Bloggen har igen været ramt af flere ugers tavshed. Mine tankespind har været for indviklede, for tunge og for personlige til at komme på bloggen. Men nu begynder jeg igen at have behov for at tømme min personlige tænketank.
Når ens mand er ramt af kulturchok, stress og angst, så er man meget på - fysisk men i høj høj grad også psykisk. Det har været den hårdeste periode, jeg har været igennem nogensinde...det har været opslidende, udtærende og ganske enkelt vanvittigt krævende på alle punkter. Jeg har været modløs og jeg har kæmpet, jeg har knoklet og jeg har glemt mig selv ind imellem, jeg har tudet og jeg har skældt ud, jeg har beklaget mig og jeg har kvindet mig op, jeg har været helvedes bange og jeg har været fortrøstningsfuld...
Pelles egen kamp har ikke været mindre - af en anden slags, men hvor har han kæmpet - hvor har vi kæmpet for at få ham på ret køl igen. Vi har kæmpet for at få hverdagen til at fungere, for at børnene ikke skulle lide overlast, for at livet igen skulle blive en fornøjelse at leve...
Som jeg har skrevet før, så er vi på vej i den helt rigtige retning. Nu med en psykolog inde over. Indtil videre kun med to sessioner i bagagen, men det er en kæmpe lettelse for mig, at der nu er en tredje part, som Pelle kan læsse af på. Jeg mærkede et fysisk pres lette fra mine skuldre, da han havde haft den første session. Mit håb er lysegrønt. Kampen er stadig i gang, og jeg har indset, at det vil den blive ved med at være længe...det vigtigste er bare, at vi bevarer optismen og en positiv indstilling. Samtidig er kommunikation nøgleordet. Paradoksalt nok har jeg negligeret lige præcis den del på det sidste - ikke den del af kommunikationen, der har handlet om Pelles tilstand, men den del, der har handlet om, hvordan jeg har det.
Helt uvilkårligt har jeg skånet Pelle; ladet være at fortælle ham, om mine tanker og følelser med idéen om, at han har haft rigeligt at se til med at pleje sig selv og rumme sine egne tanker, følelser og problemer. Jeg har fået skæld ud for netop den ting - og jeg prøver at blive bedre - for der er jo altid plads til forbedringer ;)
Når ens mand er ramt af kulturchok, stress og angst, så er man meget på - fysisk men i høj høj grad også psykisk. Det har været den hårdeste periode, jeg har været igennem nogensinde...det har været opslidende, udtærende og ganske enkelt vanvittigt krævende på alle punkter. Jeg har været modløs og jeg har kæmpet, jeg har knoklet og jeg har glemt mig selv ind imellem, jeg har tudet og jeg har skældt ud, jeg har beklaget mig og jeg har kvindet mig op, jeg har været helvedes bange og jeg har været fortrøstningsfuld...
Pelles egen kamp har ikke været mindre - af en anden slags, men hvor har han kæmpet - hvor har vi kæmpet for at få ham på ret køl igen. Vi har kæmpet for at få hverdagen til at fungere, for at børnene ikke skulle lide overlast, for at livet igen skulle blive en fornøjelse at leve...
Som jeg har skrevet før, så er vi på vej i den helt rigtige retning. Nu med en psykolog inde over. Indtil videre kun med to sessioner i bagagen, men det er en kæmpe lettelse for mig, at der nu er en tredje part, som Pelle kan læsse af på. Jeg mærkede et fysisk pres lette fra mine skuldre, da han havde haft den første session. Mit håb er lysegrønt. Kampen er stadig i gang, og jeg har indset, at det vil den blive ved med at være længe...det vigtigste er bare, at vi bevarer optismen og en positiv indstilling. Samtidig er kommunikation nøgleordet. Paradoksalt nok har jeg negligeret lige præcis den del på det sidste - ikke den del af kommunikationen, der har handlet om Pelles tilstand, men den del, der har handlet om, hvordan jeg har det.
Helt uvilkårligt har jeg skånet Pelle; ladet være at fortælle ham, om mine tanker og følelser med idéen om, at han har haft rigeligt at se til med at pleje sig selv og rumme sine egne tanker, følelser og problemer. Jeg har fået skæld ud for netop den ting - og jeg prøver at blive bedre - for der er jo altid plads til forbedringer ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar