nå, hvordan går det så?

på forhånd en advarsel. Det her indlæg har fare for at blive et langt et af slagsen. Der er igen gået lang tid siden sidste indlæg - familien, snakkene, livet tager bare min tid. Jeg har ikke haft rum til at sætte mig ned og sætte ord på. Men nu er det ved at være tid igen, kan jeg mærke. Tid til at opsummere, indramme og tømme hovedet.

Min mand er stadig på beroligende, men der er sket ufatteligt meget siden, jeg skrev sidste gang. Vi har haft besøg af min dejlige svigermor, min svoger og svigerinde. En rigtig skøn uge, som gik alt alt for hurtigt - det har tiden det med at gøre, når man er i et godt selskab - er det ikke sådan man siger ;). Nå, men den uge bød på en masse gode oplevelser og en masse gode timer, men den bød også på mange udfordringer for min mand - mange ture ud af huset betyder bare mange udfordringer...eller det gjorde det i hvert fald. Men det gik SÅ godt, og han kom med hver gang og var ikke nødt til at trække stikket inden en oplevelse, som han rigtig gerne ville med til. Han kunne ikke fraskrive sig små angstanfald, men han klarede dem - nogle gange ved hjælp af panikpillerne, andre gange ved hjælp af peptalks. Han havde ugen for inden samt ugen, hvor vi havde besøg, taget ferie - 14 dages ferie givet rigtig godt ud!!

Besøget bød desuden på endnu flere snakke, som var en hård, men meget meget sund omgang, som helt sikkert også er medvirkende til den fremgang, der bliver ved med at være.

Den efterfølgende uge (dvs. sidste uge) var han på kontoret 4 ud af 5 dage - det er et vanvittigt stort skridt i den rigtige retning!! Den uge, vi netop er gået ud af har været hjemmearbejde, da hans kolleger har været i DK - en tur, som han var nødt til at melde fra til - trods store ærgelser er jeg sikker på, at det var den eneste rigtige beslutning at tage. I den her uge er han igen på kontoret - han har endnu ikke fulde dage derude, men er der frem til middagstid, hvor han kører hjem, spiser frokost og arbejder hjemme resten af dagen. Det fungerer rigtig godt,og jeg kan mærke, at han bliver mere og mere sig selv.

Vi har fundet ud af, at det i høj grad gælder om at have sig selv med i de ting, man gør og foretager sig. Har man ikke sig selv med, så kollapser man på et tidspunkt. Det lyder måske som et diffust begreb, men jeg tror et eller andet sted, godt man selv ved, hvis man har hjerte og følelser med sig der, hvor man er lige nu - i hvert fald hvis man er i stand til at mærke efter og mærke sig selv helt inden i. Noget som jeg tror, jeg rent intuitivt er forholdsvis god til, men som jeg har lært, at man ikke nødvendigvis gør af sig selv... Men for første gang har jeg en mand, der er ved at lære at lytte til sig selv i stedet for bare at køre på uden at stoppe op. Jeg er overbevist om, at det gør ham og os godt, at han lærer det!

Hvad så med børnene?!
De har det godt - det har de faktisk! De vokser med opgaven og det engelske stormer stadig fremad. Dog oplever jeg, at de mange skift, de har i børnehaven har to knap så positive effekter på især Annika -

1. Hun har meget meget meget svært ved at slappe af, når hun kommer hjem fra børnehave. Vi skal tvinge hende til at finde ro - ellers kører hun på med 140 km/t og glemmer at få sig selv med (tegner der sig et mønster måske?!! Som far så datter - det er så sandt på så mange områder, at det er skræmmende), så vi må ind imellem hive hende op på hendes seng under skrig og skrål om eftermiddagen, lægge hende ned og sidde ved siden af hende og tale og nusse hende til ro...

2. Hun kan simpelthen ikke huske, hvad hun har lavet på en dag - om det er meget normalt i den alder, ved jeg ikke - om det skyldes, at der til stadighed er noget af en sprogbarriere, ved jeg ikke - om det måske bare er fordi, hun ikke gider at snakke...det ved jeg heller ikke...men jeg tror godt, at de mange skift kan være årsagen - hver aktivitet når simpelthen ikke at bundfalde sig, før en ny tager over...

Lina virker til at trives rigtig godt - her er det største problem, at det bare er SÅ tydeligt, at hun ikke kan udstå sin lærer! Hendes lærer er sådan en, der gerne vil kramme og kysse på børnene hele tiden (personligt synes jeg også, at det er grænseoverskridende!), og Lina står totalt af overfor sådan noget - og det synes jeg er mere end fair - hendes lærer fatter så bare ikke, at hun skal bakke tilbage og lade Lina være...hun er holdt op med det, når jeg afleverer Lina - og som regel er det en rigtig sød medhjælper, der tager imod Lina. Hende kan Lina godt lide, og det giver nogle bedre afleveringer. Men det krævede, at jeg måtte sige fra overfor læreren og sige, at Lina havde brug for tid, når hun bliver afleveret - og ikke har brug for at blive "overfaldet" af hende!

Men rent bortset fra det, så viste selvsamme lærer mig en video, hun havde optaget af Lina, der læser i en bog. I bogen er der på hver side et dyr, som har en farve - og så synger de en sang, når de læser bogen - den går sådan her: "Yellow duck, yellow duck, what do you see?" (man vender siden i bogen og synger videre): "I see white dog, white dog, what do you see?" - og Lina sad og sang hele bogen igennem helt selv - med de her dyr "Yellow duck, white dog, purple cat, blue horse, black sheep - og nogle stykker jeg ikke lige kan komme i tanke om - hun var totalt i sit es og var bare Lina-Lina lige dér, mens hun var i børnehave - og hun sang så fint og flot på engelsk og kunne alle dyrene og farverne, og jeg bare så vanvittigt stolt af min lille pige!!!

Annika får også meget ros - for sit gå-på-mod, sin lyst til at lære og sit fremskridt - hun siger meget på engelsk, siger de i børnehaven og viser også en del herhjemme...men mest, når hun leger med Lina :) de to snakker også en masse vrøvle-engelsk, når de leger sammen....de skændes også en del, men det foregår som regel på dansk :D

I lørdags var Annika til assesment (vurdering) i en skole, som vi RIGTIG gerne vil have begge pigerne ind på efter sommerferien. Det virker bare som en helt fantastisk skole med en virkelig virkelig god stemning, med masser af plads og ro - og meget børnehave-agtig i de små klasser (hvor de er 3-6 år - altså almindelig dansk børnehavealder)! Desværre har de ikke ret mange pladser i FS2, hvor Annika skal gå, så jeg har virkelig brug for krydsede fingre!!! Vil SÅ gerne have hende ind der - og Lina også. Lina skal til assesment nu på lørdag og chancerne er gode for hende, da hun skal starte i FS1... Jeg kan bare mærke, at jeg bliver mega-giga-skuffet, hvis ikke de kommer ind...men det hjælper jo ikke noget! Så nu håber jeg og krydser fingre...

Ja og så er jeg jo gravid - det har jeg slet ikke fået skrevet om her. Men sådan er det :) baby melder sin ankomst omkring 15. september og vi glæder os alle fire :) jeg har det fint nu, hvor den værste graviditetstræthed har lagt sig for en stund - maven vokser og i næste uge skal jeg til næste kontrol, hvor de måske vil kunne løfte sløret for om det er en lillebror eller -søster, der gemmer sig derinde :) I næste uge får vi desuden også besøg af mine forældre, min søster og min bedstemor, der kan fejre sin 75-års-fødselsdag hernede! Jeg glæder mig helt vildt til at se dem igen og til at hygge og opleve sammen med dem :)

(Næste indlæg bliver måske noget med billeder og mindre snak ;))

når ens klippe vakler

her har endnu engang været stille, meget stille. Det findes der en forklaring på. En af den der slags forklaringer, som man skal gå og tygge noget på, før man kan finde ud af, om den skal offentliggøres. Især er det svært, fordi forklaringen ikke ligger hos mig, men hos den mand, jeg elsker. Og hvor meget kan man tillade sig at udstille sine elskede? Især når denne elskede er langt mere privat om sig selv, end jeg er. Selvfølgelig skriver jeg ikke noget her om ham, som han ikke har sagt god for.

Jeg føler, at dette indlæg er vigtigt. Vigtigt fordi emnet måske nemt kan omkranses en del berøringsangst, især hos dem, der ikke har haft det inde på livet selv. (Her skal jeg lige for en god ordens skyld fastslå, at han ikke lider af en eller anden slem sygdom.) Men også vigtigt, fordi det er et emne, der tales for lidt om blandt expats - i hvert fald, som jeg oplever det. Jeg ved jeg har en del "usynlige" læsere, der enten selv befinder sig her i Dubai eller som måske påtænker at kaste sig ud i det - eller ligefrem står med det ene ben hernede. For dem alle ønsker jeg, at det skal blive et emne, man tør tale om

Min mand er blevet ramt af kulturchok. Et ord, som bruges ofte med glimt i øjet og et "H*n får et kulturchok, når ... tøhø". Men kulturchok er et mere alvorligt emne end som så - eller rettere, lad mig omformulere, det KAN være mere alvorligt end som så (læs evt. mere her).

Det har ramt min kære husbond som decideret angst - med et par ret slemme anfald af panikangst inden for de sidste små tre uger. Han har de sidste tre uger (undtaget igår og idag, hvor han har været sygemeldt) arbejdet hjemmefra og haft enkelte timer på arbejdet ind imellem.

Men lad mig starte fra starten - det giver nok et mere nuanceret billede, af hvorfor han er endt med et sammenbrud, som man vist godt kan kalde det.

Vi kom herned og levede en vanvittig stressende første måned i midlertidig bolig og med ufatteligt mange ender, der skulle mødes og strikkes sammen. Jeg kæmpede med ret meget stress (måske et tidligt kulturchok?) med anfald af ondt i maven, rysteture, uendelig træthed, ingen lyst til at gå ud og intet overskud. Pelle jonglerede både arbejde, alle de praktiske gøremål og forsøgte samtidig at holde familien sammen. Det lykkedes! Og vi kom igennem det og flyttede ind.

Herefter fulgte måneder med at komme på plads, pigerne og jeg skulle finde en rytme - det var svært for os allesammen. Men vi fandt en måde at få det hele til at lykkedes og vi hyggede os. Vi nåede lige at finde en god rytme med det hele og så kom julen.

Vi tog til Danmark og pigerne og jeg råhyggede, slappede og ferierede med alt, hvad vi kunne - jeg og de slappede SÅ meget af. Mens manden min pludselig var afsted mere end to timer mere om dagen på arbejde, end han plejer hernede. Han havde kun 1 uges ferie - hvor det både var jul og nytår, og så stod den på arbejde igen. Så rejste vi tilbage hertil og lige derefter startede børnene i børnehave. Den første uge i børnehaven var frygtelig for især mig - jeg havde SÅ meget tvivl om, hvorvidt det nogensinde skulle blive godt. Jeg følte mig ikke tryg der, og fornemmede heller ikke, at pigerne gjorde det.

Jeg læssede naturligt nok det hele af på min mand...og sammen kom vi i tvivl. Herefter blev Annika syg og jeg var hjemme med pigerne en hel uge. I den uge måtte Pelle køre hjem fra arbejde to gange - den ene gang med dårlig mave (sygdom, troede vi) og den anden gang med generel sløjhed (Annikas virus - jeg fik den også)....

Om søndagen fik vi besøg af min veninde Mette fra Danmark, og børnene startede igen....her begyndte det at gå godt for mig og børnene...og Pelle kollapsede - måtte blive hjemme fra arbejde en af dagene, fordi han ikke kunne komme afsted...pga. angst/stress....

Det var mandagen efter, at Mette tog hjem, han fik det første store angstanfald på arbejdet, hvor jeg måtte køre ud for at hente ham hjem...

Oveni alt det her, så befinder vi os i et land, hvor intet af det, man ved og kender til kan bruges til noget. I en bog, vi har, står det beskrevet som at skulle skrive med venstre hånd, når man er højrehåndet - man ved godt, hvordan man gør, men man skal hele tiden tænke over det og koncentrere sig for at kunne skrive - og alligevel bliver resultatet ikke nær det, man gerne ville have haft frem...

Det er på ingen måde mærkeligt, at han pludselig falder med et brag! Han har ikke haft mulighed for at trække vejret, for at puste ud og lade det hele synke ind. Han har i stedet brugt en masse krudt på, at jeg og pigerne skulle have det godt!...og så væltede korthuset. Vi har brugt og bruger virkelig meget krudt på at bygge det op igen - og det kommer, men korthuse er skrøbelige, og vi er nødt til at bygge én del af gangen og være sikker på, at den kan stå, før vi begynder at bygge flere og bygge ovenpå. Heldigvis er vi gode kommunikatører - og gode korthus-byggere :)

Han gør brug af mindfulness, daglig motion og en hulens masse snak. Og det er gået fint - fremad i et stille og roligt tempo. Lige indtil i weekenden, hvor han fik et voldsomt anfald af panikangst i bilen, hvor han fik forskrækket både sig selv, mig og pigerne - vi var holdt ind til siden. Men det var virkelig grimt at befinde sig ude langs en vej, med to grædende piger på bagsædet og en panikkende mand, der vandrede hvileløst frem og tilbage udenfor. Jeg var nødt til at tage mig af pigerne - og det lykkedes Pelle at få samling på sig selv, så vi kunne komme hjem, og vi fik også en hyggelig dag resten af dagen, men oplevelsen chokerede os alle. Vi har siden brugt megen tid på at snakke det igennem med pigerne (og med hinanden naturligvis), og de nævner det nu ikke længere. Samtidig fik det os til at indse, at vi ikke kan klare det her uden hjælp. Pelle var ved at blive bange for at skulle uden for en dør - en slem angst for angsten, som han ikke kunne få kontrol over.

Idag har han været ved lægen. Vi fremlagde det hele, og lægen var fantastisk dygtig til at få stillet de rigtige spørgsmål. Da han opsummerede til sidst ramte han hovedet 100% på sømmet - vi var ret imponerede og lettede! Han udskrev derefter noget beroligende til Pelle, som han skal tage de næste 14 dage, hvorefter han skal have en ny konsultation for at finde ud af, om han skal fortsætte eller blot have lidt piller på sig som "panikpiller", han kan tage, hvis det bliver nødvendigt.

Alt i alt er vi nu meget lettede og fortrøstningsfulde. Det har været nogle hårde uger, men vi håber, at vi nu er nået til et vigtigt vendepunkt.

Og dermed en meget lang forklaring på den larmende stilhed her på bloggen. Ikke, at der ikke har været fantastiske dejlige dage ind imellem, men alt det her har drænet os og krævet enormt meget. Det er hårdt at stå på sidelinien og se ens trofaste klippe vakle og ind imellem falde...og der har været dage, hvor jeg har tvivlet, dage hvor jeg har haft lyst til at råbe og skrige til ham om at tage sig sammen, og dage hvor jeg er blevet møghamrende stædig...dage hvor jeg har haft mest lyst til bare at tude og håbe på, at det fik det til at forsvinde og dage, hvor jeg har været fortrøstningsfuld og fyldt med optimisme... Jeg tror ikke, at rutcheturen er ovre endnu, men jeg håber, det værste er overstået for nu....

juleferie

imorgen sent - eller teknisk set, når det at blive søndag - er der dømt afrejse mod lille Danmark. Jeg tror nok, vi glæder os, men lige nu er vi vist mest præget af rejsefeber blandet med en lille smule stress. Jeg er småsløj og har været det det meste af ugen - værst var det dog igår, hvor jeg var nødt til at bede Pelle blive hjemme fra arbejde :( - han var heller ikke selv på toppen, så det var nok meget godt, at han ikke tog på arbejde.

Jeg har det lidt bedre idag, men er bestemt ikke helt ovenpå...der sidder sådan en hjelm af noget forkølelse-halløj fast på mig, som jeg ikke rigtig kan slippe af med. Alligevel kom vi idag afsted til juletræsfest i Det Danske Generalkonsulat. Det var rigtig hyggeligt med glögg, æbleskiver, brunkager, pebernødder, plastiktræ, juleklip, julemand, gaver og godteposer til børnene. Julegaverne var sponsoreret af LEGO og de havde da virkelig flottet sig - en mellemstor æske duplo med Peter Plys til Lina og en æske af samme størrelse til Annika, blot med alm. LEGO og med den sære lille tegnefilmsfigur Svampebob Firkant. Så det har børnene leget med i eftermiddag, mens vi voksne har haft travlt.

Pelle især har styrtet rundt, hvor jeg desværre har måttet tage en masse pauser pga. det her sygdom! Ih hvor det ikke huer mig! Morgendagens program står på aflevering af surdej til en venlig surdejssitter, aflevering af bilen hos hertz, indkøb til madpakker til rejsen, rengøringsdamen kommer og gør rent for os, det sidste skal pakkes, vi skal have ryddet op i køleskab og fryser og en heeeel masse andre småting - der skal alligevel ske en del, når man sådan rejser hjemmefra i en hel måned!

Som bekendt gik rejsen herned ikke just om smurt - og det hjælper heller ikke særlig meget på rejsefeberen... lige nu tror jeg mest af alt, vi glæder os til at selve rejsen er overstået, og vi sidder lunt og godt i stuen på Hedebakken 17 - måske med en lille æbleskive og et glas glögg :) og så glæder jeg mig meget til at skulle sove i mit gamle pigeværelse. Jeg har haft problemer med nattesøvnen, siden vi forlod Danmark. Det bliver langsomt bedre, men jeg har helt generelt svært ved at falde i søvn om aftenen...og jeg ved bare, at det sted i verden, hvor jeg sover allerbedst og allertungest - det er i mit gamle værelse, hvor jeg boede fra jeg var 3 år til jeg flyttede hjemmefra...dér er alle lyde så velkendte, at jeg sover tungt som en sten...

Vi glæder os umanerligt meget til at se de mennesker, vi ikke har set alt for længe!!

Så mangler vi bare, at rejsen går som smurt - så kryds lige fingre for det :)

Her er så stille...

Bloggen har stået stille - alt for længe - og stilheden har flere årsager. Dels havde vi i starten af november besøg fra Danmark i næsten 14 dage. Det var et dejligt besøg med lige dele strand, afslapning, hygge og ud-og-se ture :) det var dejligt at få lov at dele lidt af vores Dubai med nogle af dem, vi holder af :) som jeg sagde til min mor, så kan jeg mærke, hvordan Dubai langsomt kommer krybende ind under huden på mig. Jeg begynder at holde af stedet - med kuriositeter og anderledeshed - jeg kan godt lide at få et indblik i den arabiske verden.

Stilheden skyldes også, at jeg har (haft) svært ved at finde mine ben. Jeg har haft mange tudedage, dage hvor jeg har tudet bare fordi....uden at vide hvorfor fordi. Jeg tror mest af alt, jeg har svært ved at finde helt til ro i mit nye liv. Jeg tror nu nok, at det skal komme...men på de dårlige dage, kan jeg have svært ved at se lyset...heldigvis er Pelle en uvurderlig hjælp og uudtømmelig med overskud, når jeg har det sådan! Det er dejligt!!!

Børnene er vist efterhånden landet - Annika er især betydeligt mere i harmoni, selvom hun stadig savner sine venner hjemme i Danmark, så lader det til, at hun har fundet mere ro. Men vi begynder alle at trænge til en mere hverdagslignende hverdag. Børnene trænger til at komme ud blandt andre børn på under mere forudsigelige omstændigheder. Jeg tror også, de er ved at være modne til at lære det engelske - deres nysgerrighed vokser og de begynder at forstå lidt småting. Men det er med splittet sind, jeg venter på januar og opstart i nursery - jeg glæder mig til, at pigerne får input fra andre børn, til de begynder at lære engelsk for alvor og til at jeg ikke længere er den, der står med eneansvaret for at underholde dem i løbet af dagen. Men jeg frygter det også - eller rettere jeg er pissehamrende nervøs for, hvordan det kommer til at gå, når de skal til at føre sig i en verden, som hverken de eller jeg kender. På stortset alle måder er et engelsk nursery bare meget anderledes end en dansk børnehave eller vuggestue. Der bliver tale om en indkøring og opstartsfase for både mor og børn.

Lige om hjørnet venter december måned - den dejligste måned for nisser især - og jeg har altid være julemenneske med stort J-U-L :) men det har været en anelse svært at finde julestemningen...dog fik vi pyntet lidt op igår, og jeg har forsøgt mig med noget julemusik....men dét er bare ikke det samme, når man bag nissen i vinduet kan se palmer, sol og blå himmel. Desuden bliver Annika ved med at spørge, hvorfor vi skal høre julemusik - og så bliver det hele bare sådan lidt mærkeligt. Så det skal nok blive dejligt at komme hjem til Danmark og rigtig finde den rette julestemning frem :) og så i øvrigt se en heeeel masse savnede og velkendte ansigter!

Og nå ja - vores have er blevet færdig...og der er kommet vand i poolen. Men sidstnævnte volder os problemer...for poolen er ikke tæt. Vandstanden falder ca. 2-3 cm. om dagen :( og det er simpelthen så træls. Så vidt vi kan forstå, så er den ikke tætnet godt nok - eller den bliver utæt af at stå for længe uden vand i, og det har den jo ligesom gjort! - så den skal tætnes igen. Hvilket sandsynligvis betyder, at alle fliserne skal tages af, der skal tætnes og så skal der lægges fliser igen...jeg håber og beder til, at det kan ske, mens vi er på juleferie!! Men jeg er bange for, at det næsten er for meget at ønske sig....også selvom det er jul! Men det var fedt at have en duelig pool, sålænge den var det - for nu er de gået igang med at måle noget med spild af vand i pumpesystemet, hvilket åbenbart indebærer, at man ikke må tænde for pumperne....hvilket så igen betyder, at vandet ikke bliver renset :( så nu har vi en halvfyldt pool, som ikke er ren, og som derfor ikke kan bruges...æv og bæv siger jeg bare!! Især fordi ungerne er så sk*degode til den pool. Især Lina er totalt sej - hun får badevinger på, og så er der bare dømt hundesvømning i bedste stil. Hun hopper i fra kanten, når man tager hende i hænderne og hun svømmer og svømmer og svømmer...det er SÅ sejt. Annika er noget mere påpasselig og nervøs, men det skal nok komme :) når den pool altså fungerer igen (grrrr)...

Er der mere nyt?!! Jeg ved det faktisk ikke....jeg tror det ikke....eller måske? Sig lige til, hvis der er noget, jeg mangler, ik!? :)

(billeder i næste indlæg ;))

børnehavebesøg

Besøget gik rigtig fint. Det er et nursery, som de er bedst hernede, vil jeg tro. Det ligger i et ganske almindeligt boligkvarter og ligner udefra et ret almindeligt hus. Indeni er det en labyrint af rum - der er en gymnastik"sal" samt et rum til hver børnegruppe - og sikkert også en masse andre rum. Og der er mange børnegrupper. De er inddelt efter alder, hvor de i f.eks. Linas aldersgruppe inddeler de 2- til 3-årige i tre forskellige grupper, da der ifølge forstanderen "sker så meget med deres udvikling i den alder". Jo ældre de bliver jo færre grupper pr. år - så Annikas aldersgruppe, er der "kun" en gruppe for de 3-3,5-årige og en til de 3,5-4-årige etc. Udenfor har de fine faciliteter med en femdelt legeplads: 2 udendørs "artstudios", 1 sandområde (hvor der også leges med vand), 1 klatreområde og 1 område til cykler o.lign.

Lige pt. har de 88 børn, men de har pladser til pigerne, og de virkede rigtig søde. Grupperne er opdelt efter storbyer, så Lina vil komme i Paris-gruppen, hvor der pt. er 14 børn (hvor det er meget sjældent, at alle børn er der samtidig, da man kan have dem der 3 eller 5 dage om ugen) og Annika skal i Abu Dhabi-gruppen. Til de store børn har de lige indført ½ times arabisk om ugen - og til foråret indfører de ½ times fransk om ugen...det er sgu en anden verden :D

Men jeg har helt klart fornemmelsen af, at det er meget læring gennem leg, så selvom det vil være lidt "skoleagtigt" for dem begge, så vil de ikke føle det sådan. De var helt fine med, at børnene ikke kunne engelsk - de har erfaring for, at de hurtigt lærer det. Hun nævnte et eksempel med en 3-årig pige, der var startet for 2 mdr. siden, som nu allerede var begyndt at svare på engelsk - så på 2 mdr. har hun lært at forstå, samt er begyndt at kunne tale engelsk selv. Jeg krydser fingre for, at mine piger er ligeså seje!

I øvrigt har de en sygeplejerske ansat i tilfælde af sygdom, eller hvis nogle børn skal have noget medicin. En læge kommer en gang hver tredje måned og tjekker børnene og ser efter om huset er sikkert nok... Det er virkelig en anden verden...som jeg vist har nævnt én gang?

Så vi regner med, at de nok skal starte op der til januar...selvom moren ikke er helt stolt ved situationen, så ved hun også godt, at det er det bedste for dem ;) pigerne virkede meget hooked på det, og ville meget gerne være blevet og leget lidt længere!

Til de nysgerrige er det den her børnehave - eller nursery, som det jo hedder :)

maveknuder

Jeg er spændt! Imorgen skal vi ud og se en potentiel børnehave (nursery) til begge pigerne - vi håber at kunne starte dem op, når vi kommer hjem fra juleferie i januar. Men det er virkelig med bævende hjerte! Jeg ved det er det eneste rigtige for dem - for os - for det her med at have dem hjemme, det dur bare ikke. De keder sig og jeg får pip af at have dem omkring mig hele tiden! Så de SKAL ud og passes! Men jeg føler virkelig, at jeg skal sende dem ud i en MEGET farlig verden. De forstår jo ikke sproget, og det sparsomme vi kan lære dem herhjemme forslår sig ikke langt. Så jeg er virkelig bange for, at de skal blive bange, utrygge og meget forvirrede! Det bliver altså ikke spor sjovt :(

Samtidig ved jeg fra de andre hernede, at det med sproget nok skal komme hurtigt, at de i børnehaverne er mere end vant til at få børn ind, der ikke forstår engelsk, og at børnene finder en vej....men føj det er ikke sjovt at tænke på!

Annika glæder sig til gengæld MEGET - da vi fortalte hende, at vi skulle besøge en børnehave imorgen, hoppede hun rundt og jublede, krammede os og blev ved at sige "Tak mor, tak far, tusind tusind tak!" :) hun ved godt, at det foregår på engelsk...men ved også, at de andre danske børn hernede godt kan engelsk, så hun ved man kan lære det - blot er hun noget forundret over "Jamen hvordan har de lært det, mor?"...

(PS. haven er stadig ikke færdig, men skulle efter sigende blive færdig imorgen. Samtidig lader det til, at der også skulle komme vand i poolen en af de nærmeste dage - stay tuned!)

sneak peek

Underetagen i huset begynder at være så færdig som den nu kan blive med de møbler, vi har :) når haven engang er færdig med at koste os en masse penge, så skal vi have købt et par lænestole, et tæppe og nye spisebordsstole - men nu går vi jo den tid i møde, hvor vi kommer til at opholde os ude det meste af tiden, så der giver det ikke så god mening at bruge penge på det herinde :) og nååh ja, jeg mangler at få kortet gardinerne af så de passer i længden...røvsygt arbejde!

I får lige et lille sneak peek af, hvordan her ser ud lige nu :) det er aften og stearinlysene er tændt - derfor er billederne ikke af den bedste kvalitet. Tager måske nogle i dagslys en dag :)

have haves vol. 2

Work in progress:

Baghave mod venstre

Baghave mod højre

Baghave mod højre

Højre side af huset (maids-room-siden)

Venstre side af huset (der hvor lågen/indgangen til haven er)

Samme som ovenfor ;)

Ud mod forhaven

Baghaven set fra stuen

Baghaven set fra stuen

Baghaven set fra baggangen

Det går fremad, tager form - og formen kan jeg lide! De hårdtarbejdende arbejder hårdt på at vi kan få en have, så vi kan nyde det dejlige vejr på "egen matrikel"... Jeg synes virkelig det tegner til at blive en dejlig have - jeg har selv tegnet og fortalt, og jeg bryder mig godt om det foreløbige resultat ;) Fliselæggerne arbejder med både waterpas og målebånd! Nice ;) til gengæld er flisesliberen sat til strøm ved at mokke to forskellige ledninger ind i stikket ... og der bliver skåret fliser i bare tæer og naturligvis uden nogen form for sikkerhedsudstyr - gnister og splinter står omkring dem! Men jeg synes de gør et godt stykke arbejde. Landscaperen holder hvad han lover og leverer til tiden - og måske endda lidt hurtigere... jeg er imponeret på den gode måde. Han påstår, at han er færdig på mandag! :) så i weekenden skal vi have indkøbt nogle havemøbler...det bliver skønt!

Poolen er stadig uden vand. Vi er blevet fanget i det Dubaiske, hvor der stadig ikke er nogen, der vil tage ansvar for noget. Både vi og landlord er på sagen, men der sker ingenting. Så jeg ved faktisk ikke, hvor lange udsigter det har! Det kunne jo altså være lækkert, hvis der var vand i poolen, når vi får gæster om en uge!

have haves

Nu sker der noget! Vi har endelig fået iværksat noget landscaping. Gartneren startede så småt med at levere materialer igår og idag har de knoklet i haven hele dagen. Det er noget af en oplevelse sådan at få det Dubaiske arbejdsliv så tæt på. Nok har vi set mangt en inder/pakistaner på cykel læsset med haveaffald, pap eller andet eller set dem knokle langs veje, på byggepladser, i parkeringskældre, supermarkeder eller andre steder, hvor der er brug for folk til vande, luge, klippe buske, mure, samle affald, feje, vaske biler, veje frugt og grønt af, pakke de handlenes varer eller hvad der ellers må være af forefaldende arbejde. Men én ting er at køre forbi, passere i et splitsekund, en helt anden ting er at have arbejderne gående i baghaven.

De ankom imorges, slæbte sådan en maskine til at stampe sand fladt med, hvor der skal lægges fliser og gav sig så ellers til at grave. De har gravet det meste af dagen - arbejdet på at slæbe sand væk, så der kan blive plads til jord, fliser, planter og græs. To mand, en trillebør og en spade. Den ene mand holder trillebøren, da denne er i stykker, så den ikke kan stå selv, den anden læsser trillebøren. De skifter opgave ind imellem. Da det var pausetid forsvinder chef-gartneren og den ene af hans arbejdere - den sidste mand ligger sig ned på vores terrasse og tager sig en lur! Det var altså en spøjs oplevelse. Ruderne i huset er tonede, så derfor kan man ikke se ind - han har derfor ikke mulighed for at vide, at det føles som om, han ligger og sover i vores spisestue ;) Annika synes det var vildt sjovt - og meget meget mærkeligt! Dog bemærkede hun, at han havde taget sine klipklapper af :D

Desværre gik deres stampe-sand-sammen-maskine i stykker, så de nåede ikke så langt idag, som de havde planlagt. Vi håber maskinen er repareret til imorgen! Så er der nemlig en chance for, at haven er færdig inden besøg fra Danmark...som er om 11 dage - wehuu :)

Her er lige lidt førbilleder af haven:

Haven på højre siden af huset

Højre side af huset

Højre side af huset (det store grå er pumpe og andet dims til poolen)

Forhaven

Baghaven

Baghaven

Baghaven

Venstre side af huset

venstre side

1 stk. sovende arbejder...

Er spændt på, hvor meget de når i morgen :)

spoler tiden tilbage

Jeg har netop tømt iPhonen for billeder - og det kræver et indlæg her. Et indlæg, hvor jeg spoler tiden tilbage og viser billeder fra dagen før vi forlod Danmark. Det har været et par turbulente måneder - opture, nedture, rutcheture og tudeture. Men der har også været små sjove stunder, finurlige øjeblikke, som pigerne for det meste har stået for. En lang række af billederne, jeg her vil vise giver mig et stort smil på læben. Beware, der vil være mange billeder - så dem der ikke har lyst til at dvæle i min lille familie, spring endelig videre til næste afsnit ;)

Annika på sin 4-års fødselsdag

Sidste dag i Danmark

Lige inden vi stiger på flyet mod Dubai

Ready to take-off

Ankommet til hotellet

meget trætte!

Første syn af Dubai i dagslys

Prinsesse-fe Annika - klar til at skyde!

Storbypige ;)

En pige badet i lyserødt - som hun bedst kan li' det!

Søstre :)

Morgenmadshygge

Burj Khalifa i solnedgang

To af mine

Vores container!!!!

Vores container - foran vores hus!

Det er nu det sker!

Crewet - der alle (inkl. chaufføren) gemte sig i lastbilens førerhus...

Vores ting - står præcis som da vi forlod dem for 2 mdr siden!

Lina: "der er min stol, der er min seng, der er din stol Annika - seeee mor, seeee far!"

Det var lidt nervepirrende at se dem løfte vores ting ned fra den højde!

Første morgen i det nye hjem - lettere kaotisk!

Hygge inden sengetid :)

Det er hårdt at være ved stranden...

Annika tager selvportræt...

....og portræt af mor og lillesøster...

Udsigten fra vores køkkenvindue - nu med palmer oppe på vejen.

80'er-seje Lina

Mine piger :)

Mys...

Hjemmebag bagt i vores hjem ;)