Annika og Oldefar...

For tre uger siden skulle pigerne og jeg ud at besøge min Bedste på Annikas fridag. Jeg fortalte til Annika om torsdagen, at vi skulle besøge Olde dagen efter
- "...og Oldefar" svarede Annika
- "Oldefar kommer ikke mere" var mit svar - og jeg har nok set lidt alvorlig ud
- "Oldefar ikke være ked af det"
- "Nej Oldefar er ikke ked af det - men han kommer ikke mere, nu kan man kun se billeder af Oldefar"
- "...og Annika"
- "Ja, man kan se billeder af Oldefar og Annika"

Vi kører i toys'r'us, hvor Annika får en legetøjsmobil. På vej derfra ringer Annika til en masse forskellige.
- "Jeg ringer" siger Annika
- "Hvem ringer du til?"
- "Oldefar"
Hvis bare man kunne, tænker jeg. Annika fortsætter
- "Hej Oldefar...Oldefar ikke gå...Oldefar søøøød... ... ...Hej Hej"

Og så ringer hun til Far, Bedste, Farmor, Bedstefar og resten af familien ;)

Jeg sidder på forsædet med tårer i øjnene. De to reaktioner og samtaler om Oldefar kommer bare SÅ meget bag på mig...jeg havde virkelig ikke forventet, at hun ville mangle ham. Jeg troede bare, at hun ville acceptere tingenes tilstand; at nu var Olde uden Oldefar - men nej, sådan er det åbenbart ikke...der sker meget meget mere inde i det lille hovede, end jeg havde forventet - 4-5 mdr efter hans død, spørger hun efter ham og sætter 100% ord på de fornemmelser, hun havde/har om ham. Jeg VED, at han var ked af det, når hun var der, fordi han vidste, at han ville komme til at gå glip af resten af hendes liv...tænk sig, at hun har fornemmet hans ked-af-det-hed, og sætter ord på den nu!! Og at hun "ringer" til ham for at sige til ham, at han ikke skal gå, og at han er sød...det er bare SÅ rørende, og jeg kan mærke det helt ned i min mave. Samtidig gør hendes ord mig ubeskriveligt glad, for det betyder bare, at han har fyldt i hendes liv, at han stadig lever i hendes erindring, og jeg vil gøre ALT hvad jeg kan for at blive ved med at fortælle hende om hendes skønne skønne Oldefar!!

Om fredagen spurgte hun igen efter Oldefar - både til mig og til sin Olde...