Idag har jeg været til jordemoder. Det krævede ellers lidt kørsel, for lige som jeg havde parkeret uden for konsultationen, ringede min telefon, at min konsultationsjordemoder var blevet ringet hjem med barn syg, om jeg kunne køre til Skejby, så ville jeg blive kigget på der.
Så det gjorde jeg. Det resulterede i ca. 45 minutters ventetid og en lettere hektisk konsultation, hos en jordemoder der skulle være på fødegangen 15 minutter efter min konsultations start.
Blodtrykket var lettere forhøjet, men der kom også en lille plukve midt i, at hun tog det, så ingen grund til bekymring. SF-målet blev ikke taget, da der intet målebånd var. Til gengæld lød fosterskønnet på 3200-3300 gr. - MEN hun sagde, at det var meget svært at vurdere pga. den måde Mini ligger på (hvordan det så er, ved jeg ikke). Hun står næsten fast med hovedet - fast nok til, at jeg ikke skal lægge mig ned, hvis vandet går. Under alle omstændigheder, så skulle Mini jo efter sigende allerede veje mere, end Annika gjorde, da hun blev født (2840 gr. i 40+4)...men nu får vi se - Annika blev også vurderet til 3500 gr, da jeg var 40+1...og det var da i hvert fald skudt over målet.
Plukveer vælter det med. I fredags havde jeg faktisk 2 timer med plukveer, der gjorde nas og kom med 3-8 minutters mellemrum. De gik langsomt i sig selv, og jeg troede nu ikke på noget tidspunkt, at det var fødslen, der var gået igang - tror nærmere det var endnu en efterreaktion på den seneste tids stress. Men blev da lidt bekymret, for jeg har ikke det hele på plads rent praktisk endnu ;)
Mareridt, dem står Annika for i øjeblikket. Hun er tre gange inden for 14 dage vågnet i skrig og skrål og kastede sig rundt i sengen, slået ud efter os og er gået endnu mere i paniklignende tilstand, når vi har forsøgt at nusse hende, tage hende op eller på anden måde røre ved hende. Den ene gang fik jeg hende til at falde til ro ved at gentage "mor og far er her"...så faldt hun i søvn igen - det virkede slet ikke som om, hun havde været vågen. Den anden gang endte det med, at jeg tog hende op på armen, som var hun et spædbarn, gik rundt med hende og vuggede hende, mens jeg gentog "mor passer på dig" og holdt øjenkontakt med hende. I nat var tredje gang, hvor det der fik hende til ro var, at jeg svøbte hende i hendes dyne, holdt øjenkontakt med hende og vuggede hende blidt i armene, mens jeg nynnede beroligende. Når vi spørger hende, om hun er bange, nikker hun og har et skræmt udtryk i øjnene...
Synes det er SÅ synd, at hun skal have de mareridt. Jeg ved jo, at det er naturligt og at ingen slipper - men ville så gerne, at min lille pige kunne slippe for at være bange...vi er her jo til at passe på hende!! Jeg ved jo godt, at hun skal lære følelser at kende - og lære at tackle dem...må bare være her til at hjælpe hende så godt, jeg kan...men ville ønske, hun havde ordene til at fortælle om det, hun er bange for...
/Ida 38+5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar