eventyret om ringen

Måske kan I huske det? Da Pelle og jeg blev kirkeligt velsignede d. 3. oktober 2009 fik jeg en ganske særlig gave af mine forældre. Min tipoldefars vielsesring, som min oldemor har fået sat en safir i. En ring som jeg elsker og holder uendeligt meget af, og som har siddet troligt på min finger lige siden. En ring, som betyder ufatteligt meget for mig - fordi den er smuk og fordi den har en historie med sig.

I sidste uge opdagede jeg midt i en middagslurs-putning af Lina hjemme hos min svigermor, at safiren er faldet ud af ringen! Jeg blev bare SÅ bange - og var overbevist om, at vi aldrig ville finde den sten igen. Alle ledte højt og lavt, mens jeg ind imellem sad på en stol og bare stirrede ud i luften...overbevist om, at vi aldrig ville finde den sten. Man er rigtig mange steder på en dag, fandt jeg ud af. Pelle var målrettet overbevist om, at vi ville finde stenen. Lina ville ikke sove, og Pelle var ude ved hende...og kom triumferende tilbage med stenen i hånden! Og så tudede jeg af lettelse... Det umulige var alligevel muligt. 

Nu er ringen sendt til guldsmed til reparation, så den kan finde hjem til min finger igen - den er savnet! Jeg finder det meget angstfremkaldende, at den befinder sig, hvor jeg ikke selv kan holde øje med den - gisp!