fredag den 14. august 2009

Hverdagsberetning:

Et sted mellem kl. 06.30 og 08.00 vågner en af mine piger - som regel vågner den anden kort tid herefter. Jeg står op og finder tøj frem til Annika, og bærer hende ned i stuen, mens Lina enten blunder videre eller ligger og kigger i dobbeltsengen. Jeg henter Lina ned og placerer hende i kravlegården (hvis hun altså er vågen), mens jeg skifter Annikas ble og giver hende tøj på. Annika kommer i højstolen og får serveret sin morgenmad (havregryn med mælk eller yoghurt) foran morgenbørneTV. Så er det tid til, at Lina får skiftet sin ble og kommer i tøjet - og får sin morgenammetår. Når det er overstået, er Annika som regel færdig med sin morgenmad, og skal lige have tørret mund og hænder, inden hun slippes løs. Så skal pigerne holdes glade og skadesfri (det sidste gælder dog kun Annika :D) indtil det er tid til at pakke dem sammen i bilen for at trille mod vuggeren. Hvis Pelle ikke har nået det, skal jeg lige have smurt en eftermiddagsmadpakke til Annika og have pakket hendes taske, så overtøj og fodtøj passer til dagens vejrudsigt.

Så er det på med Annikas sandaler og jakke. Derefter pakkes det hele i bilen og jeg har 10 minutters fred på forsædet, mens vi kører i vugger. Herefter skal alt pakkes ud igen, og jeg slæber Lina i autostol og Annikas pakkenelliker ind i vuggeren, mens Annika trallende laller efter mig og skal vende hvert et blad og kommentere hver en fugl, skovl eller flue, vi møder på vej henover børnehavens legeplads. Vel inde i vuggeren er det tid til at få en lille morgensludder med personalet, få givet evt. beskeder og så få sagt farvel til Annika (hvis hun da har tid). Så slæber jeg Lina ud i bilen igen (hun er ved at være tung!!) - på vej hjem handler jeg, hvis vi mangler noget.

Vel hjemme er Lina som regel vågen lidt og jeg nyder at slappe af med lidt babypludren og smil fra min yngste, der indtil det tidspunkt på dagen er sat lidt i baggrunden - og jeg kan endelig få mig noget morgenmad. Så skal hun puttes - så jeg triller en tur med vognen og krydser fingre for, at det er en af de dage, hvor hun godt gider at sove ;) en dag endte jeg med at sidde og trøsteamme hende ovre på bænk på legepladsen :D stædige lille appearat!! Med lidt held sover hun et par timer, og jeg kan få mig noget frokost, få slappet lidt af, kigge lidt på mine netmødregrupper og planlægge lidt bryllup. Når Lina vågner igen, er hun sulten og hun får en tår, en tør ble og lidt mor-tid - så kommer hun i kravlegård eller skråstol, mens jeg ordner lidt forskelligt praktisk; opvask, vasketøj, oprydning, etc...

Så er det som regel tid til at hente Annika. Kører altid afsted med et håb om, at hun er i godt humør, så går eftermiddagen altså noget nemmere!! Scenariet fra morgenen gentager; jeg slæber ind og ud af bilen, snakker med personalet om Annikas dag, Annika skal altid have en tår vand og lave et par andre svinkeærinder, inden hun frivilligt følger med ud i bilen. Jeg nyder igen køreturen, mens jeg snakker med Annika. Hun er begyndt at kunne give udtryk for, hvad hun har lavet; Michael, lege, gynger, siger hun f.eks. - og hun kommenterer alt vi kører forbi, som hun kan ordet på; bil, mejetærsker (meje), cykel, bus, dame, mand, pige etc - og jeg bekræfter hende i det, hun ser...det er nu ganske hyggeligt.

Hjemme igen - Annika og jeg får os en eftermiddagssnack (som regel frugt) - og så er der dømt fri leg :D Annika leger selv, mens Lina får endnu en ammetår - er hun træt, bliver hun puttet ellers kommer hun i kravlegården. Hun sover som regel, når vi kører bil, og nogle gange er den halve times tid lur nok til hende. Vil hun hverken være i kravlegård eller sove, kommer hun en tur i beco'en, som hun endelig er blevet stor nok til at sidde behageligt i.

Kl. ca. 16 kommer Pelle hjem - til STOR glæde for især Annika. Kl. ca. 16.30 påbegynder en af os madlavningen - ofte flankeret af Annika. Nogle dage kommer Pelle senere hjem og jeg må jonglere med to unger og madlavningen på en gang - kan godt give lidt sved på panden og hektisk stemning. Kl. 17.45 spises der aftensmad - som regel sidder jeg og ammer og ender med at spise kold mad...en mors lod. Herefter skal der ryddes op efter maden, og Annika leger igen (alene eller med sin far - mor dur ikke rigtigt på det tidspunkt...tror hun synes, hun får nok mor resten af dagen) - hver 2.,3. dag kommer hun i bad og oprydningen må vente, da Lina som regel kræver en arm på det tidspunkt. Kl. 19.15-19.30 kommer Annika i seng - efter vi har brugt en krig og en kildetur på at få hende i nattøjet, børstet tænder etc. Kl. 19.30-19.45 er der ro fra hende og Pelle og jeg kan endelig få vekslet et par ord med hinanden.

Omkring kl. 20.30 kommer Lina i bad og vi gør hende klar til natten - som regel er det mig, der står for det meste af det, mens Pelle enten rydder op eller får slappet lidt af.

Kl. 22.00 går Pelle i seng - er jeg heldig sover Lina og jeg kan også komme i seng - hvis ikke bliver jeg oppe, indtil hun sover (og misunder Pelle, at han kan gå i seng, når han er træt). Jeg kommer som regel senest i seng kl. 23.30, hvor jeg meget træt falder i søvn - når altså jeg har tømt mit hoved for bryllupsplanlægning. Lina er vågen 1-2 gange hver nat, hvor hun bliver ammet og som hovedregel falder hurtigt i søvn igen.

Næste dag starter det hele forfra. Hver mandag går jeg desuden til efterfødselstræning i det lokale fitness-center sammen med min mødregruppe, som jeg også mødes med en dag om ugen.

/Ida

Ingen kommentarer:

Send en kommentar