ment...det er blot et faktum, at deres måde at tænke på er meget anderledes, end den vi/jeg kender. De er assistenter, og som jeg oplever det, så gør de hvad de får besked på og ikke mere. Onsdag forsøgte jeg med at lade Lina være alene på sin stue, mens jeg gik med Annika ind på hendes stue. Hun vinkede fint, da jeg gik - de skulle til at male, hvilket hun elsker - men der gik ikke mere end 10 minutter, så stod Lina pludselig stortudende ved siden af mig inde på Annikas stue (?!!). Jeg gik tilbage til Linas for at finde ud af, om hun selv var gået ind til mig, men det viser sig, at det er en af assistenterne, der har taget hende derind. Forløbet er forklaret sådan her:
Lina vinker fint farvel, maler sammen med læreren og en række andre børn, bliver færdig med at male og kommer hen for at lege med de andre, hvor assistenten er den, der har det voksne ansvar. Hun kommer i tanke om, at jeg ikke er der, giver sig til at græde og straks tager assistenten hende under armen og ind til mig.
Øj jeg var gal! Det endte med jeg havde Lina med mig i Annikas gruppe resten af dagen...ej hvor var det surt altså! Assistenten har tænkt: "Jeg har et barn, der er ked af det, hendes mor er ved siden af, jeg får hende til at holde op med at græde ved at tage hende ind til sin mor". Hvor hun skulle have tænkt: "jeg har et barn, der lige skal lære, at børnehaven er et sted, hvor man ikke altid kan få sin mor - jeg må trøste/aflede hende for at få hende til at holde op med at græde". Ja jeg ved godt, at det er en anden kultur og en anden forståelse af børn, der hersker....men det gjorde mig vred, fordi jeg allerede der vidste, at den episode vil skabe problemer på sig og gøre indkøringen af Lina mere vanskelig, end den allerede er i forvejen! ØV!
På Linas stue er der startet en række nye børn op, som i en alder af 2½ aldrig har været passet ude. Disse børn bliver bare dumpet på dørtrinnet og er mildest talt helt fra den! Det giver selvsagt en temmelig kaotisk stemning fra morgenen af...dog har jeg fundet ud af, at det hjælper at komme lidt senere, så der er faldet lidt mere ro over dem alle. Mandagen var virkelig storslem og efter sigende havde det været endnu være om søndagen :-/...det værste er, at jeg ikke helt bryder mig om den måde, de håndterer de kede børn. Er de kede i "for lang tid" (kan man det, når man er 2½?), så bliver de overladt lidt til sig selv - har set mere end et barn stå midt på gulvet helt opløst, uden nogen har reageret :( eller også har der været en "Don't cry baby" - jo gu' fanden må man godt græde, når man er ked af det! Så skal man trøstes og forstås.... dét har jeg det altså svært med, at de tilsyneladende ikke bliver - i hvert fald ikke af hele personalet!
Igår var tanken så, at jeg skulle forsøge at pendle mellem de to stuer og pigerne dermed skulle have noget tid alene begge to. Jeg afleverede først Annika efter at have været der i små tre kvarter - hun vinkede rigtig fint farvel! Hun var der i halvanden time, og det var gået forrygende! Jeg har lavet en liste med en række nøgleord, så læreren har en mulighed for at forstå Annika og gøre sig forståelig overfor Annika - den lyder til at fungere godt! Hun havde hygget sig, leget, fået gjort sig forståelig og sad og udfyldte et opgaveark med bogstavet H, da jeg kom (skrive h, samt farvelægge nogle billeder af ting, der starter med h)...og proklamerede selv, at hun havde haft en god dag :) så succes der!
Lina er en helt anden snak! Jeg var væk i et kvarter og gik så op for at kigge ind gennem et lille vindue i døren - blot for at se min lille ellers altid glade pige stå midt på gulvet, med sin sut i munden og Dumbo under armen og fuldstændig opløst i hikstende gråd :( gik selvfølgelig derind med det samme...og min ankomst blev ikke så meget som bemærket af personalet?!! Jeg kunne næsten ikke holde mine egne tårer inde og det tog mig lang tid at trøste hende :( det var bare det, jeg frygtede allermest!! Jeg kommer til at skulle bruge meget krudt på at få Lina til at føle sig tryg i næste uge - og jeg er sikker på, at onsdagens episode forvirrede hende maks - OG får hende til at tro, at når jeg ikke er hos hende, så er jeg hos Annika :( og det er næsten det værste - for så kommer det til at virke som en favorisering af den ene frem for den anden!
Min generelle fornemmelse er, at Annika er så stor, at hun forstår, hvad sprogbarrieren betyder. Hun forstår, at de andre ikke kan forstå, når hun snakker dansk og forsøger derfor at gøre sig forståelig på andre måder - og gør det godt. Lina har ikke den samme begrebsforståelse og bliver meget frustreret, når hun ikke bliver forstået, og så bliver hun ked. Hun er en pige med et fantastisk nuanceret og korrekt sprog (på dansk naturligvis) og er vant til at blive forstået! Men lige pludselig befinder hun sig i en situation, hvor intet, der plejer at virke, virker....og jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe hende igennem det...
Det blev en længere smøre, men i guder, hvor er det her ikke nemt!!! Idag er det fredag og altså weekend - og Annika har lagt sig med den første virus...en gang feber! Det skal nok blive interessant at finde ud af, hvor lang tid der går, før immunforsvaret har vænnet sig til en masse nye vira!
Den første ting er den her meget styrede hverdag, som de kører med. Dagen er fra kl. 08.00 til kl. 13.00 delt op i aktiviteter af en halv times varighed - hvoraf to af dem er hhv. snack-time og lunch. Det indebærer en masse skift i løbet af dagen, da hver aktivitet mere eller mindre foregår i et nyt sted: outdoor play foregår på tre-fem forskellige separerede områder i børnehavens have/legeplads, music and movement har sit eget lokale og så har hver class sin egen stue. Det giver selv sagt en masse forskellige "rum", som man kommer til gennem små gange og af trapper - det kan hurtigt blive meget forvirrende. Sammenholdes det med det faktum, at der reelt set kun er 25 minutter til hver aktivitet, så er det ofte, at børnene er midt i en god leg, som de skal forlade for at gå videre til næste aktivitet. Som jeg ser det giver det ikke børnene mulighed for fordybelse. Det irriterede meget pigerne - især de første to dage - men allerede på tredjedagen fornemmede jeg, at de begyndte at vænne sig til formen. Der er børn jo fantastiske til at omstille sig og acceptere. De aktiviteter, de laver med ungerne er til gengæld rigtig fine!!! Og når nu de får den meget styrede "leg" i børnehaven må vi give dem mulighed for længere fordybelse i leg herhjemme.
Hvad jeg synes om måden at køre det på? Jeg ved det ikke - jeg synes de prøver at styre børnenes leg FOR meget. Selv Annika bliver holdt i hånden på en balancebom, hvilket hun ikke har haft behov for i flere år, de børn der tegner med venstre hånd, får blyanten stukket i den højre, fordi det er den "rigtige"?? Jeg skal lige have fortalt dem på Annikas stue, at hun er venstrehåndet, og det skal hun have lov til at være!
Samtidig er der et lille problem forbundet med, at børnene kommer fra mange forskellige nationaliteter. Som udgangspunkt synes jeg det er fedt for børnene at lære, at mennesker er forskellige! Men den sproglige kommunikation vanskeliggøres. Når alle børnene med undtagelse af nogle få stykker har et andet sprog end engelsk som deres primære sprog, så er alle mere eller mindre forvirrede på et eller andet plan - især børnene på Linas alder. Dem på Annikas alder er bedre til at snakke sammen...og også til at forstå... Men jeg oplever rigtig megen forvirring på Linas stue. Nu har vi så også været så uheldige, at Linas teacher ikke har været der den første uge - hende er jeg meget spændt på at møde!
Dernæst er der på hver stue en til flere teaching assistents - for hvem det gælder, at de mestendels er fra Philippinerne el.lign. - og de tænker meget anderledes end os/mig. Det lyder måske meget nedladende, men det er ikke sådan ment...det er blot et faktum, at deres måde at tænke på er meget anderledes, end den vi/jeg kender. De er assistenter, og som jeg oplever det, så gør de hvad de får besked på og ikke mere. Onsdag forsøgte jeg med at lade Lina være alene på sin stue, mens jeg gik med Annika ind på hendes stue. Hun vinkede fint, da jeg gik - de skulle til at male, hvilket hun elsker - men der gik ikke mere end 10 minutter, så stod Lina pludselig stortudende ved siden af mig inde på Annikas stue (?!!). Jeg gik tilbage til Linas for at finde ud af, om hun selv var gået ind til mig, men det viser sig, at det er en af assistenterne, der har taget hende derind. Forløbet er forklaret sådan her:
Lina vinker fint farvel, maler sammen med læreren og en række andre børn, bliver færdig med at male og kommer hen for at lege med de andre, hvor assistenten er den, der har det voksne ansvar. Hun kommer i tanke om, at jeg ikke er der, giver sig til at græde og straks tager assistenten hende under armen og ind til mig.
Øj jeg var gal! Det endte med jeg havde Lina med mig i Annikas gruppe resten af dagen...ej hvor var det surt altså! Assistenten har tænkt: "Jeg har et barn, der er ked af det, hendes mor er ved siden af, jeg får hende til at holde op med at græde ved at tage hende ind til sin mor". Hvor hun skulle have tænkt: "jeg har et barn, der lige skal lære, at børnehaven er et sted, hvor man ikke altid kan få sin mor - jeg må trøste/aflede hende for at få hende til at holde op med at græde". Ja jeg ved godt, at det er en anden kultur og en anden forståelse af børn, der hersker....men det gjorde mig vred, fordi jeg allerede der vidste, at den episode vil skabe problemer på sig og gøre indkøringen af Lina mere vanskelig, end den allerede er i forvejen! ØV!
På Linas stue er der startet en række nye børn op, som i en alder af 2½ aldrig har været passet ude. Disse børn bliver bare dumpet på dørtrinnet og er mildest talt helt fra den! Det giver selvsagt en temmelig kaotisk stemning fra morgenen af...dog har jeg fundet ud af, at det hjælper at komme lidt senere, så der er faldet lidt mere ro over dem alle. Mandagen var virkelig storslem og efter sigende havde det været endnu være om søndagen :-/...det værste er, at jeg ikke helt bryder mig om den måde, de håndterer de kede børn. Er de kede i "for lang tid" (kan man det, når man er 2½?), så bliver de overladt lidt til sig selv - har set mere end et barn stå midt på gulvet helt opløst, uden nogen har reageret :( eller også har der været en "Don't cry baby" - jo gu' fanden må man godt græde, når man er ked af det! Så skal man trøstes og forstås.... dét har jeg det altså svært med, at de tilsyneladende ikke bliver - i hvert fald ikke af hele personalet!
Igår var tanken så, at jeg skulle forsøge at pendle mellem de to stuer og pigerne dermed skulle have noget tid alene begge to. Jeg afleverede først Annika efter at have været der i små tre kvarter - hun vinkede rigtig fint farvel! Hun var der i halvanden time, og det var gået forrygende! Jeg har lavet en liste med en række nøgleord, så læreren har en mulighed for at forstå Annika og gøre sig forståelig overfor Annika - den lyder til at fungere godt! Hun havde hygget sig, leget, fået gjort sig forståelig og sad og udfyldte et opgaveark med bogstavet H, da jeg kom (skrive h, samt farvelægge nogle billeder af ting, der starter med h)...og proklamerede selv, at hun havde haft en god dag :) så succes der!
Lina er en helt anden snak! Jeg var væk i et kvarter og gik så op for at kigge ind gennem et lille vindue i døren - blot for at se min lille ellers altid glade pige stå midt på gulvet, med sin sut i munden og Dumbo under armen og fuldstændig opløst i hikstende gråd :( gik selvfølgelig derind med det samme...og min ankomst blev ikke så meget som bemærket af personalet?!! Jeg kunne næsten ikke holde mine egne tårer inde og det tog mig lang tid at trøste hende :( det var bare det, jeg frygtede allermest!! Jeg kommer til at skulle bruge meget krudt på at få Lina til at føle sig tryg i næste uge - og jeg er sikker på, at onsdagens episode forvirrede hende maks - OG får hende til at tro, at når jeg ikke er hos hende, så er jeg hos Annika :( og det er næsten det værste - for så kommer det til at virke som en favorisering af den ene frem for den anden!
Min generelle fornemmelse er, at Annika er så stor, at hun forstår, hvad sprogbarrieren betyder. Hun forstår, at de andre ikke kan forstå, når hun snakker dansk og forsøger derfor at gøre sig forståelig på andre måder - og gør det godt. Lina har ikke den samme begrebsforståelse og bliver meget frustreret, når hun ikke bliver forstået, og så bliver hun ked. Hun er en pige med et fantastisk nuanceret og korrekt sprog (på dansk naturligvis) og er vant til at blive forstået! Men lige pludselig befinder hun sig i en situation, hvor intet, der plejer at virke, virker....og jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe hende igennem det...
Det blev en længere smøre, men i guder, hvor er det her ikke nemt!!! Idag er det fredag og altså weekend - og Annika har lagt sig med den første virus...en gang feber! Det skal nok blive interessant at finde ud af, hvor lang tid der går, før immunforsvaret har vænnet sig til en masse nye vira!
Hold da op Ida det lyder super hårdt.! Forstår udemærket din frustration, når jeg ser hvor hårdt det er for forældre i de danske institutioner kan jeg forestille mig det er endnu hårdere i et fremmed land. Nu kender jeg jo ikke Lina, men hvordan er hun til at tale om ting/følelser? Tænker man kan snakke med hende om at du nogle gange er hjemme og ikke altid på Anikas stue.. eller måske rollespil med dukker? (pædagogen i mig kommer lige op tihi) Men håber i hvertfald på en uge med fremskridt for jer alle.! Kram Line
SvarSlet