søndag den 18. september 2011

jeg drømte mig en drøm

i nat...


, at jeg gik op af en lang, lang trappe - først havde den gelænder på begge sider, så havde den kun i den ene side og til sidst var der slet ikke noget gelænder - den gik bare lige op i luften...ud i ingenting...pludselig var der et hul i trappen, så jeg skulle tage et skridt længere end jeg kan...

jeg forsøgte og faldt ud i ingenting...men landede uskadt...

Derefter skulle igennem den vildeste forhindringsbane også oppe i højderne... En nervepirrende forhindringsbane med den ene umulighed efter den anden. Jeg kæmpede med alt, hvad jeg havde - og kæmpede og kæmpede. På den vis klarede jeg lige med nød og næppe den ene forhindring efter den anden... og endte med at komme igennem dem alle - med hjertet oppe i halsen og adrenalinen pumpende i kroppen...for enden ventede en præmie.....

.......

.......et Peter Plys puslespil med kæmpe brikker!!!

Hjernen er en underlig indretning - drømmen beskriver vores liv de sidste par måneder... Præmien venter forhåbentlig snart lige om hjørnet - en masse brikker, der som et puslespil bliver samlet og forhåbentlig skaber et fuldendt billede af et familieliv, der fungerer (og ikke et Peter Plys-billede ;))

onsdag den 14. september 2011

hvor kamelerne vender


Skiltet spottet på vej ud til The Villa - så det ér altså ude, hvor kamelerne vender ;)

et påfund

Lina har en meget livlig fantasi. Hun er tydeligt en meget kreativ tænkende lille pige, hvilket moren jo trives vældig godt med :) Hendes verden er fyldt med gode idéer og hendes leg bærer præg af hendes lyst til at vende verden på hovedet - bare for at finde ud af, hvordan den så ser ud eller fungerer. Fordi hun er så god sprogligt, får vi også en indsigt i, hvordan hun associerer. Ofte kan jeg følge og forstå hende - sjældnere kan Pelle følge hendes tankegang. Som mor så datter? I Linas tilfælde - helt sikkert!

Et af hendes mindre flygtige påfund holder jeg meget af - i samme grad som jeg undres over oprindelsen af det. Hun bryder sig ikke om ikke at have et svar parat, når hun bliver spurgt om noget. Men som bekendt, kan man ikke altid have et svar på alting.....medmindre! Lina har opfundet et ord, som hun svarer, hvis der er noget, hun ikke ved eller noget hun er i tvivl om:

Jujli-ljampe!

Er det ikke et fantastisk ord? Jeg elsker det - fordi det bare er så meget Lina! Og fordi det bare er så genialt tænkt at finde på et allround ord, der kan klare alt :)

tålmodighed

Det er altså bare ikke min stærke side - ikke altid i hvert fald! Det her bolig-cirkus sætter virkelig min tålmodighed på prøve. Som bekendt var vi igår ude at se på endnu et hus i The Villa - og i virkeligheden føles det fjollet, for det har været ens huse, vi har set på. Det vi så igår viste sig at være naboen til et af de andre, vi har set! Hvilket i og for sig var ganske fint. Vi blev klogere på den præcise beliggenhed, som vi bestemt synes om. Det ligger forholdsvist tæt på den del af The Villa, som er helt færdigetableret med landscaping und alles. Samtidig lærte vi så, at den rent faktisk også ligger i gåafstand fra en vildt lækker legeplads!

Lidt billeder - ej okay - en KÆMPE stak billeder:




















Vi bød med det samme den samme pris, som vi havde budt den anden mægler. Denne mægler virkede på ingen måder afvisende. Idag kom meldingen, at den halvvejs var accepteret - hvilket vil sige, at der ejerne er far og søn...og sønnen har accepteret. Vi mangler så stadig farens accept, som lader vente på sig. Det er lidt skidt, at mægleren har så svært ved at komme i kontakt med ejerne. Samtidig er ejerne bosat i England, hvilket også kan være lidt problematisk - man vil helst have en landlord, der er bosat i landet.

Her til eftermiddag kontaktede mægleren os så igen - at han har en anden villa, hvor landlord er villig til at acceptere vores bud. Men villaen ligger i et område i The Villa, som vi endnu ikke har set. Det betyder altså, at vi skal derud igen imorgen - for igen at kigge på et hus magen til de tre andre, vi har set. Suk! Men vi føler lidt, vi er nødt til det....selvom jeg ikke er helt glad for det - var virkelig tilfreds med beliggenheden på det andet!!

Nå, men fortællingen fortsætter imorgen...