lørdag den 16. maj 2009

Så kom lille Lina til verden (FB)

I nat kl. 00.49 fødte jeg endnu en smuk smuk lille pige på 3350 gr og 52 cm. Fødslen gik helt fantastisk. Vi tog på fødegangen kl. 22, hvor veerne kom med 2-3 minutters mellemrum og varede 8 gode vejrtrækninger. Jeg blev undersøgt kl. 22.50, hvor jeg var 3-4 cm åben. Vi blev tildelt en fødestue og jeg blev installeret på en stor bold, som jeg sad på, mens jeg hang ind over fødesengen under veerne. Det fungerede egentlig ganske fint, da jeg kunne slappe rimeligt af i ve-pauserne.

Kl. 23.45 insisterede jeg på at blive undersøgt igen - synes jeg kunne mærke, at det gik hurtigt plus at veerne bed mere og nu var oppe på at vare 10-11 vejrtrækninger.

Jeg var da 5 cm åben og jeg blev liggende på fødelejet på min højre side. Jordemoderen gik igen.

Kl. ca. midnat begyndte jeg at presse spontant og bad Pelle ringe efter jordemoderen. Hun undersøgte mig igen - jeg var nu 6 cm åben. Jeg blev ved at presse spontant, når veerne var på deres højeste. Kl. 00.30 var jeg 9½ cm åben og kl. 00.49 efter halvanden reel presseve kom lille Lina op på min mave. Hun var en smule blå i ansigtet, men havde fine røde læber og kroppen var dejlig lyserød. Hun scorede fuld apgar :)

Jeg klarede fødslen uden smertelindring, selvom jordemoderen blev ved med at spørge, om jeg ikke havde lyst til at få lattergas, komme i bad el.lign. - hun ville ligesom ikke rigtig tro, at jeg ikke ville have noget :D men det gik jo fint uden - så hvorfor?! Annikas fødsel klarede jeg med et enkelt bistik/steriltvandspappel...så vidste jeg kunne!!

Efter et par timers ro på stuen, hvor vi fik underrettet familie og venner, taget billeder, nydt lille Lina og lille Lina fik sig en god ammetår blev hun vejet. 3350 gr og 52 cm :) hele ½ kg større og 3 cm længere end Annika var. Hun er bare SÅ fin, meget velproportioneret og rigtig babylækker :) hun har fint mørkt hår, små tykke kinder, den blødeste lille krop og dufter af et lille stykke himmel.



Annika har taget meget godt imod Lina. Hun vil gerne kysse, kramme, ae, give sut og give hende tøj på - hun ser hende virkelig som en lille dukke - og kan slet ikke forstå, at hun ikke kan lege med hende. Det kommer til at kræve en indsats at lære hende - men det skal nok komme. Stolt er hun i hvert fald :) og vi er stolte af hende - vores lille store pige!!

/Ida mor til Lina 160509 og Annika 310807



Ingen kommentarer:

Send en kommentar