græsenke indtil mandag eftermiddag. Første dags formiddag nydt i fantastisk selskab med en dejlig veninde og hendes skønne lille Mille-pige på 2½ år i mine forældres have og den nærliggende legeplads. Begge pigerne var venlige at nuppe en middagslur, så jeg fik mig lige tre kvarter i solen med en god bog. Eftermiddagen gik hurtigt, aftensmaden smertefrit, og pigerne har leget og leget og leget: fangeleg, gemmeleg, hoppe-ned-i-sækkestole-fra-bOb
Annika hylede som en stukken gris fordi hun ville have sin sut tilbage fra julemanden (?????????) og i øvrigt ville have sin far!! Lina blev puttet, mens Annika skreg - mens jeg forsøgte at berolige Annika kaldte Lina - stak Annika en af Linas sutter i ren panik, fik Lina til ro, fik Annika til at falde ned og puttet hende (med sut, som hun ikke kunne finde ud af at sutte på!). Så græd Lina nærmest panisk fra sit værelse. Kom ind til et barn badet i sved og med høj puls...tydeligvist bange for noget. Noget som hun ikke kunne sætte ord på. Fik hende til ro med forsikring om, at jeg passede på hende. Så ville Annika have vand - midt i vanddrikkeriet græder Lina igen bange fra sin seng. Ind til hende, berolige, synge. Annika tørstig igen. Lina græder igen.....jeg når sofaen....ro i 45 sekunder, så skal Annika tisse (klart nok!!).... Nu har der været ro, mens jeg har skrevet ovenstående, så kryds lige fingre!!! Så må jeg imorgen finde ud af, hvad der skal ske med den der sut, Annika har fået med i seng...hva' fa'en giver hende mon sådan et tilbagefald? Det er snart 1 år siden, hun sendte sine sutter til julemanden...wtf? Og hvad mon Lina var bange for? Meget meget mærkeligt...
tirsdag formiddag:
resten af weekenden som græsenke er forløbet ganske roligt :) vi var ved mine forældre fra søndag omkring frokosttid til igår eftermiddag, hvor vi hentede Pelle på stationen. Søndag var Annika meget rastløs og tydeligt ved siden af sig selv. Jeg tror, hun begynder at kunne mærke, at der snart skal ske noget. Vi har endnu ikke fortalt hende om Dubai, og skubber det så langt som muligt. Men det er snart tid til at fortælle hende det. Næste gang en chance byder sig, hvor hun er opmærksom, i overskud og lyttende, så fortæller vi hende det.
Det der med Annika og sutten. Jeg fik den fravristet hende om natten, da hun kom listende ind og lagde sig på sin fars pude...men jeg kunne først, da hun var faldet i dyb søvn. Hun kunne der både danne vacuum på sutten og sutte helt rigtigt på den - også i søvne - det kom fuldstændig bag på mig, jeg troede den evne blev glemt ret hurtigt. Men det gjorde den altså ikke for Annika. Hun vågnede så kl. 6 om morgenen og efterspurgte den og fik den, fordi jeg ikke gad stå op der :P. Men da vi så vågnede rigtigt tog jeg en snak med hende om, at hun ikke behøvede sutten, at hun var næsten 4 år og så behøver man ikke bruge sut. At hvis hun havde brug for at være en lille pige, så ville jeg gerne putte med hende, og hun kunne få sin dukke eller dyne og pude at putte med. Hun blev ked, men var til at trøste.
Da vi skulle til mine forældre blev hun pludselig ulykkelig igen, da jeg fandt hendes dyne og pude frem for at pakke det....jeg kunne slet ikke trøste hende. Hun krammede sin pude hårdt og bare græd hikstende gråd, fordi hun ville have sin sut (??). Jeg var rolig, viste forståelse for, at hun havde det sådan og lod hende samtidig vide, at hun ikke fik en sut mere....hun græd, indtil vi var hjemme ved mine forældre og kravlede dybt, hikstende og grædende ind i favnen på sin bedstemor....... hun kunne afledes kortvarigt, men vendte så tilbage i rillen. Til sidst lykkedes det at få hende ud af den, men jeg kan ikke huske hvordan. Det dukkede så op igen, idet hun kommer op på armen af sin far igår...så det har helt sikkert også bundet i noget savn af ham, som hun har kanaliseret over på den der sut... Jeg er stadig meget analyserende på det og undres stadig over, hvor det kom fra...det var bare meget meget mærkeligt!
Idag skal jeg have læst specialet igennem igen igen igen igen - og jeg gider ikke, er gnaven over det...og synes det er røvhamrende kedeligt. Men som en veninde sagde igår, så skulle der jo også meget nødigt komme aha-oplevelser, når jeg læser det igennem. Det kan hun jo have ret i. Ikke desto mindre er det virkelig virkelig kedeligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar