Jeg befinder mig i en mærkelig tilstand i øjeblikket. Sådan en tilstand mellem to store og meget forskellige begivenheder. Jeg er færdig med min uddannelse - og det er virkelig virkelig mærkeligt. Nu har jeg været under uddannelse on/off siden 2003 og så er jeg bare...færdig! Det føles på en eller anden måde pludseligt, selvom det jo i virkeligheden overhovedet ikke er pludseligt. Jeg har afsluttet min uddannelse på den bedst mulige måde, jeg overhovedet kunne ønske mig og forestille mig - en ønske specialeproces, et 12-tal og de mest rosende ord, jeg nærmest nogensinde har fået. Nu sidder jeg tilbage og føler mig tom. Ja, jeg har fået en uddannelse, men har jeg overhovedet lært andet end, at jeg er virkelig god til at studere?!! I virkeligheden så ved jeg jo godt, at selvfølgelig har jeg det. Men der findes ingen beviser - ingen belæg for påstanden. Og faktum er, at der går noget tid, før jeg finder ud af, om jeg har lært noget brugbart.
Lige om lidt står vi overfor den største forandring, vi som familie nogensinde har oplevet - vi skal flytte til Dubai. En proces der er fyldt med en masse uvisse og en masse "tomme huller". Jeg ved, at jeg er nødt til at acceptere, at jeg skal tage én dag af gangen...men det er i dén grad nemmere sagt end gjort. Der er så mange ting, der skal gøres og ordnes. Papirarbejde og nedpakning. Gennemtænkning af de mindste små detaljer. Jeg gider ikke al det bøvl. Jeg ville gerne, hvis det hele kunne ordne sig selv, og vi bare kunne sætte os på en flyvemaskine, og alle vores ting stod klar i et perfekt indrettet hus, når vi kom frem. Se dét ville være noget værd!!
Jeg ved endnu ikke, hvor længe jeg kommer til at have ungerne hjemme. Skal jeg være helt ærlig, så skræmmer det mig at skulle underholde dem derhjemme. Selvom jeg ved, at vi nok skal komme til at hygge os, så ved jeg også, at der vil være dage, hvor min tålmodighed bliver sat alvorligt på prøve - og nok også dage, hvor jeg vil komme til at kede mig i mine børns selskab...hvor ærgerligt dét så end er at erkende. Jeg kan kun håbe på, at vi kan få plads til ungerne i nursery og preschool på et tidspunkt, hvor det passer os....men jeg kan ikke vide det med sikkerhed.
Jeg ved, at jeg skal have et arbejde dernede på et tidspunkt - ligeså tvingende nødvendigt, som jeg ved, det er, ligeså skræmmende og angstprovokerende er det. Det er en af de der ting, som jeg virkelig virkelig gerne vil, men som jeg i virkeligheden overhovedet ikke tør!
Alting føles bare uvant og underligt.....tomt og alligevel stopfyldt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar