onsdag den 25. januar 2012

børnehaveopstart vol. 2

Søndag tog vi en ekstra dag hjemme ovenpå sygdom. Desuden var jeg i lufthavnen natten mellem lørdag og søndag for at hente min dejlige veninde Mette, og jeg var ikke helt på toppen - det var nemlig min tur til at indtage sofaen med virus i kroppen det meste af lørdagen. Men mandag morgen var det endnu engang tid til børnehave for pigerne. Jeg havde bestemt mig for at lade dem være der alene med det samme og havde forberedt pigerne på det. Vi afleverede Annika først. Hun satte sig midt i børnene i rundkredsen og vinkede smilende farvel til mig - store pige!

Lina skulle jo så starte i en ny gruppe. Jeg kom ind i det nye lokale (som ligger lige overfor Annikas klasseværelse), og Lina var et af ialt tre børn den dag (mange i den alder er der kun tre dage om ugen - søndag, tirsdag og torsdag), så der var masser af ro til at få snakket med den nye lærer - Ms. Hanan. Hun viste sig at være fuldstændig fantastisk. Jeg forklarede hende lidt om de oplevelser, vi havde haft med Lina.

Vi havde nemlig en ret overraskende reaktion fra Lina på en leg, jeg legede med dem, mens Annika lå i sygesengen. De fik en lille ny bamse hver, mens Annika var syg - en "bliv-rask-bamse" - som jeg legede snakkede engelsk. Lige pludselig brød Lina fuldstændig sammen, hvortil bamsen sagde "Don't cry baby", som jeg jo ved, at de gør i børnehaven. Så skal jeg ellers love for, at der for alvor blev åbnet for sluserne - Lina græd som pisket. Det affødte selvfølgelig en længere snak - en snak om det med det engelske og en masse snak om, hvad jeg laver, når Lina er i børnehaven alene...som frygtet troede hun jo, at jeg var hos Annika. Jeg forklarede hende, at jeg rydder op og handler ind o.lign., når de er i børnehave, så vi bedre kan hygge os, når de kommer hjem fra børnehave. Efter en masse trøst og snak, sagde Lina "Nu skal bamsen snakke engelsk igen" - og siden har hun efterspurgt legen mange gange.

Jeg fortalte Ms. Hanan om oplevelsen og om Linas reaktion, hun var meget lyttende og forstående og lovede at bruge andre fraser, hvis Lina blev ked af det. (f.eks. It's okay - da Lina jo ville kunne forstå meningen af det). Desuden fortalte jeg, hvordan Lina er så dygtig til det sproglige på dansk, at det er en meget stor omvæltning ikke at kunne kommunikere og blive forstået, som hun er vant til - og har været vant til meget meget længe. Ms. Hanan sagde, at de ville være ekstra opmærksomme på at forsøge at forstå hende, samt lære hende sproget - og så sagde hun, at det allervigtigste var, at opbygge tilliden mellem hende og Lina først. Så det ville hun starte med. Generelt MEGET positivt.

Allerede i mandags vinkede Lina farvel uden at knibe en tåre, men med et "bye bye Mor, ha' en go' dag" :) og der havde intet været i løbet af dagen - hun havde kun grædt på legepladsen, fordi hun ikke kunne få den bil, hun gerne ville have! :)

Tre ud af tre dage har jeg afleveret og hentet glade og tilfredse børn - hvor er det fantastisk! De får masser af ros og glæder sig til at komme i børnehaven om morgenen. Idag sagde Annika "alle i min børnehave er søde - undtagen én dreng - ham kan jeg ikke lide" - den omtalte dreng er autist og kan godt være rimelig voldsom - især taget i betragtning af, at han er ca. dobbelt så stor som Annika, så kan egentlig godt forstå hende! Men hun er blevet bedste ven med en italiensk pige, der hedder Charlotte - og hun leger også en del med en hollandsk pige, der hedder Lieve (udtales Liva)... så det er fantastisk. Desuden har hun allerede lært farverne yellow, red, blue og pink - samt up, down og round!! Jeg er imponeret - hun har kun været der i tre dage! Lina har lært at sige "no" :))) det er også meget praktisk må man sige!!

Så det er fantastisk med glade glade børn - alle bekymringer er indtil videre gjort til skamme! Så er det bare mig, der skal genlære at være fra dem igen - det er mærkeligt ikke længere at have den der føling med, hvordan de har haft det hele dagen, hvordan de har spist, hvad de har lavet etc...

1 kommentar: