Den lille forskel..

eller store forskel? På mænd og kvinder tænker jeg...

Jeg har lidt svært ved at kommunikere med primærpædagogen på Annikas stue - og har egentlig følt, at hun talte ned til mig - tænkt, at hun så mig som mindre intelligent og ikke særlig klog på mit eget barn.

Et par eksempler:

- igår da jeg afleverer Annika er hun lidt betuttet ved det - uden nogen umiddelbar årsag. Hun kommer over til H, og jeg siger farvel...lige derefter kommer der en dreng hen og giver hende et kram, hvilket får Annika til at græde. H begynder straks at forklare, at hun ikke mente, at det var det andet barns skyld og og og... Og jeg blev ved med at forsøge at få hende til at forstå, at jeg sgu da godt vidste, at det bare lige var for meget for Annika lige i den situation; det fik hendes ellers så tappert tilbageholdte tårer til at flyde over...

- en anden gang får hun et skub lige idet vi kommer ind af døren - det havde været en skæv morgen og skubbet fik hende til at græde (nogle gange skal der bare ikke så meget til) - og H begyndte igen at forklare og undskylde; Det er sådan noget børn gør og det har ikke noget med Annika at gøre - og de kan jo ikke være alle steder på en gang... Igen tænker jeg; det er sg* da indlysende kvinde - jeg ved godt, at det ikke har noget med Annika at gøre - og jeg forlanger ikke, at de skal have et øje på hver finger...

Og sådan er det bare hele vejen igennem - jeg føler hun forklarer "goddag-mand-økseskafts"-agtigt og jeg har tænkt, at hun må tro, jeg er enormt uintelligent, siden hun føler, hun skal forklare sig ud af alting. Og det har gjort mig ærgerlig...

Jeg snakkede så med Pelle om det, som kunne fortælle, at hun var ligesådan over for ham - han havde slet ikke tænkt i, at det havde noget med ham at gøre - men mere, at det nok bare var hendes måde at være på.

Så er det jeg tænker, om det har noget med forskellen på mænd og kvinder at gøre? Kvinder har det med straks at tage det personligt; "H gør sådan, fordi hun ikke tænker særlig højt om mig som mor" - hvor mænd tænker i helt andre baner "Nå, sådan er hun nok bare"...

Hvor ville det være befriende, hvis ikke man hele tiden følte man blev målt og vejet som forælder i børnenes institution - ikke desto mindre har jeg det sådan! Måske fordi jeg ved, hvor meget der ind imellem blev snakket om forældrene i den vuggestue jeg arbejdede i i en overgang inden vi fik Annika...?