tirsdag den 20. april 2010
SÅ rejste hun sig sg* op...
...her i morges. Jeg sad og nød min morgensmoothie, og så rejser tøsen sig op ved sofaen, som om det var det mest naturlige i verden...og hun blev selvfølgelig overøst med ros!! :)...hvilket fik hende til at se så pavestolt ud, som moren følte sig ;)
Mænd skal roses...
...og det har Annika allerede fundet ud af :)
På vej hjem i bilen idag:
Annika er utilfreds på bagsædet, og jeg fortæller hende, at jeg skal hjem og bage boller og spørger om hun vil hjælpe. Det vil hun selvfølgelig gerne. Hun sætter sig til at kigge ud af vinduet og siger så
- Far bage boller
- Ej, svarer Pelle, far kan ikke finde ud af at bage boller
- Jo far kan dygtigt, far er en stor dreng, svarer pigebarnet
...og så blev der grint på forsædet ;)...og ja, det var mig der bagte bollerne trods Annikas forsøg på at gyde selvtillid i sin far :)
På vej hjem i bilen idag:
Annika er utilfreds på bagsædet, og jeg fortæller hende, at jeg skal hjem og bage boller og spørger om hun vil hjælpe. Det vil hun selvfølgelig gerne. Hun sætter sig til at kigge ud af vinduet og siger så
- Far bage boller
- Ej, svarer Pelle, far kan ikke finde ud af at bage boller
- Jo far kan dygtigt, far er en stor dreng, svarer pigebarnet
...og så blev der grint på forsædet ;)...og ja, det var mig der bagte bollerne trods Annikas forsøg på at gyde selvtillid i sin far :)
mandag den 19. april 2010
Nu må jeg tage mig sammen...
...og få skrevet lidt om, hvordan det går her i det lille rækkehus. Jeg synes sg* det kniber pænt meget med overskuddet...det er egentlig ikke fordi, jeg sådan decideret kan sætte en finger på, hvorfor overskuddet er væk og humøret også svinger pænt meget (udover at jeg er temmelig pms ;)), men tror det er en blanding af en masse småting.
I bund og grund keder jeg mig bravt!
Vi har nu haft sygdom i hjemmet 75% af tiden i mere end 1½ måned - lige nu er det Pelle, der kæmper med at komme af med den virus, pigerne og jeg havde i sidste uge. Og SÅ må det virkelig gerne stoppe, for jeg orker bare ikke mere sygdom - det dræner mig bare for energi - jeg er SÅ dårlig til, når nogle herhjemme er syge...jeg er ved at gå til at bekymringer for det ene og det andet og det tredje...det er SÅ åndssvagt altså! Samtidig så binder sygdom mig bare på hænder og fødder - det er primært Lina der har været syg, og så er jeg jo bare bundet til hjemmet.
Jeg har måttet aflyse rigtig mange aftaler - ting som jeg har glædet mig til, og haft brug for er bare røget fløjten, og jeg tuller bare rundt herhjemme og er ved at blive SKØR af at kigge på de samme fire vægge heeeele tiden! Jeg skulle have været til tøsefødselsdag hos en fra min mødregruppe (ja UDEN børn), og havde virkelig glædet mig helt vildt meget - alt var bare klart - Pelle klar til at tage ungerne, jeg havde købt nyt tøj og så blev Lina bare SYG, og jeg måtte melde afbud. Min kære Bedstemors fødselsdag måtte vi også melde fra til, da 50% af os var syge, en veninde ringede og inviterede spontant til hygge - igen afbud pga. sygdom - jeg skulle have lavet kager sammen med et par studiekammerater - sygdom satte også en stopper for det - og sådan kunne jeg fortsætte! Og jeg er bare et meget socialt menneske...jeg ELSKER at være sammen med andre og har et udpræget behov for at snakke :D og grine med andre end min mand og mine børn (ikke fordi jeg ikke elsker deres selskab - men nå ja, det er ikke helt dem jeg savner lige pt ;))...
Alle fra både mødregruppe 1 og 2 (ja har to, da alle dem i den første startede på arbejde i januar, og jeg jo havde meget barsel tilbage) er startet på arbejde, hvilket naturligt har sat en stopper for de ugentlig mødregruppemøder - og jeg kender bare ikke ret mange, der ikke arbejder eller studerer (og som bor i nærheden), så ja jeg KEDER mig...og ret beset, så keder Lina sig også..
Så der er egentlig ikke så supermeget at fortælle om mig - andet end jeg bare er superfrustreret i de her dage, og egentlig ikke ved, hvad jeg skal gøre ved det...men tiden gør nok sit...
Ungerne trives og udvikler sig jo hele tiden - de leger rigtig godt med hinanden efterhånden, og det er en fryd at se! De elsker virkelig hinanden på et helt særligt plan, og har en indbyrdes kommunikation, som jeg synes er meget fascinerende at opleve.
Lina er jo mellem tigerspring i øjeblikket, og jeg skal love for, at det giver noget på udviklingsfronten - hun stormer bare fremad. Det helt store i øjeblikket er at øve sig i at rejse sig op ved ting - hun kan endnu ikke rejse sig ved noget, der er særlig højt, men legetøjskassen, sækkestolen og mors bukseben bliver flittigt brugt...og hun kan stå der længe (og nøøøj hvor hun kan se stolt ud ;)). Desuden er det lykkedes hende nogle gange at sætte duplo-klodser fast på pladen, hun øver meget "putte-i"-leg - hun kan f.eks. putte enden af en pind ned i de huller, der er på "undersiden" af en duplo-klods og lignende :) hun forsøger at sætte strømperne på ved at gnide dem mod foden - og stikker foden frem, når vi skal give hende strømper på, hun kravler op og tager sin hagesmæk og forsøger at tage den på, mens hun siger "mam mam mam", når hun er sulten. Hun kan (når hun lige er heldig) fange et stykke mad med gaflen og putte det i munden. Der er desuden rytme i barnet, hun rokker frem og tilbage med overkroppen og "vrider" i hoften, når hun hører et særlig godt (pop)nummer og synger ligeså fint med "daaa da daaa da". Hun indleder selv (sang)lege (rokker fra side til side, for at indikere "ro ro ro din båd" og forsøger at lave "lille peter edderkop"), eller kravler f.eks. hen til Pelle og derefter hen til klodserne og kigger efter ham for at indikere, at nu vil hun gerne lege med klodser sammen med far... Desuden har hun fundet ud af, at hun har en vilje - og den er stærk - især har hun opdaget, at hun selv kan bestemme, hvad for noget mad, hun vil have; det hun gerne vil have spiser hun, resten dumper hun på gulvet...Og ja, jeg kunne blive ved, der sker virkelig ufatteligt meget med hende!
Annika kæmper noget med, at det ikke er hende, der bestemmer. Uhhh det er ikke let at være 2½ og ikke kunne få lov til at bestemme, hvordan man skal opføre sig og hvordan man ikke skal opføre sig...heldigvis har vi vist efterhånden fået taget den mængde kampe, som det har krævet i denne omgang - det går i hvert fald bedre lige nu end for 2-3 uger siden, hvor vi virkelig tog os nogle slemme ture! Hendes sprog udvikler sig dag for dag og hendes omsorg for Lina er rørende. F.eks. udspillede denne scene sig idag;
Lina var sur, da et stykke legetøj ikke ville, som hun ville. Annika løb over til hende; "Annika vil gerne hjælpe, men Annika er sulten og skal spise brød. Kommer lige om lidt, ik også Lina", så aede hun hende på hovedet og satte sig op for at spise brød
Hun siger også tit "mig gerne lege med Lina" og er meget ivrig efter, at Lina skal deltage i hendes lege "Liiiiiiiina, kom så" :)
Jo og så eksperimenterer hun med modsætninger og har gjort det i noget tid; rask/syg, våd/tår, mørkt/lyst, beskidt/rent, træt/frisk, gammel/ny osv... Hun kan næsten tælle til ti (mangler dog at få syv og ni med), alle farverne er på plads (fra lilla og lyserød til sort) og yndlingsfarven er ultimativt grøn. Mønstrene kan hun også; prikket, stribet og blomstret. Det næste vi skal træne er vist former og faconer.
Desuden har hun nu lært, at hun skal svare "Annika" og ikke "pige", når nogen spørger hvad hun hedder ;)
Og NU må jeg vist hellere stoppe, for jeg fik da hurtigt skrevet en hel roman her...desuden er jeg trææææt og må hellere finde til køjs ;)
I bund og grund keder jeg mig bravt!
Vi har nu haft sygdom i hjemmet 75% af tiden i mere end 1½ måned - lige nu er det Pelle, der kæmper med at komme af med den virus, pigerne og jeg havde i sidste uge. Og SÅ må det virkelig gerne stoppe, for jeg orker bare ikke mere sygdom - det dræner mig bare for energi - jeg er SÅ dårlig til, når nogle herhjemme er syge...jeg er ved at gå til at bekymringer for det ene og det andet og det tredje...det er SÅ åndssvagt altså! Samtidig så binder sygdom mig bare på hænder og fødder - det er primært Lina der har været syg, og så er jeg jo bare bundet til hjemmet.
Jeg har måttet aflyse rigtig mange aftaler - ting som jeg har glædet mig til, og haft brug for er bare røget fløjten, og jeg tuller bare rundt herhjemme og er ved at blive SKØR af at kigge på de samme fire vægge heeeele tiden! Jeg skulle have været til tøsefødselsdag hos en fra min mødregruppe (ja UDEN børn), og havde virkelig glædet mig helt vildt meget - alt var bare klart - Pelle klar til at tage ungerne, jeg havde købt nyt tøj og så blev Lina bare SYG, og jeg måtte melde afbud. Min kære Bedstemors fødselsdag måtte vi også melde fra til, da 50% af os var syge, en veninde ringede og inviterede spontant til hygge - igen afbud pga. sygdom - jeg skulle have lavet kager sammen med et par studiekammerater - sygdom satte også en stopper for det - og sådan kunne jeg fortsætte! Og jeg er bare et meget socialt menneske...jeg ELSKER at være sammen med andre og har et udpræget behov for at snakke :D og grine med andre end min mand og mine børn (ikke fordi jeg ikke elsker deres selskab - men nå ja, det er ikke helt dem jeg savner lige pt ;))...
Alle fra både mødregruppe 1 og 2 (ja har to, da alle dem i den første startede på arbejde i januar, og jeg jo havde meget barsel tilbage) er startet på arbejde, hvilket naturligt har sat en stopper for de ugentlig mødregruppemøder - og jeg kender bare ikke ret mange, der ikke arbejder eller studerer (og som bor i nærheden), så ja jeg KEDER mig...og ret beset, så keder Lina sig også..
Så der er egentlig ikke så supermeget at fortælle om mig - andet end jeg bare er superfrustreret i de her dage, og egentlig ikke ved, hvad jeg skal gøre ved det...men tiden gør nok sit...
Ungerne trives og udvikler sig jo hele tiden - de leger rigtig godt med hinanden efterhånden, og det er en fryd at se! De elsker virkelig hinanden på et helt særligt plan, og har en indbyrdes kommunikation, som jeg synes er meget fascinerende at opleve.
Lina er jo mellem tigerspring i øjeblikket, og jeg skal love for, at det giver noget på udviklingsfronten - hun stormer bare fremad. Det helt store i øjeblikket er at øve sig i at rejse sig op ved ting - hun kan endnu ikke rejse sig ved noget, der er særlig højt, men legetøjskassen, sækkestolen og mors bukseben bliver flittigt brugt...og hun kan stå der længe (og nøøøj hvor hun kan se stolt ud ;)). Desuden er det lykkedes hende nogle gange at sætte duplo-klodser fast på pladen, hun øver meget "putte-i"-leg - hun kan f.eks. putte enden af en pind ned i de huller, der er på "undersiden" af en duplo-klods og lignende :) hun forsøger at sætte strømperne på ved at gnide dem mod foden - og stikker foden frem, når vi skal give hende strømper på, hun kravler op og tager sin hagesmæk og forsøger at tage den på, mens hun siger "mam mam mam", når hun er sulten. Hun kan (når hun lige er heldig) fange et stykke mad med gaflen og putte det i munden. Der er desuden rytme i barnet, hun rokker frem og tilbage med overkroppen og "vrider" i hoften, når hun hører et særlig godt (pop)nummer og synger ligeså fint med "daaa da daaa da". Hun indleder selv (sang)lege (rokker fra side til side, for at indikere "ro ro ro din båd" og forsøger at lave "lille peter edderkop"), eller kravler f.eks. hen til Pelle og derefter hen til klodserne og kigger efter ham for at indikere, at nu vil hun gerne lege med klodser sammen med far... Desuden har hun fundet ud af, at hun har en vilje - og den er stærk - især har hun opdaget, at hun selv kan bestemme, hvad for noget mad, hun vil have; det hun gerne vil have spiser hun, resten dumper hun på gulvet...Og ja, jeg kunne blive ved, der sker virkelig ufatteligt meget med hende!
Annika kæmper noget med, at det ikke er hende, der bestemmer. Uhhh det er ikke let at være 2½ og ikke kunne få lov til at bestemme, hvordan man skal opføre sig og hvordan man ikke skal opføre sig...heldigvis har vi vist efterhånden fået taget den mængde kampe, som det har krævet i denne omgang - det går i hvert fald bedre lige nu end for 2-3 uger siden, hvor vi virkelig tog os nogle slemme ture! Hendes sprog udvikler sig dag for dag og hendes omsorg for Lina er rørende. F.eks. udspillede denne scene sig idag;
Lina var sur, da et stykke legetøj ikke ville, som hun ville. Annika løb over til hende; "Annika vil gerne hjælpe, men Annika er sulten og skal spise brød. Kommer lige om lidt, ik også Lina", så aede hun hende på hovedet og satte sig op for at spise brød
Hun siger også tit "mig gerne lege med Lina" og er meget ivrig efter, at Lina skal deltage i hendes lege "Liiiiiiiina, kom så" :)
Jo og så eksperimenterer hun med modsætninger og har gjort det i noget tid; rask/syg, våd/tår, mørkt/lyst, beskidt/rent, træt/frisk, gammel/ny osv... Hun kan næsten tælle til ti (mangler dog at få syv og ni med), alle farverne er på plads (fra lilla og lyserød til sort) og yndlingsfarven er ultimativt grøn. Mønstrene kan hun også; prikket, stribet og blomstret. Det næste vi skal træne er vist former og faconer.
Desuden har hun nu lært, at hun skal svare "Annika" og ikke "pige", når nogen spørger hvad hun hedder ;)
Og NU må jeg vist hellere stoppe, for jeg fik da hurtigt skrevet en hel roman her...desuden er jeg trææææt og må hellere finde til køjs ;)
mandag den 15. marts 2010
Vi voksne kan også være bange...
og synge mange lange bange sange
der er så meget man skal passe på
jeg har jo dig, jeg skal passe på
Sådan lyder omkvædet til en af de sange, vi lærte, da jeg gik i skole. Jeg kan huske, at jeg som barn fandt det skræmmende, at de voksne også kunne være bange - jeg tænkte på, hvad de mon kunne være bange for, men jeg husker, at det stod der vist også noget om i sangen, men husker ikke præcis hvad. Men det er jo så rigtigt!! Vi voksne kan også være bange, og jeg synes faktisk, at jeg har lettere ved at blive bange...eller vel nærmere bekymret...efter jeg er blevet mor. Ansvaret for de to små dyrebare mennesker, der er mine børn, kan gøre mig bange og virke skræmmende overvældende. Min fantasi kan nemt løbe af med mig og fylde mit hoved med "hvad-nu-hvis"er - jeg ved, jeg vil have godt af at lære at være bedre til at slappe af i mine tanker, men jeg finder det ind imellem svært. Jeg føler også en form for angst for, at der skal ske enten Pelle eller jeg noget...eller endnu værre, at der skulle ske os begge noget!! Bare tanken kan give mig kyldegys, ondt i maven og tårer i øjenkrogen....og der er det jeg igen skal passe på min lidt for veludviklede fantasi og forestillingsevne. Det er noget, jeg kæmper med ofte - jeg bliver bedre til at skyde tankerne væk, men de dukker stadig op...men omvendt er det vel også meget naturligt - omend jeg føler mig temmelig overbevist om, at det er en kvindeting.
Igår fik jeg min angst sat på prøve.
Klokken var 17.30 og Pelle var lige kørt et smut i Kiwi efter mælk, og jeg lader ungerne være alene i de 3-5 sekunder, det tager at gå ovenpå for at hente noget, da jeg kommer ned har Lina fået puttet noget i munden, som hun er ved at få i den gale hals. Jeg hiver hende op, lægger hendes overkrop over min venstre arm, mens jeg banker hende 5 gange i ryggen - som jeg har lært - hun får det derfra igen, jeg kan ikke umiddelbart se noget i hendes mund, så jeg giver hende lidt vand, da jeg tænker, at det nok bare er lidt mundvand, der er rendt den gale vej. Men hun giver sig til at kløjs i det igen, jeg gentager proceduren, og hun får det derfra - igen - nu kan jeg tydeligt se på hende, at hun gumler på noget, og jeg når lige at få en finger på noget, der ligner noget meget meget tyndt blødt plastik, et lille blad eller et stykke fra en billedbog....altså noget fladt og blødt, der måler ca. 1 x 1 cm - måske lidt mere aflangt end kvadratisk...og så er det bare væk, selvom jeg leder febrilsk efter det, så kan jeg bare ikke finde det!!! Hun har slugt det og virker nu helt okay - omend en smule rystet....jeg sidder bare på gulvet med adrenalinen helt oppe at ringe og ryster over hele kroppen. Dér blev jeg BANGE! Telefonen ringede midt i kampens hede, og Annika kommer forvirret løbende med den til mig, og hun ved ikke helt, hvad hun skal gøre af sig selv.
Det var Pelle, der havde ringet. Jeg ringer ham op for at fortælle om episoden, og han kommer selvfølgelig hurtigt hjem. Inden han er hjemme, når jeg at få trøstet Lina og får sat os alle tre i sofaen, hvor jeg forklarer Annika, at mor blev bange og hvorfor - at alt er godt nu, og roste hende højt for at have hentet telefonen. Får snakket med hende, om hun blev bange, hvilket hun siger nej til. Både Lina og Annika er altså helt okay, jeg er stadig meget rystet og føler mig pludselig helt afkræftet og udmattet.
Vi får spist aftensmad, badet ungerne og de bliver puttet uden problemer - Lina er 100% sig selv. Men da hun er faldet i søvn, begynder episoden at bundfalde sig...og min fantasi løber af med mig - igen. Så efter megen snakken frem og tilbage beslutter jeg mig for at ringe til vagtlægen for at høre, hvordan jeg skal forholde mig. Det bliver en længere snak med både vagtlæge og en øre- næse- hals-læge!! Summa summarum blev, at de vil se hende her til morgen. Bekymringen gik på, om hun havde fået "tingen" ned i lungerne, så de ville lytte på hendes lunger, desuden skulle hun møde fastende, da hun skulle bedøves og have et indgreb, for at konstatere om der var noget i lungerne eller ej - hvis altså lungernes lyd virkede "mistænksom"....
De mente rent umiddelbart, at det lød helt harmløst, men ville hellere være på den sikre side! (stor ros til vagtlægerne i region midtjylland - det var bare en 1. klasses behandling jeg fik!!)
Natten forløb smertefrit. Lina fik en flaske kl. 07.00, som aftalt med øre- næse- hals-lægen, og vi drog afsted til sygehuset efter at have afleveret Annika. Hvor vi ventede intet mindre end 2 timer på at komme til!! Altså det er bare for DÅRLIGT, når man nu møder op med en 10 mdr lille pige, der faster!!! Så hun hverken spiste eller sov fra kl. 07.00 til kl. 12.00 - da vi så ENDELIG kom til, lød hendes lunger så fine så fine, så de mente ikke hun skulle igennem en kikkertundersøgelse, så vi blev sendt hjem med beskeden om at holde ekstra øje med hoste eller temperaturforhøjelse den næste uges tid, men de mente, at sandsynligheden var forsvindende lille...
Den slags oplevelser håber jeg ikke, vi skal have for mange af...undgåes kan de nok ikke helt, men føj, hvor angsten og fantasien hurtigt kan løbe af sporet - i hvert fald for mig!!
Vi voksne kan også være bange
og synge mange lange bange sange
der er så meget man skal passe på
jeg har jo dig, jeg skal passe på
/Ida
der er så meget man skal passe på
jeg har jo dig, jeg skal passe på
Sådan lyder omkvædet til en af de sange, vi lærte, da jeg gik i skole. Jeg kan huske, at jeg som barn fandt det skræmmende, at de voksne også kunne være bange - jeg tænkte på, hvad de mon kunne være bange for, men jeg husker, at det stod der vist også noget om i sangen, men husker ikke præcis hvad. Men det er jo så rigtigt!! Vi voksne kan også være bange, og jeg synes faktisk, at jeg har lettere ved at blive bange...eller vel nærmere bekymret...efter jeg er blevet mor. Ansvaret for de to små dyrebare mennesker, der er mine børn, kan gøre mig bange og virke skræmmende overvældende. Min fantasi kan nemt løbe af med mig og fylde mit hoved med "hvad-nu-hvis"er - jeg ved, jeg vil have godt af at lære at være bedre til at slappe af i mine tanker, men jeg finder det ind imellem svært. Jeg føler også en form for angst for, at der skal ske enten Pelle eller jeg noget...eller endnu værre, at der skulle ske os begge noget!! Bare tanken kan give mig kyldegys, ondt i maven og tårer i øjenkrogen....og der er det jeg igen skal passe på min lidt for veludviklede fantasi og forestillingsevne. Det er noget, jeg kæmper med ofte - jeg bliver bedre til at skyde tankerne væk, men de dukker stadig op...men omvendt er det vel også meget naturligt - omend jeg føler mig temmelig overbevist om, at det er en kvindeting.
Igår fik jeg min angst sat på prøve.
Klokken var 17.30 og Pelle var lige kørt et smut i Kiwi efter mælk, og jeg lader ungerne være alene i de 3-5 sekunder, det tager at gå ovenpå for at hente noget, da jeg kommer ned har Lina fået puttet noget i munden, som hun er ved at få i den gale hals. Jeg hiver hende op, lægger hendes overkrop over min venstre arm, mens jeg banker hende 5 gange i ryggen - som jeg har lært - hun får det derfra igen, jeg kan ikke umiddelbart se noget i hendes mund, så jeg giver hende lidt vand, da jeg tænker, at det nok bare er lidt mundvand, der er rendt den gale vej. Men hun giver sig til at kløjs i det igen, jeg gentager proceduren, og hun får det derfra - igen - nu kan jeg tydeligt se på hende, at hun gumler på noget, og jeg når lige at få en finger på noget, der ligner noget meget meget tyndt blødt plastik, et lille blad eller et stykke fra en billedbog....altså noget fladt og blødt, der måler ca. 1 x 1 cm - måske lidt mere aflangt end kvadratisk...og så er det bare væk, selvom jeg leder febrilsk efter det, så kan jeg bare ikke finde det!!! Hun har slugt det og virker nu helt okay - omend en smule rystet....jeg sidder bare på gulvet med adrenalinen helt oppe at ringe og ryster over hele kroppen. Dér blev jeg BANGE! Telefonen ringede midt i kampens hede, og Annika kommer forvirret løbende med den til mig, og hun ved ikke helt, hvad hun skal gøre af sig selv.
Det var Pelle, der havde ringet. Jeg ringer ham op for at fortælle om episoden, og han kommer selvfølgelig hurtigt hjem. Inden han er hjemme, når jeg at få trøstet Lina og får sat os alle tre i sofaen, hvor jeg forklarer Annika, at mor blev bange og hvorfor - at alt er godt nu, og roste hende højt for at have hentet telefonen. Får snakket med hende, om hun blev bange, hvilket hun siger nej til. Både Lina og Annika er altså helt okay, jeg er stadig meget rystet og føler mig pludselig helt afkræftet og udmattet.
Vi får spist aftensmad, badet ungerne og de bliver puttet uden problemer - Lina er 100% sig selv. Men da hun er faldet i søvn, begynder episoden at bundfalde sig...og min fantasi løber af med mig - igen. Så efter megen snakken frem og tilbage beslutter jeg mig for at ringe til vagtlægen for at høre, hvordan jeg skal forholde mig. Det bliver en længere snak med både vagtlæge og en øre- næse- hals-læge!! Summa summarum blev, at de vil se hende her til morgen. Bekymringen gik på, om hun havde fået "tingen" ned i lungerne, så de ville lytte på hendes lunger, desuden skulle hun møde fastende, da hun skulle bedøves og have et indgreb, for at konstatere om der var noget i lungerne eller ej - hvis altså lungernes lyd virkede "mistænksom"....
De mente rent umiddelbart, at det lød helt harmløst, men ville hellere være på den sikre side! (stor ros til vagtlægerne i region midtjylland - det var bare en 1. klasses behandling jeg fik!!)
Natten forløb smertefrit. Lina fik en flaske kl. 07.00, som aftalt med øre- næse- hals-lægen, og vi drog afsted til sygehuset efter at have afleveret Annika. Hvor vi ventede intet mindre end 2 timer på at komme til!! Altså det er bare for DÅRLIGT, når man nu møder op med en 10 mdr lille pige, der faster!!! Så hun hverken spiste eller sov fra kl. 07.00 til kl. 12.00 - da vi så ENDELIG kom til, lød hendes lunger så fine så fine, så de mente ikke hun skulle igennem en kikkertundersøgelse, så vi blev sendt hjem med beskeden om at holde ekstra øje med hoste eller temperaturforhøjelse den næste uges tid, men de mente, at sandsynligheden var forsvindende lille...
Den slags oplevelser håber jeg ikke, vi skal have for mange af...undgåes kan de nok ikke helt, men føj, hvor angsten og fantasien hurtigt kan løbe af sporet - i hvert fald for mig!!
Vi voksne kan også være bange
og synge mange lange bange sange
der er så meget man skal passe på
jeg har jo dig, jeg skal passe på
/Ida
Abonner på:
Opslag (Atom)