torsdag den 21. maj 2009

Terminsdagen - med baby...

Så kom den magiske dato - d. 20. maj 2009. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg allerede ville have født. Der er en stor "tradition" i min familie for at gå over tid, så jeg har hele tiden tænkt, at det TIDLIGST ville blive d. 20. maj - og tænk sig engang, så sidder jeg her uden baby i maven, men med den skønneste lille 5 dage gamle pige sovende i sin lift. Det er helt surrealistisk. Men helt helt fantastisk selvfølgelig :) nåede slet ikke at blive utålmodig.

Lina er en meget nem lille pige. Hun sover praktisk talt hele dagen - hun er vågen med 3½-4 timers mellemrum for at spise, og så dejser hun ellers omkuld med det samme igen. Tror vi har set hendes øjne være åbne i max 5 minutter, så falder de i igen. Hun er god til at komme af med sin luft både med at bøvse og fise ;).

Om natten vil hun til gengæld gerne sutte det meste af tiden, og er ikke helt til at få til at sove i sin vugge - selvom det intet problem er om dagen. Hun småbrokker, øffer, klynker og græder, hvis hun ikke får lov at sutte en hel masse - selvom hun gerne tager sutten om dagen, så er den ikke et hit om natten, hvilket egentlig undrer mig. Det er ikke mit indtryk, at hun har problemer med at blive mæt ved mig. Så vi går lidt og venter på, at hun finder ud af, hvad der er dag, og hvad der er nat. Men tænker, at der nok kan gå noget tid, inden hun finder ud af det. Vi har forsøgt at vække hende i løbet af dagen, men det er fuldstændig umuligt - når hun sover, så sover hun!!! - også selvom hun får stukket et bryst hen til munden :D

Annika er stadig meget glad for lille Lina, hvis navn hun allerede har lært at sige :) hun vil MEGET gerne kysse, kramme, ae, give sut, trøste, hjælpe med at tørre hende om munden, give hende smagsprøver af sin mad (ikke at hun får lov, men hun skal altid liiige høre, om ikke Lina vil smage hendes mad :))etc. etc... Det virker virkelig som om, der er kærlighed ved første blik fra hendes side :) det er SÅ nuttet at se hende tage sutten ud for at plante et kys et eller andet sted på Lina - idag kyssede hun hende på de bittesmå tæer :D Hun er til gengæld ikke helt god til, når Lina en sjælden gang er ked af det. Det har især været et problem om natten, hvor Annika er blevet vækket af Linas lyde den ene gang efter den anden i løbet af natten - hvilket har betydet, at vi de første tre nætter sov med to piger inde i vores seng...ikke helt optimalt.

Igår fik jeg så den idé at sætte babyalarmen ind på Annikas værelse og så lukke dørene mellem vores rum. Det var umiddelbart en succes. Annika vågnede kun to gange og var til at få til at sove videre i sin egen seng. Så i nat havde vi kun Lina i vores seng - der endte hun, efter jeg i to timer havde forsøgt at få hende til at sove i vuggen...

Men det med babyalarmen skal helt sikkert gentages i nat. Det gav nemlig også mig en anden ro, da jeg de andre nætter har sovet som på nåle for at være klar til at tage Lina, inden hun vækkede Annika. At jeg så ikke fik sovet ret meget det til trods, det er så, hvad det er - Lina sover så meget om dagen, at der er fin mulighed for at få taget mig en lur :)

Det var lige en update herfra - på min terminsdag :)

/Ida mor til stjernere Lina og Annika

Ingen kommentarer:

Send en kommentar