Kontrasternes weekend...

Vi har været i Dronninglund hos pigernes farmor hele weekenden, da vi skulle til konfirmation hos Pelles fætter i går. Samtidig var det en kærkommen lejlighed til at aflægge Pelles farfar et besøg på Dronninglund sygehus - han har været syg af kræft i al den tid, jeg har været i familien (7 år), men hans tilstand har forværret sig drastisk siden påske, hvor han er røget ind og ud af sygehuset (dels i Dronninglund og dels i Aalborg), så der var ingen tvivl om, at det var ved at være tid for os at få besøgt ham...måske for sidste gang...

Da Pelle talte med sin far om fredagen, var meldingen, at Pelles farfar egentlig var frisk nok til at sidde i en stol og snakke, så vi mente godt vi kunne tage pigerne med. Men vi fik da lidt et chok, da vi kom ind på hans stue lørdag over middag - han var bare meget meget syg! Han var tydeligvis dopet op på en masse medicin og svømmede ind og ud af søvnen - heldigvis var han faktisk meget sig selv, når han var vågen (vi var der vel i ca. 10 minutter vil jeg skyde på), og mente bestemt, at han skulle på Hjallerup marked - og beklagede sig i drillende toner over, at vi ikke havde taget en pilsner med til ham. Det første han sagde, da han så pigerne var; Åh, det var sødt af jer at komme - så han var glad for, at vi kom!!

Jeg må indrømme, at havde jeg vidst, hvor dårlig han var, så havde vi ikke taget Annika med...hun var tydeligt utryg i situationen, men tror trods alt det lykkedes os at forklare, hvorfor oldefarfar lå på sygehuset og havde maske på...at oldefarfar var gammel og havde svært ved at få luften helt ned i maven, og at masken hjalp ham lgiesom hendes maske hjælper, når hun hoster (hun får astmatisk bronkitis-hoste ind imellem og får airomir for det, så hun kender godt en maske)...

Vi fik så at vide derovre, at kræften nu havde bredt sig til lungerne, samt at han havde vand i lungerne plus lungebetændelse...så vi vidste godt, hvad klokken havde slået...at det nok var et spørgsmål om dage...

Men at Pelle fik opringningen allerede kl. 10 næste formiddag havde vi nok ikke regnet med!...han var sovet ind på sygehuset, hvor han følte sig allermest tryg, med sin kone og sin storesøster ved sin side - og han døde på en meget smuk dag! Hvor vi i øvrigt skulle til konfirmation kun tre timer efter beskeden...

Pelle tog over for at give og få kram, samt for at sige det sidste farvel...han klarer det godt synes jeg! Det er den første bedsteforælder han mister (hvilket egentlig er usædvanligt...han er lige blevet 30!) udover at han selvfølgelig også oplevede sorgen, da min elskede Bedstefar gik væk i efteråret. Mens han gik derover gjorde vi andre os klar til fest...det var altså virkelig kontrastfyldt!!

Personligt føler jeg tristhed men ikke egentlig sorg - manden har været syg så længe og allerede første gang jeg mødte ham, tænkte jeg, at han ikke havde langt igen...så jeg er egentlig mest imponeret over hvor længe, det er lykkedes at holde ham i live - og med en ganske okay livskvalitet alt taget i betragtning!

Konfirmationen var en dejlig fest - lækker mad, fantastisk vejr, få men gode sange og ungerne RÅhyggede sig! Annika spiste stortset ikke en bid - hun havde alt alt for travlt med at lege med de store børn, der bare tog sig SÅ godt af hende...hun fik spillet fodbold med drengene (med jordfingre og græsknæ til følge) og leget med barbie med pigerne, fik slik af Pelles tante og is til aftensmad så hun var virkelig i slaraffenland Lina blev beundret og hun storcharmede alle der gad kigge på hende (også hele selskabet på én gang - det skulle da ikke komme an på det da )...og gik fra arm til arm, hvor hun fik kysset, krammet, pillet i armbånde, halskæder og ure OG fik tiltusket sig en enkel M&M her og der...så hun var bestemt også i sit es...vi nød dagen alle fire (trods den triste nyhed - det var rart at få det lidt på afstand)

De var begge møghamrende trætte, da vi kørte mod Århus kl. 19.30...Annika sov hurtigt, men Lina sad og legede i 20 min - så sked hun i bleen...os ind på en rasteplads, hvor Annika selvfølgelig vågnede - bleen blev skiftet og vi trillede videre...og så sked Lina i bleen IGEN!! Næste rasteplads blev besøgt og bleen skiftet...og tænk sig - ingen af ungerne faldt i søvn på vej hjem!! Kl. var 21.20 før vi var hjemme, da de to pitstop havde stjålet noget tid...og mens Pelle pakkede ud og jeg smurte ostemadder og kogte grød, legede pigerne så det var en fryd (at de ikke væltede om af træthed er mig en gåde!!)...

Kl. 22.00 sov ungerne og der gik ikke længe før vi fulgte trop...for sikke da en dag!!