Vi voksne kan også være bange...

og synge mange lange bange sange
der er så meget man skal passe på
jeg har jo dig, jeg skal passe på

Sådan lyder omkvædet til en af de sange, vi lærte, da jeg gik i skole. Jeg kan huske, at jeg som barn fandt det skræmmende, at de voksne også kunne være bange - jeg tænkte på, hvad de mon kunne være bange for, men jeg husker, at det stod der vist også noget om i sangen, men husker ikke præcis hvad. Men det er jo så rigtigt!! Vi voksne kan også være bange, og jeg synes faktisk, at jeg har lettere ved at blive bange...eller vel nærmere bekymret...efter jeg er blevet mor. Ansvaret for de to små dyrebare mennesker, der er mine børn, kan gøre mig bange og virke skræmmende overvældende. Min fantasi kan nemt løbe af med mig og fylde mit hoved med "hvad-nu-hvis"er - jeg ved, jeg vil have godt af at lære at være bedre til at slappe af i mine tanker, men jeg finder det ind imellem svært. Jeg føler også en form for angst for, at der skal ske enten Pelle eller jeg noget...eller endnu værre, at der skulle ske os begge noget!! Bare tanken kan give mig kyldegys, ondt i maven og tårer i øjenkrogen....og der er det jeg igen skal passe på min lidt for veludviklede fantasi og forestillingsevne. Det er noget, jeg kæmper med ofte - jeg bliver bedre til at skyde tankerne væk, men de dukker stadig op...men omvendt er det vel også meget naturligt - omend jeg føler mig temmelig overbevist om, at det er en kvindeting.

Igår fik jeg min angst sat på prøve.

Klokken var 17.30 og Pelle var lige kørt et smut i Kiwi efter mælk, og jeg lader ungerne være alene i de 3-5 sekunder, det tager at gå ovenpå for at hente noget, da jeg kommer ned har Lina fået puttet noget i munden, som hun er ved at få i den gale hals. Jeg hiver hende op, lægger hendes overkrop over min venstre arm, mens jeg banker hende 5 gange i ryggen - som jeg har lært - hun får det derfra igen, jeg kan ikke umiddelbart se noget i hendes mund, så jeg giver hende lidt vand, da jeg tænker, at det nok bare er lidt mundvand, der er rendt den gale vej. Men hun giver sig til at kløjs i det igen, jeg gentager proceduren, og hun får det derfra - igen - nu kan jeg tydeligt se på hende, at hun gumler på noget, og jeg når lige at få en finger på noget, der ligner noget meget meget tyndt blødt plastik, et lille blad eller et stykke fra en billedbog....altså noget fladt og blødt, der måler ca. 1 x 1 cm - måske lidt mere aflangt end kvadratisk...og så er det bare væk, selvom jeg leder febrilsk efter det, så kan jeg bare ikke finde det!!! Hun har slugt det og virker nu helt okay - omend en smule rystet....jeg sidder bare på gulvet med adrenalinen helt oppe at ringe og ryster over hele kroppen. Dér blev jeg BANGE! Telefonen ringede midt i kampens hede, og Annika kommer forvirret løbende med den til mig, og hun ved ikke helt, hvad hun skal gøre af sig selv.

Det var Pelle, der havde ringet. Jeg ringer ham op for at fortælle om episoden, og han kommer selvfølgelig hurtigt hjem. Inden han er hjemme, når jeg at få trøstet Lina og får sat os alle tre i sofaen, hvor jeg forklarer Annika, at mor blev bange og hvorfor - at alt er godt nu, og roste hende højt for at have hentet telefonen. Får snakket med hende, om hun blev bange, hvilket hun siger nej til. Både Lina og Annika er altså helt okay, jeg er stadig meget rystet og føler mig pludselig helt afkræftet og udmattet.
Vi får spist aftensmad, badet ungerne og de bliver puttet uden problemer - Lina er 100% sig selv. Men da hun er faldet i søvn, begynder episoden at bundfalde sig...og min fantasi løber af med mig - igen. Så efter megen snakken frem og tilbage beslutter jeg mig for at ringe til vagtlægen for at høre, hvordan jeg skal forholde mig. Det bliver en længere snak med både vagtlæge og en øre- næse- hals-læge!! Summa summarum blev, at de vil se hende her til morgen. Bekymringen gik på, om hun havde fået "tingen" ned i lungerne, så de ville lytte på hendes lunger, desuden skulle hun møde fastende, da hun skulle bedøves og have et indgreb, for at konstatere om der var noget i lungerne eller ej - hvis altså lungernes lyd virkede "mistænksom"....
De mente rent umiddelbart, at det lød helt harmløst, men ville hellere være på den sikre side! (stor ros til vagtlægerne i region midtjylland - det var bare en 1. klasses behandling jeg fik!!)
 
Natten forløb smertefrit. Lina fik en flaske kl. 07.00, som aftalt med øre- næse- hals-lægen, og vi drog afsted til sygehuset efter at have afleveret Annika. Hvor vi ventede intet mindre end 2 timer på at komme til!! Altså det er bare for DÅRLIGT, når man nu møder op med en 10 mdr lille pige, der faster!!! Så hun hverken spiste eller sov fra kl. 07.00 til kl. 12.00 - da vi så ENDELIG kom til, lød hendes lunger så fine så fine, så de mente ikke hun skulle igennem en kikkertundersøgelse, så vi blev sendt hjem med beskeden om at holde ekstra øje med hoste eller temperaturforhøjelse den næste uges tid, men de mente, at sandsynligheden var forsvindende lille...
 
Den slags oplevelser håber jeg ikke, vi skal have for mange af...undgåes kan de nok ikke helt, men føj, hvor angsten og fantasien hurtigt kan løbe af sporet - i hvert fald for mig!!
 
Vi voksne kan også være bange
og synge mange lange bange sange

der er så meget man skal passe på
jeg har jo dig, jeg skal passe på

/Ida